Mil Mi-24

Mil Mi-24 'Hind'
Mil Mi-24D forfra.
Type	Kamphelikopter
Besætning	2-3 (pilot, skytte, evt. tekniker)
Jomfruflyvning
I aktiv tjeneste
Udgaver
Fabrikant
Brugere
Krige
Dimensioner
Specifikationerne gælder for:
Længde	17,5 m
Spændvidde	17,3 m (rotordiameter)
Højde	6,5 m
Vingeareal	m²
Halerotordiameter	{{{halerotor}}}
Tomvægt	8.500 kg
Lasteevne
Maksimal startvægt	12.000 kg
Motor	2× Isotov TV3-117 turboskaftmotorer
Motorydelse	2.200 hk hver
Ydeevne
Tophastighed	335 km/t
Marchhastighed
Rækkevidde	450 km (uden montering af droptanke)
Tophøjde	4.500 m
Stigeevne
Bevæbning
Skyts	Jakusjev-Borzov JakB-12,7 mm 4-løbet gatling
Bomber
Missiler
Raketter
Andet	8 soldater eller 4 bårer med sygepassere.
Elektronik

Mil Mi-24D detalje

Mil Mi-24 (NATO-rapporteringsnavn: "Hind") er en stor russiskbygget kamphelikopter og mindre troppetransporthelikopter produceret af Mil Moscow Helicopter Plant. Helikopteren har været i aktiv tjeneste siden 1972 i de sovjetiske flystyrker, dets efterkommere og over tredive andre lande verden over, og er stadig i tjeneste i Rusland i dag.

Anvendelse

"Hind" er fusionen mellem to vigtige militærhelikopter-egenskaber. Her er både troppetransport, og flyvende kampvogn fusioneret sammen til en stor enhed. Samtidig er Hind ekstrem fleksibel, og ganske unik. Hind har ikke et NATO-modstykke, selvom det på et tidspunkt blev ment at Hind var en kopi af de tidligere UH-1 Huey-helikoptere fra USA. Hind er snarere en kombination af Huey, som blev brugt til troppetransport, og en AH-1 Cobra kamphelikopter der blev brugt som eskorte. Hind er et imponerende, solidt, og ekstremt velgennemtænkt stykke ingeniørarbejde. Dette bevidnes af helikopterens særegne egenskaber og enorme fleksibilitet på slagmarken.

Hind kunne i krig selv transportere ekstra ammunition i lastrummet. Det betød at besætningen efter at have brugt det omfattende arsenal der var monteret, selv kunne genlade med friske raketter, missiler, m.m. og atter deltage i kampen.

Hind var og er bygget til at modstå ekstrem kraftig beskydning. Dette måtte de afghanske oprørstropper sande i starten af 80'erne. Skroget på en Hind kan afværge beskydning med projektiler op til 23 mm, og glasset i cockpitterne er lavet til at modstå beskydning med op til 12,7 mm projektiler. Først da CIA begyndte at sælge Stinger-missiler til oprørerne blev oddsene ændret.

Der blev i mange år ment at Hinds stubvinger alene tjente det formål at være våbenplatforme. Men ud over dette tjener de også til opdrift. Ved flyvning over 300 km/t laver vingerne så meget opdrift at de bærer 1/4 del af helikopterens totale vægt. Dette giver yderligere topfart, og forbedret brændstoføkonomi ved hurtig flyvning.

Brugere og kamphandlinger

Hind blev lanceret i 1972, og kom for alvor i tjeneste i den afghansk-sovjetiske krig (1979-89). Herefter begyndte Sovjetunionen at sælge dem, og de findes i dag i over 30 lande. I Iran-Irak-krigen (1980-88) blev de således brugt til luftkamp i en sådan grad at det siges at de iranske og irakiske helikopterpiloter stort set skrev lærebøgerne om luftkamp mellem helikoptere i samme grad som franskmænd, tyskere og briter skrev lærebogen om luftkamp mellem fastvingefly under første verdenskrig.

Hind findes i dag i mange lande, herunder Rusland, Polen, Ukraine, Tjekkiet, Afghanistan, samt større dele af Afrika og Mellemøsten.

Hind i moderne tid

Afghanske oprørere kaldte i 80'erne Hind for "Shaitan-Arba", direkte oversat: "Satans Karet", et navn der har hængt ved i mellemøstlige lande.

I filmene Rambo 2 og 3, samt "Red Dawn" er en SA-330 Puma helikopter tilføjet stubvinger og kanontårn for at ligne en Mil 24 Hind helikopter.

Til sammenligning er den nye danske redningshelikopter AgustaWestland AW-101 kun ganske få meter længere, og marginalt større end en Hind.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Mil Mi-24

• MIL Mi-24 Hind fra det slovakiske luftvåben på YouTube

Stub Denne artikel om flyvning er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.