Neuropsykologi

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Neuropsykologi er en videnskabelig disciplin der studerer hvorledes strukturer og processer i hjernen regulerer adfærd og tænkning. Dette område imellem psykiatri, kognitionspsykologi, neuromedicin og humanbiologi kaldes også nogle gange for neurovidenskab, cognition science eller cognitive neuroscience. Der skelnes endvidere mellem klinisk og eksperimentel neuropsykologi.

Neuropsykologiens teorier bygger på viden fra kognitiv neurovidenskab. Den kliniske neuropsykologi anvender neuropsykologiske tests til at vurdere de følelsesmæssige, adfærdsmæssige og kognitive følgevirkninger efter en hjernenskade.

En stor del af den viden man har om hjernens funktion stammer fra hjerneskadepatienter, hvor man har været i stand til at lokalisere skaden og sammenholde det med manglende kognitive funktioner. Lægen Paul Broca var en af de første, der anvendte denne metode. Patienten Tan havde en særlig taleforstyrrelse (afemi) og ved hans død opdagede Broca skader i en del af hjernen, der i dag kendes som Brocas område.

I dag anvendes også scanninger af hjernen. Dette kan for eksempel foregå ved, at forsøgspersonen bliver bedt om at tælle til ti. Ved at måle (forskellen i) blodgennemstrømningen i hjernen kan man lokalisere de fysiske områder der aktiveres.

Således forudsætter neuropsykologien en bestemt løsning på det såkaldte psykofysiske problem, eller som det kaldes indenfor filosofien sjæl/legeme problemet. Det antages nemlig at en bestemt fysisk tilstand svarer til en bestemt psykisk tilstand.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

En nem indgang til emnet:

  • Gade, Anders, Hjerneprocesser: kognition og neurovidenskab / Anders Gade ; Kbh. : Frydenlund Grafisk, 2003.