Obo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Obo
Obo
Klassifikation
Ambitus

Toneomfang

Oboens ambitus fra dybt B til højt G (G og A)

Udviklet

17. århundrede

Relaterede instrumenter

Engelskhorn
Fagot

En obo er et musikinstrument i træblæserfamilien med dobbelt rørblad. Ordet stammer fra det franske Hautbois (højt træ eller højt træblæseinstrument), og kaldtes tidligere også Hobo på dansk.

Instrumentet er udviklet omkring 1650-90, som en videreudvikling af skalmejen, der ligesom oboen også havde dobbelt rørblad, men rørbladet var på skalmejen ikke i direkte kontakt med musikerens læber.

Oboen har ikke et mundstykke som klarinetten eller saxofonen, men i stedet to tynde træstykker, sat sammen med et metalspænde.

De fleste oboer er fremstillet af forskellige træsorter, almindeligvis af grenadille, men også andre sorter af dalbergia-træer anvendes til fremstillingen. Visse oboer er dog fremstillet af plastic (syntetisk harpiks).

Oboen er karakteriseret ved en sart, lidt nasal, klang, og dens tonehøjde er meget stabil. Dette gør oboen velegnet til at stemme de andre instrumenter efter i et orkester.

Oboen er beslægtet med engelskhornet, der dog er noget større og er stemt en kvint dybere.

Oboen er et dobbelt-bladet musikinstrument fra træblæserfamilien. Det engelske ord ”oboe” kommer fra den italienske oversættelse af ordet ”hautbois”; navnet på instrumentet i fransk (bogstavelig betydning: ”højt træ”). Det italienske navn blev brugt under pseudonymet ”hautboy” eller ”hoboy” i det 18. århundrede. En musiker, der spiller obo, hedder en oboist. Forsigtig intonation med lufttrykket tillader spilleren at udtrykke sig indenfor en stor rækkevidde.

I modsætning til andre moderne træblæserinstrumenter, har oboen en meget klar og lidt spids tone. Dens unikke gennemtrængende træ gør det muligt at spille højere end andre instrumenter i store sammenhænge, hvilket gør det nemt at stemme den. Orkestrer stemmer ofte mens de lytter til en obo, der spiller koncert-A’et. Intonation på oboen foregår ved at skifte position på bladet i instrumentet, eller ved permanent at fjerne metalspændet om bladet. Små intonationer kan også gøres ved at ændre med embrochuren. Oboen er et ikke-transponerende instrument.

Den klassiske obo[redigér | redigér wikikode]

Den klassiske periode formede en obo, hvis rør blev gradvist smallere og instrumentet blev udstyret med flere klapper, blandt dem var der knapper til C#, F og G#. A-klappen. Det smallere rør tillod, at man lettere kunne spille de høje toner, og komponister begyndte oftere at bruge oboens øvre spillegrænse i deres værker. Pga. dette var oboens betydning i den klassiske æra bredere end den i barokværker. Den klassiske obo rækker fra nøglehuls-c’et til f’et i tredje oktav, selvom nogle tyske og østrigske oboer kunne spille et halvt trin lavere.

Den moderne obo[redigér | redigér wikikode]

Oboen blev videreudviklet i det 19. århundrede af Triebertfamilien fra Paris. De brugte den bohemske fløjte som inspiration. William Triebert (Guillaume Triebert) og hans sønner, Charles & Frederic, udviklede en række voksende komplekse funktionelle systemer. En variant, der havde store huller, den bohemske obo, blev ikke normalt brugt, selvom den blev brugt i nogle militærorkestre i Europa i det 20. århundrede. F. Lorée fra Paris udførte yderligere udviklinger til det moderne instrument. Mindre forbedringer til røret og klapperne er løbende blevet tilføjet op gennem det 20. århundrede, men der har ikke været en grundlæggende forandring til de generelle karakteristika af instrumentet. I symfoniorkestret spiller den de øvre stemmer, oboen spiller også tit soloer eller har dominerende roller i orkestersammenhæng. Oboen er karakteriseret ved: Den er medlem af træblæserfamilien, man bruger luft til at spille på den, det er et blæseinstrument. Dens spillerækkevidde rækker over ca. 2 oktaver.

En moderne obo med ”fuldt konservatorium”-klapsystem tæller 45 stykker med mulige tilføjelser med den tredje oktavklap og en alternativ f-klap. Klapperne er som regel lavet af sølv blandet med nikkel og er belagt med sølv eller guld. Udover konservatoriesystemet bliver oboer også produceret med det engelske tommelfingersystem, også kaldet det automatiske oktavsystem. Nogle konservatorieoboer har åbne huller, og de fleste professionelle modeller har et åbent hul ved højre hånds tredje klap.

Musikinstrument Stub
Denne artikel om et musikinstrument er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Musik