Pauke

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pauke
Pauke
Klassifikation
Ambitus

Toneomfang

Toneomfanget på en Pauke afhænger af dens omkreds.

En standard orkesteropsætning består af fire pauker.

Pauken er symfoniorkestrets ældste slaginstrument. En kobberkedel belagt med et kalveskind eller plasticskind. Naturskindene (kalveskindene) ændrer klang alt efter vejrforhold og luftfugtighed, og skal derfor stemmes hyppigt i modsætning til plasticskindspauker. Diameter fra på pauken er fra 50 til 90 cm og de anslås med filt- eller trækøller.

En pauke kan kun være stemt til en tone ad gangen, derfor opstilles oftest i sæt af 2-5 stk., som er stemt i forskellige toner. Paukerne stemmes ved hjælp af pedaler, som sætter pauken i det rigtige toneleje, hvorefter den finstemmes ved hjælp af drejehåndtag. Skindet stemmes op ved hjælp af en stemmenøgle.

Under koncerter skal paukisten ofte stemme en eller flere af sine pauker om til en anden tone. Når dette sker er paukisten nød til at sætte hovedet helt ned til skindet for at kunne høre sin tone uden at kunne høres af publikum.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De ældste pauker man har fundet er ca. 4000 år gamle.[1] Disse pauker er fundet i Persien og var lavet af sten. Der er også fundet hebræiske kedeltrommer med en form for en pauke, som hebræerne kaldte for "throph". Disse thropher blev set på kamelrygge hvor de var placeret så rytteren kunne spille på den.

Kilder[redigér | redigér wikikode]