Overhus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 9. mar. 2013, 10:07 af Addbot (diskussion | bidrag) Addbot (diskussion | bidrag) (Bot: Migrerer 24 interwikilinks, som nu leveres af Wikidatad:q637846)

Overhus (fransk: pair, engelsk: peer, svensk: pär, af latin: par, ligestillede)[1] er betegnelse for senatet eller førstekammeret i lande, hvor Parlamentet har to "kamre". Andetkammeret eller Underhuset er den egentlige folkerepræsentation.

I 1849-1953 var Landstinget førstekammer i Danmark, mens Folketinget var andetkammer. Før 1660 var Rigsrådet førstekammer, mens Stændermøderne var det danske andetkammer.

Lovgivende magt

Overhuset deler parlamentets lovgivende magt med andetkammeret. I nogle parlamenter er de kamre (næsten) ligestillede. Dette var tilfældet i Danmark i 1849-1953. I Storbritannien har underhuset haft en fortrinsstilling siden 1911.

Dømmende magt

Overhuset har ofte del i den dømmende magt. I Storbritannien er de juridiske medlemmer af Overhuset samtidigt landets højesteret. I USA er der 101 medlemmer i Rigsretten. Højesterets præsident er formand, og de 100 senatorer en lægdommere i Rigsretten. Indtil 1953 var den ene halvdel af den danske rigsret lægdommere fra Landstinget, mens den halvdel var dommerne fra Højesteret.

Andetkammer kan som regel anlægge rigsretssag mod regeringen eller mod tidligere medlemmer af regeringen, men har ikke selv dømmende magt.

Udøvende magt

Der er historiske eksempler på, at Overhuset har haft del i den udøvende magt. Her kan det danske rigsråd (før 1660) og Romerrigets senat nævnes.

Derimod er situationen anderledes i de tyske delstater Bremen, Hamborg og Berlin. Her er senatet byens regering, og det er dermed ikke en del af delstatens parlament.

Magtens tredeling

Princippet om magtadskillelse gør, at man i de sidste 250 år har søgt at begrænse overhusenes indflydelse på den dømmende og udøvende magt.

Valgmetode

Ofte er medlemmerne af overhuset valgt for en lang periode ved indirekte valg, eller de er udpegede eller fødte medlemmer. Medlemmerne af andetkammer er som regel valgte direkte af folket, og de sidder i kortere perioder.

Parlamentariske regeringer

I lande med parlamentarisk demokrati (parlamentarisme) skal regeringen være i overensstemmelse med flertallet i andetkammer.

Forbundsstater

I forbundsstater repræsenterer Overhuset delstaterne, mens andetkammeret repræsenterer folket.

Britiske forhold

I England blev systemet med Overhuset og Underhuset færdigudviklet i 1700-tallet. Derfor menes der det britiske overhus, hvis man siger Overhuset uden at præcisere hvilket land, man mener.

Noter