På sporet af den tabte tid

Titelbladet af første bind, Du côté de chez Swann, 1919.

På sporet af den tabte tid er en roman af Marcel Proust. Første del kom i 1913. Efter forfatterens død i 1922 foretog familien en redigering af resten, så romanen kunne fremtræde som færdiggjort. Proust havde planlagt store afsnit, som han ikke nåede at skrive. I sin overordnede komposition er romanen dog færdig, idet sidste bind var færdigt ret tidligt.

Handlingen

Læseren vågner bogstaveligt talt op med fortælleren, en dreng med følsomhed og kløgt. Vi føres rundt i huset, gør bekendtskab med familien og får at vide, at drengen ikke blot elsker og behøver sin moder, men også har visse lystbetonede aktiviteter i et af husets tomme værelser. En dag står denne dreng overfor en meget køn og selvsikker pige, senere bliver han vidne til andres ukontrollerede kærlighed til adelen, og han erfarer om seksuelle aktiviteter mellem mennesker af samme køn. Han forelsker sig i den selvsikre pige, og det bliver begyndelsen til hans egentlige kærlighedsliv, hvori jalousien kommer til at spille en altdominerende rolle. To forskellige klanagtige kredse bliver betydningsfulde for drengen: dels de adelige fra Faubourg St. Germain, dels de homoseksuelle. Disse kredse krydses i baron de Charlus, som er en facetteret, farverig og forfærdelig personlighed. Charles Swann er en mere tiltrækkende person, som fortælleren sammenligner sig selv med. Swann er verdensmand og kender begge kredse, men han er ikke rigtigt involveret i livet, før han bliver forelsket, gifter sig og får et barn. Det fører dog ikke til lykke, men til ansvar og komplikationer og mange smertefulde øjeblikke. Da fortælleren er blevet voksen bliver hans samliv med elskerinden Albertine til en psykologisk gyser. Hans jalousi er så voldsom, at han hverken kan gifte sig med pigen eller skille sig af med hende. Først da han er blevet så gammel, at seksualiteten er neddæmpet, bliver han i stand til at udfylde sin rolle i livet. Nogle mærkelige, mystiske oplevelser, hjælper ham til at forstå, hvad denne rolle skal bestå i.

Kulturhistorisk sammenhæng

Romanen indskriver sig i rækken af epokegørende skønlitterære værker. I omfang er den sammenlignelig med Balzacs La comédie humaine, men den ligger ikke direkte i forlængelse af nogen romantradition. Impressionisterne, Debussys opera Pelleas et Mélisande, Henri Bergson og Richard Wagner har derimod påvirket Proust. Romanens univers kan ses i lyset af den kamp mellem ateisme og spiritualisme, som prægede fransk kultur under den tredje republik. I samklang med traditionel, fransk antiklerikalisme havde Auguste Comte udgivet en række bøger, i hvilke menneskehedens udvikling kategoriseres i tre etaper, hvoraf den sidste, den positive, angiveligt skulle udgøre højdepunktet og enden på al religiøsitet. I reaktion på denne bastante ateisme, som Comte i øvrigt selv forlod, kom den nye spiritualistiske bølge, hvori forfatteren til Pelléas et Mélisande, Maeterlinck var den fransksprogede topfigur. Som filosof deltog Bergson i debatten og gjorde intuition til et nøglebegreb for en forståelse af instinktets forhold til intelligensen.

Den franske Proust-debat diskuterer Bergsons betydning for Proust, bl.a. i den fyldige og pålidelige artikel i fransk Wikipedia. Et synspunkt er, at Prousts værk absolut ikke må anskues som en fortsættelse af Bergsons. Et andet er, at Bergson med sit originale sprog og tankegang havde påvirket hele den samtidige intelligentsia til at sætte begreberne intuition og instinkt på dagsordenen.

Budskabet

Proust er miskendt som narcissist i brede kredse, ikke mindst venstreorienterede. De opfatter På sporet.. som en nøgleroman og en sentimental selvbiografi. I virkeligheden har Proust i breve, noter og avisinterview formuleret et sammenhængende program for sine æstetiske anskuelser, som er alt andet end sentimentale. Desuden kan romanen læses som samfundskritik, men det er kun ét lag i strukturen – og ikke det dybeste.

Det dybeste lag vedrører hovedpersonens udvikling til at erkende sit kald og sin dybeste natur (moi profond. Således udtrykt af Francoise Leriche i Marcel Proust Lettres, p. 430. Plon 2004.)

Ideologisk set skulle romanen hverken være ateistisk eller religiøs. De tanker om intuition og instinkt, som Bergson havde spredt i debatten, rydder På sporet af den tabte tid op i ved at rette søgelyset mod de ukontrollerede dele af vor hukommelse, som på ganske ukaldet vis pludselig genskaber en virkelighed, vi har oplevet tidligere. Et sådant erindringsglimt (madeleinekagerne og lindeteen er det berømteste eksempel) kan give anledning til en særegen lykkefølelse. Prousts bog er en opfordring til at lytte til disse ukaldede signaler fra vor hukommelses skatkiste.

Formen

Proust er fjern fra Bergsons spekulative metoder og en tilhænger af poesiens metode til ny forståelse. Men han var skeptisk med hensyn til den suggestive prosa, som Arthur Rimbaud og Stéphane Mallarmé repræsenterede. Proust ønskede klarhed med hensyn til sætningernes mening og fortællingens forløb. Wagner og Debussy er operakomponister, som Proust ønskede at overføre, rent stemningsmæssigt, til litteraturen.

Hvordan overføre Tristan og Pelleas til en moderne, bindstærk udviklingsroman? Kun i sine allertidligste noveller forsøgte Proust sig med et mytisk eller historisk univers. Med romanfragmentet (på 1000 sider!) Jean Santeuil er vi definitivt i den nutid, forfatteren selv har levet i. Den mytiske aura som Tristan og Siegfried bader i, bliver På sporet af den tabte tid også belyst af, takket være sproget og fortællerens placering med hensyn til alder – med hensyn til det kronologiske. Skønt romanen aldrig forlader det realistiske, får læseren indtryk af hovedpersonen som et aldersmæssigt hybridprodukt. Til tider tror han, at det er en otteårig dreng, der går til mondæne soiréer og på bordel, på andre sider får hun snarere indtryk af, at det er en fyrreårig mand, der får læst højt af sin moder, før han skal sove. En anden ejendommelighed ved formen er, at personerne så godt som aldrig skildres i deres ydre, og når det sker, er det i form af andre personers kommentarer og altså subjektivt. Det er en af vanskelighederne ved læsningen, fordi vi er vant til at visualisere romanpersoner. I På sporet karakteriseres personerne primært gennem deres indbyrdes kontakt.

Sproget

Med hensyn til sproget består ejendommeligheden i anvendelsen af et slags talesprog med mange lange sætninger og med mange metaforer. Det proustske ordforråd er forbløffende dagligdags – set i forhold til romanens reputation som vanskelig at læse. Det er tankegangen, der er vanskelig, fordi den enkelte sætning hyppigt forlænges i stadig nye opdelinger og nuancer. Hver enkelt side kræver derfor tid, mens hele romanen til gengæld fordrer at blive læst på rimelig kort tid, så dens opbygning – og mening – kan forstås. For at honorere disse to modsatrettede krav må læseren som et minimum disponere over god tid, en liste over personerne med sidetal for deres kommen og gåen, samt resumeer af handlingerne. Liste og resumé findes i de gode franske udgaver og i den franske wikiartikel.

Tilblivelse

Arbejdet med romanen sker fra 1909 til 1922. Proust arbejdede ikke lineært fremad efter den forudlagte plan, men skrev løbende indskud til de allerede forfattede dele. Disse indskud kunne udvikle sig til både kapitler og bind. Derved blev det egentlige manuskript til et klisterværk med stadig flere sammenfoldede ark indsat i det oprindelige hæfte. Det er et specialistarbejde at læse det, som forfatteren overdrog til en højtlæser og en maskinskriverske. Men efter det skrev Proust igen nye indskud og flyttede om på mange dele. Han sammenligner selv sin arbejdsmetode med syningen af en kompliceret og kunstfærdig kjole, hvor inspirationen hele tiden nyorienteres ud fra det øjeblikkelige stadie af arbejdet. Første Verdenskrig samt personen Albertine er to væsentlige handlingselementer, der ikke var planlagt fra begyndelsen.

Udgivelseshistorie

Udgivelsen af førsteudgaven strækker sig fra 1913 til 1927, men langt senere er der kommet udgaver med hidtil upublicerede fragmenter. Første bind blev afvist af tre forlag, før Proust besluttede sig til at tilbyde Grasset en kontrakt, som gav forlaget del i indtægterne ved salget, skønt forfatteren selv betalte alle udgifter. Mod forventning var både kritiken og læserne positive, så allerede bind 2 fandt et bedre forlag i form af NRF – Gallimard, der ellers var blandt de tre, der havde takket nej til første bind. Siden er romanen blevet udgivet talrige gange, både som pocketbook og i den smukke Pléiade-serie, først i tre bind og nu i fire. Pléiade-udgaven indeholder både nødvendig hjælp til amatørlæseren og også et stort noteapparat beregnet til forskeren, der vil kende selv de mindste afvigelser fra originalmanuskriptet. Romanen er blevet genstand for en kult, der minder lidt om Joyce- og Wagner-kulten.

Danske udgaver

På dansk foreligger alle syv bind fra 1963, udgivet på Martins forlag.

• Vejen til Swann (Du côté de chez Swann, 1913), oversat af Chr. Rimestad.
• I et rosenflor af unge piger (À l'ombre des jeunes filles en fleurs, 1919), oversat af C. E. Falbe-Hansen.
• Vejen til Guermantes (Le côté de Guermantes, 1921-22), oversat af C. E. Falbe-Hansen.
• Sodoma og Gomorrha (Sodome et Gomorrhe I et II, 1922-23), oversat af Kaj Friis Møller og C. E. Falbe-Hansen.
• Albertine (La prisonnière, 1925), oversat af Tom Smidth.
• Forladt af Albertine (Albertine disparue/La Fugitive, 1927), oversat af Helmer Engel.
• Den genfundne tid (Le Temps retrouvé, 1927), oversat af C. E. Falbe-Hansen.

I 2006 påbegyndte Forlaget Multivers at udgive det komplette værk – nu i 13 bind – i en nyoversættelse ved Else Henneberg Pedersen. I oktober 2014 udkom det afsluttende 13. bind.

• 1-2: Swanns verden, oversat af Else Henneberg Pedersen
• 3-4: I skyggen af unge piger i blomst, oversat af Else Henneberg Pedersen og Peter Borum
• 5-6: Guermantes' verden, oversat af Niels Lyngsø
• 7-8: Sodoma og Gomorra, oversat af Niels Lyngsø
• 9-10: Fangen, oversat af Lars Bonnevie
• 11: Albertine forsvundet, oversat af Lars Bonnevie
• 12-13: Den genfundne tid, oversat af Niels Lyngsø

I 2012 udgav Det danske Proust-selskab i samarbejde med Forlaget Multivers bogen "Ind i Prousts værk – 19 læsninger i På sporet af den tabte tid" redigeret af Leif Hasle, Helga Schmidt og Connie Selmann.

Se også

• Det 20. århundredes 100 bøger ifølge Le Monde
• Det danske Proust-selskab

Eksterne links

• Den franske tekst til fire af bøgerne, udgivet af Projekt Gutenberg