Panzerfaust

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler våbnet. Opslagsordet har også anden betydning, se Panzerfaust (album).
Panzerfaust antitank-våben i deres originale kasse. Fra udstilling på Militærmuseet i Helsinki

Panzerfaust (dansk: Pansernæve) er et tysk antitank-våben fra 2. verdenskrig. Panzerfaust var et billigt våben, der var nemt at betjene, men kunne kun bruges én gang. Våbnet kunne gennemtrænge op til 200 mm stål og kunne dermed bruges effektivt mod de fleste pansrede køretøjer på den tid. Panzerfaust blev hurtigt populær både blandt de tyske soldater, der havde dem udleveret og blandt vestallierede og sovjetiske tropper, der erobrede dem fra tyskerne. I bykamp var de særligt effektive mod fjendtlige kampvogne og kunne samtidig bruges til at sprænge huller i mure, så man kunne bevæge sig fra bygning til bygning og hermed undgå gaderne. Russerne udviklede deres RPG-våben ud fra dette tyske design.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Oprindeligt kaldet Faustpatrone og udviklet af dr. Langweiler ansat hos virksomheden HASAG i Leipzig. Dette våben blev udviklet for at bekæmpe den russiske T-34-kampvogn. Allerede i sommeren 1942 startede de første testaffyringer, men princippet med at holde våbnet ud i strakt arm, for at affyre det, gav store problemer med sigtet og designet måtte ændres. Løsningen var blot at forlænge røret, sprænghovedet (granaten) var monteret på. Omend masseproduktionen først startede i oktober 1943. Produktionen fortsatte indtil krigen sluttede i forskellige udgaver, hvor den vigtigste forskel mellem de fleste af udgaverne blot var rækkevidden. Dog viste den pileformede spids på "klein" sig uhensigtsmæssig på skrående panser som T-34 havde det, da granaten perlede af frem for at sprænge. Løsningen var en "flad" og bredere spids og det design blev forsat på øvrige fremtidige modeller. Der blev produceret over 6 millioner Panzerfäuste, og våbnet er estimeret til at have nedkæmpet mere end 3000 fjendtlige tanks.

Sågar tyske civile (Volkssturm) og drenge (Hitlerjugend) blev trænet i brugen af våbnet.

Model Rækkevidde Vægt Granatvægt Granatdiameter Mundingshastighed Gennemslagskraft
PzFst 30 klein 30 meter 1,475 kg 0,68 kg 100 mm 30 m/sek 140 mm ved 30°
PzFst 30 30 meter 5,22 kg 3,0 kg 150 mm 30 m/sek 200 mm ved 30°
PzFst 60 60 meter 6,8 kg 3,0 kg 150 mm 45 m/sek. 200 mm ved 30°
PzFst 100 100 meter 6,8 kg 3,0 kg 150 mm 62 m/sek. 200 mm ved 30°
PzFst 150 150 meter 7,0 kg 3,0 kg 150 mm 82 m/sek. 200 mm ved 30°
PzFst 250 250 meter ? 3,0 kg 150 mm 150 m/sek 200 mm ved 30°

Kun PzFst 30 klein - 60 kom i masseproduktion til almindelig brug, mens PzFst 150 og PzFst 250 begge var i felttestfasen og derfor kun var udleveret til visse enheder ved fronterne.

PzFst 30 klein - 60 brugte samme granatrør der hovedsageligt blev produceret af Volkswagen i Fallersleben, og begge typers affyringsrør kunne i princippet genlades på fabrikken. Men ingen rapporter findes om at brugte rør blev sendt retur for genladning. Panzerfaust 250 skulle kunne genlades ved fronten.

Granaten blev især produceret af Robert Tummler fra Döbeln.

Typisk tysk våbenproduktion blev PzFst 30 klein og 60 produceret sideløbende, senere blev de begge helt erstattet af Panzerfaust 100, der igen skulle havde været erstattet af Panzerfaust 250.

Våbnet blev i 1944 udviklet til også at kunne bekæmpe infanteri. Blot ved at montere en stålkappe beregnet til at fragmentere som en håndgranat når den sprang. Dette projekt kendes indledningsvis som Sprengfaust.

I september 1944 var Panzerfaust 100 klar til operativ brug og Panzerfaust 150 i januar 1945.

I april 1945 startede produktionen af Panzerfaust 250, og de skulle være operative i september 1945.

Panzerfaust 250 opnåede større rækkevidde ved at have en totrins affyring. Første ladning drev den ud af røret mod målet, og den næste ladning påhæftet granaten havde forsinket tænding for at forøge rækkevidden.

Princippet i våbnet var at gastrykket fra eksplosionen drev granaten af sted i den retning skytten pegede med røret. Fri af røret foldede en række styrefinner sig ud, for at stabilisere ruten mod målet. Granaten var principielt en hulladningsgranat og ingen datidig kampvogn kunne modstå granaten blot den var inden for våbnets rækkevidde.

Ulempen ved våbnet var den korte rækkevidde og den kraftige bagblæst der var farlig ved affyring i for små rum, og i en skyttegrav, samt for personel tæt bagved. Tillige var lysglimtet ret kraftigt og derved afslørende for affyringspositionen. Det var især et problem ved natskydning.

Produktion[redigér | redigér wikikode]

1943 1944 1945 total
227.800 4.120.500 2.351.800 6.700.100

I marts 1945 blev det opgjort at 3.018.000 var udleveret til hæren og kun 271.000 var i depot Rundt regnet blev 800.000 kasseret efter levering fra fabrikken, dvs. cirka 10 % (når Panzerschreck medregnes, hvad faglitteraturen normalt gør)

Effektivitet[redigér | redigér wikikode]

I 1944 blev der opgjort at i alt 12.541 sovjetiske kampvogne var nedkæmpet på østfronten i løbet af de første 4 måneder. Af disse kendes årsagen for de 8130, de fleste blev nedkæmpet med granater fra kanoner - typisk kampvogne eller antitankkanoner. Tillige var det rapporteret at 262 ud af de 8130 var nedkæmpet med forskellige versioner af Panzerfaust. Når man tager i betragtning at 656.300 Panzerfäuste var udleveret på det tidspunkt, og ingen af de andre pansernærbekæmpelsesvåben kunne nå 50 % af samme effekt som Panzerfaust, så må man sige at rygtet var bedre end berettiget. Almindeligvis menes antallet af nedkæmpede kampvogne i resten af krigen at stige proportionalt med antallet af producerede Panzerfäuste. Altså det estimeres at ca. 3.000 kampvogne blev nedkæmpet i løbet af de sidste 16 måneder af krigen. Det skønnes at andre nærbekæmpelsesmåder var ca. 40% så effektive som Panzerfaust (samlet set) hvorfor disse tilskrives ca. yderligere 1.000 nedkæmpede kampvogne.

Russerne kunne rundt regnet genindsætte ca. 60% få timer efter de var bjærget fra fronten.

Tillige var der en udbredt brug af Panzerfaust som en "super" håndgranat.

Bemærk også at tyskerne ikke vidste hvilket våben, der havde nedkæmpet cirka 25 % af de ødelagte kampvogne. Sandsynligvis fordi at der ikke var overlevende til at rapportere det, eller at ikke alle havde travlt med at påberåbe sig "sejren". Den tyske hær havde ellers lavet et hvidt stofmærke med en sort kampvogn på, som man fik som "medalje", når man havde nedkæmpet en kampvogn i nærkamp, udmærkelsestegnet hedder "panzervernichtungsabzeichen".

Kilder angiver at 14.000 panser nærbekæmpelsestegn (blev uddelt (http://www.bunkershop.com/Bunker.pdf) Hvad der stemmer dårligt overens med den tyske hær eget skøn i 1944 over nedkæmpede kampvogne med nærbekæmpelsesvåben.

Udviklingsplaner[redigér | redigér wikikode]

Netop fordi granaten var en hulladning, var indgangshullet meget lille hvor chok- og ildstråle effekten nemt kunne nedkæmpe besætningen, men så heller ikke mere. Det var ofte forholdsvis nemt for fjenden som var i fremmarch at bjærge køretøjerne og blot udskifte den nedkæmpede besætning med en ny og isætte en stållap i hullet.

Det betød at tyskerne eksperimenterede med ladninger med især ildpåvirkning, så kampvognen blev udbrændt og dernæst med kemiske midler (giftgasser) at gøre kampvognen ubrugelig for en længere periode. Ingen af metoderne blev færdigudviklet inden krigen sluttede.

Kilde[redigér | redigér wikikode]

http://www.oocities.org/pizzatest/panzerfaust4.htm

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]

Side om tyske panserværnsvåben fra 2. verdenskrig.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Militær Stub
Denne artikel om militær er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.