T-34

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
T-34 fra JNA (Den Jugoslaviske Folke Armé)
T-34 i Wejherowo som mindesmærke for krigen

T-34 er typebetegnelsen på den mest kendte sovjetiske kampvogn fra 2. verdenskrig. T-34 er produceret i lokomotivfabrikken Komiterna i Harkov.

Kampvognen skilte sig ud ved både at være relativt let at bygge og at anvende. Den var desuden tilpasset blødt terræn ved at have en relativt lav vægt og brede bælter til fordeling af vægten. Dette var alt sammen faktorer, der hurtigt førte til masseproduktion. Den havde en ny opfindelse; skrånende panser der kunne få granater til at rikochettere. Besætningen var på fire i 1943 modellen (Besætningen var på fem i 1951-modellen: tankens kører og maskingeværskytten/reservekøreren/radiooperatøren til højre for køreren forrest i chassiset – i tårnet skytten/næstkommanderende som betjente kanonen og det øverste maskingevær, skyttehjælperen/reserveskytten som ladede kanonen og vognkommandøren som sad halvvejs oppe i tårnet, bagved skytten), og der var også kvinder i mellem. Besætningens højde måtte ikke overstige 170 cm på grund af den begrænsede plads.

De fleste T-34 under 2. verdenskrig var ikke udstyret med radioer, så tankkommandøren måtte bruge signalflag til at kommunikere med de andre tanks.

På grund af Versailles-traktaten måtte Tyskland ikke have tanks. Den tyske hær afprøvede derfor i al hemmelighed sine tanks i Sovjetunionen (under dække af at være landbrugsmaskiner), og russerne observerede, hvilke tanks die Wehrmacht havde: Ret tyndt pansrede med relativt små kanoner, der til gengæld kunne tilbagelægge mange kilometer pr. dag i en blitzkrig. Det sovjetiske svar var svært pansrede T-34 og KV-1 med kraftige 76 mm kanoner. Disse tanks var ikke klar til felttoget mod Finland, så Hitler troede, at den Røde Hær kun havde forældede tanks (T-26). Da Hitler overfaldt Sovjetunionen i 1941 gik det godt i starten. Men da de tyske tanks kom i kontakt med T-34, var de underlegne. På daværende tidspunkt havde Tyskland meget få kampvogne, der kunne penetrere panseret på en T-34. Derfor begyndte man i stor stil at ombygge de forældede kampvogne til selvkørende panserværnskanoner (de såkaldte Marders), hvilket i fællesskab med Luftwaffes Stukaer gjorde, at de tyske panserstyrker kunne holde ud. I november 1942 introducerede Tyskland Panther kampvognen, der kopierede de bedste egenskaber ved T-34 og på mange områder var bedre end sit forbillede, selvom den led under begyndervanskeligheder.

Senere kom de tyske tigere, der var T-34 overlegne i kampkraft og pansring. T-34 var hurtigere (maks.-farten fremad og baglæns var 55 km/t., men visse modeller efter 1951 havde maks. fart på 100 km/t fremad og 60 km/t baglæns.) end Tigeren og den Røde Hærs modsvar var at lade T-34 køre så tæt på Tigeren så hurtigt så muligt. På korte afstande, kunne T-34 slå hul på tigernes pansring.

Pansringen på 1943-modellen var 70 mm, på 1951-modellen var 90 mm – kanonen på 1943-modellen var 76 mm, på 1951-modellen var 85 mm, begge modeller havde to maskingeværer kaliber 7,62 mm. Ammunitionskapaciteten var 52 granater, 100 håndgranater og 6.000 patroner.

T-34 blev brugt i stort tal af de kinesiske frivillige i koreakrigen og af Egypten i de første mellemøstkrige.

Specialversioner[redigér | redigér wikikode]

  • MT-34 – Мостоукладчик Танка: brolæggertank
  • OT-34 – Огнемётный Танка: flammekastertank
  • PT-34 – Противоминный Танка: tank med mineruller
  • VT-34 – Vyprošťovací Tank: tjekkoslovakisk bjærgningstank

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Forty, G.: Tank Action – From the Great War to the Gulf, 1995, Sutton Publishing, ISBN 0-86288-044-0.
Militær Stub
Denne artikel om militær er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.