Præfekturer i Grækenland

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Grækenland er opdelt i 13 administrative regioner kendt som periferier. Disse er igen underopdelt i 3 superpræfekturer og 54 præfekturer eller nomes (nomoi, ental – nomos, Græsk: νομοί, νομός ).

Ifølge den græske forfatning er præfekturerne i hovedsagen en lokalforvaltning af anden grad, men er ikke direkte overordnet kommunerne. Ved en reform i 1994 overførtes de fleste administrative områder fra præfekturerne til periferierne, men de udfører dog stadig opgaver, som regeringen har overført til dem (bl.a. inden for sundhedsområdet, byplanlægning etc.), hvorfor de i retslig forstand anses for at være enheder under centraladministrationen.

De første valg til præfekturerne fandt sted i 1994. Tidligere var præfekterne og rådsmedlemmerne udpeget direkte af regeringen.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

Præfekturerne styres af et præfekturråd (νομαρχιακό συμβούλιο) med fra 21 til 37 medlemmer,[1] med en præfekt (νομάρχης) i spidsen og ledet af en rådspræsident (πρόεδρος).

Blandt præfekturernes andre styrende organer er:

  • Præfekturkomiteen, der består af præfekten eller en af ham udpeget stedfortræder og 4 til 6 medlemmer valgt af præfekturrådet.[2]
  • Provinsrådet og
  • Eparchos, (underpræfekt, έπαρχος).

Superpræfekturerne har deres egne styrende organer (Råd, komite og superpræfekt).

Præfekturrådets medlemmer vælges ved almindeligt valg, som afholdes hvert fjerde år. Tre femtedele af pladserne går til det valgforbund, som får flertallet og to femtedele til de øvrige partier efter et proportionalt system. Posten som præfekt tilfalder lederen af det vindende valgforbund, som er det, der opnår mere end 42% af stemmerne i første valgrunde. Kommer intet valgforbund over denne grænse, afholdes en anden valgrunde mellem de to forbund, som fik flest stemmer i første runde.[3]

Opgaver[redigér | redigér wikikode]

Statsadministration har det overordnede opsyn med de lokale myndigheder, herunder præfekturerne, men den græske forfatning [4][5] giver kommuner og byer den lovmæssige kontrol over administrationen af deres respektive områder.

Loven om præfekturernes selvstyre lister ikke præfekturernes opgaver, men indeholder en generel regel, ifølge hvilken de nye præfekturråd har alle de opgaver, som hørte under de tidligere præfekturer i relation til deres lokale forhold. [6] Ikke desto mindre udøves nu de opgaver for centraladministrationen, som før 1994 hørte under præfekterne, nu af periferiernes præsidenter (περιφερειάρχης).[7] Det nuværende præfektur-selvstyre har beholdt de "lokale opgaver på præfekturniveau", som ikke "hører under centraladministrationens område".[8]

Ved særlig lovgivning er specifikke opgaver fra visse ministerier overført til præfekturselvstyret, herunder som nævnt opgaver inden for sundheds- og byplanlægningsområderne.[9]

Liste over præfekturer[redigér | redigér wikikode]

  1. (se nedenfor)
  2. Euboea (Evia)
  3. Evrytania
  4. Fokis
  5. Fthiotis
  6. Viotia
  7. Halkidikí
  8. Imathia
  9. Kilkis
  10. Pella
  11. Pieria
  12. Serrai
  13. Thessaloniki
  14. Khaniá
  15. Heraklion
  16. Lasithi
  17. Rethymnon
  18. Drama
  19. Evros
  20. Kavala
  21. Rodhopi
  22. Xanthi
  23. Arta
  24. Ioannina
  25. Preveza
  26. Thesprotia
  1. Korfu
  2. Kefalonia og Ithaka
  3. Lefkas
  4. Zakynthos
  5. Chios
  6. Lesbos
  7. Samos
  8. Achaia
  9. Argolis
  10. Korinth
  11. Laconia
  12. Messenia
  13. Kykladerne
  14. Dodekanesiske øer
  15. Karditsa
  16. Larissa
  17. Magnesia
  18. Trikala
  19. Arkadia
  20. Aitolia og Akarnia
  21. Elis
  22. Florina
  23. Grevena
  24. Kastoria
  25. Kozani

Mount Athos har en særstilling

GreekPrefecturesNumbered.png

Præfekturer i Attika-periferien.

Periferien Attica (nummer 1 i kortet ovenfor) er opdelt i følgende præfekturer:

  1. Athen
  2. Østattica
  3. Piræus
  4. Vestattica

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Artiklerne 13 og 14 i "lov om præfekturernes selvstyre" (Præsidentdekret 30/1996)
  2. Artikel 15 i lov om præfekturernes selvstyre
  3. Ifølge reformlovgivningen fra 2006 (Lov 3463/2006) samt cirkulære 12 fra indenrigsministeriet om de kommende lokalvalg.
  4. Artikel 102 i forfatningen
  5. Artikerne 1 og 8 i lov om præfekturernes selvstyre
  6. Om meningen med "lokale forhold" se beslutning 888/1997 fra Statsrådet.
  7. Artiklerne 3 og 8 i lov om præfekturernes selvstyre
  8. Statsrådets beslutning 3441/1998.
  9. Se f.eks. lov 2647/1998.
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: