Raymond Poincaré

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Raymond Poincaré
Ridder af Elefantordenen
Order of the Elephant (heraldry).svg
1914

Raymond Poincaré (20. august 186015. oktober 1934) var en fransk konservativ politiker, som tjente som premierminister af Frankrig i fem separate perioder og som Frankrigs præsident fra 1913 til 1920.

Han blev født I Bar-le-Duc, Meuse, Frankrig som søn af Nicolas Antonin Hélène Poincaré, en anerkendt meterolog. Han blev uddannet på Sorbonne og arbejdede efterfølgende som jura-redaktør for Voltaire.

Som advokat forsvarede han succesfuldt Jules Verne i en injuriesag mod den kendte forfatter anlagt af kemikeren Eugène Turpin, opfinder af det eksplosive pikrinsyre, som påstod, at den omtalte “gale videnskabsmand” i Vernes bog ‘’Face au drapeau’’ var baseret på ham selv.

Poincaré blev ansat ved landbrugsministeriet, og da han havde været der i et år, blev han valgt som parlamentsmedlem i Meuse i 1887. Der havde han et godt ry som økonom, og han sad i budgetkommissionen i 1890-1892. Han var uddannelses-, kunst- religionsminister i Charles Dupuys første regering (april-november 1893) og finansminister i hans anden og tredje regering (maj 1894 – januar 1895).

I Alexandre Ribots regering blev Poincaré minister for almen uddannelse. Selvom han ikke var minister i den efterfølgende radikale regering, var de nye regler om arveskat baseret på et forslag, han havde fremlagt året før. Han blev vicepræsident i kabinettet i efteråret 1895, og trods bitter modstand fra de radikale bevarede han sin position i 1896 og -97.

Sammen med de øvrige tilhængere af opportunisten Léon Gambetta grundlagde Poincaré den Demokratiske Republikanske Alliance (ARD) i 1902, som blev det vigtigste højrecentrale parti under den Tredje Republik. I 1906 vendte han tilbage til finansministeriet i en kortlivet Ferdinand Sarrien-regering. Poincaré havde bibeholdt sit advokatvirksomhed under sin politiske karriere og udgav i den forbindelse flere essay-bind om litterære og politiske emner.

1. verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Poincaré blev fransk premierminister i januar 1912 og lagde fra starten op til en skarp anti-tysk politik med tætte forbindelser til Frankrigs russiske allierede. Han blev valgt til frankrigs præsident i 1913 som efterfølger for Armand Fallières og arbejdede for at gengive dette embede den stærke position, som den ikke havde haft siden MacMahons præsidentperiode i 1870'erne. Overordnet set lykkedes det ham at dominere især udenrigspolitikken, og hans anti-tyske indstilling mente nogle var årsagen til udbruddet af 1. verdenskrig. Han blev dog mere og mere kørt ud på et sidespor efter valget af Georges Clemenceau som premierminister i 1917.

I 1920 sluttede Poincarés præsidentembede, og to år senere vendte han tilbage til posten som premierminister. Igen var hans embedsperiode kendetegnet ved anti-tysk politik, og det var hans beslutning, at man skulle besætte Ruhrdistriktet fra 1923 til 1924 som følge af Wilhelm Cuno-regeringens manglende betalinger af krigsskadeerstatningerne. I det lange løb blev de stigende omkostninger til denne besættelse dog en belastning for Poincarés konservative koalition, og ved valget i 1924 faldt hans regering. En finansiel krise blev ironisk nok hans vej tilbage til magten endnu engang i 1926, og han blev igen premierminister og finansminister, indtil hans fratræden i 1929. Han døde i Paris 1934.

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: