Sejlskib

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Den norske fuldrigger Christian Radich

Et sejlskib er et skib, der bruger vinden til at opnå fremdrift. Store sejlskibe kaldes Tall ships. Sejlskibene havde deres storhedstid i 1700-tallet og 1800-tallet, hvorefter dampskibe og siden motorskibe overtog søtransporten.

Opbygning[redigér | redigér wikikode]

Pride of Baltimore

Sejlskibe kan have ulige udformninger, men fælles for dem, er at de mindst skal tilgodese følgende behov:

  1. lasterum (der tillige kunne være opholdssted for brugere(n),
  2. styremidler (= ror),
  3. en eller flere master til sejlføringen,
  4. anker.

Dæk, kahyt, spejl og bovspryd[redigér | redigér wikikode]

Jo større skibet er, desto flere dele vil det bestå af. Skibe vil ofte få et dæk, hvor de søfarende opholder sig og som samtidig med sine dæksplanker beskytter lasten mod vejrlig og havbølger, desuden opholdsrum for besætningen (kahyt agter og eventuelt lukaf fortil med køjer, skabe og bænke). Opholdsrum for besætning og rejsende kunne danne grundlag for et hævet dæk, der kunne blive til et kastel (henholdsvis agterkastel og forkastel). Især agterkastellet kunne udbygges med vinduer og dekorerende udskæringer som et agterspejl (eller blot spejl). Fortil kunne skibet have en gallion(sfigur) og over denne et bovspryd, der forlængede forpartiet af hensyn til sejlføringen. Agterud kunne en lignende forlængelse, en såkaldt papegøjestok, tilføjes.

Skrogkonstruktion[redigér | redigér wikikode]

Selve sejlskibets skrog bestod af en køl, der fastlagde skibets størrelse i længderetningen. Over denne udspændtes en let konstruktion af spanter (faste spanter, fyldespanter) og senter, der fastlagde skrogets udformning og hvorpå bordplankerne (skrogets yderplanker) blev fastgjort.

Sejltyper[redigér | redigér wikikode]

Der skelnes mellem fire grundtyper af sejl til sejlskibe:

  1. råsejl er et rektangulært sejl, der udspændes med en vandret rundstolpe fastgjort midtpå til mastens øvre del.
  2. gaffelsejl er et rektangulært sejl, der udspændes dels med en vandret rundstolpe fastgjort i sin ene ende til mastens øvre del, dels med en vandret rundstolpe fastgjort i sin ene ende til mastens nedre del.
  3. smakkesejl er et rektangulært sejl, der udspændes med en rundstolpe fastgjort i sin ene ende til mastens nedre del og med en skrå vinkel svarende til sejlets størrelse således, at sejlets ene kant følger masten, den øvre kant er vandret og gøres fast til rundstolpens ydre ende.
  4. latinersejl er et trekandet sejl, der udspændes med en rundstolpe fastgjort midtpå til mastens mellemste del og med en vinkel svarende til sejlets trekantede form. Sejlet gøres fast til rundstolpens øvre og nedre ende.

Fælles for alle sejltyper er, at de skal "indfange" vinden, hvorved de antager en let udadbuende udspændt form. For neden i de hjørner, der ikke er fastgjort til mast eller rundstolpe, anvendes reb til at fastholde sejlets udspændte form samt til at fastholde eller ændre rundstolpens vinkel i forhold til sejlretning og vindretning. Alle sejlskibe udnytter et eller flere af ovennævnte sejltyper.

Mastearrangementer[redigér | redigér wikikode]

Masten (eller masterne) blev fastholdt i deres stilling med et kølsvin samt med skibets rebning. I større sejlskibe var der to, tre (eller endog fire og fem) master. I takt med at sejlføringen med tiden udvidedes, kom hele føringsarrangementet til at omfatte mange dele:

En fregat og dens sejlføring

Først var der masterne. I tremastede sejlskibe skelnedes mellem:

  • fokkemast (fortil),
  • stormast (midtskibs),
  • mesanmast (agterude).

Sædvanligvis anvendtes på større skibe råsejl, det vil sige sejl foroven fastgjort til en rå, en rundstolpe der midtpå var fastgjort til mastens øvre del. Man skelnede mellem:

  • fokkerå (på fokkemasten),
  • storrå (på stormasten)
  • blinderå (på bovsprydet)
  • latinerrå (på mesanmasten og i skrå vinkel).

For at øge sejlfladen kunne masterne forlænges opad. Disse forlængelser eller forhøjelser kaldtes:

  • foremærstang (på fokkemasten),
  • storemærstang (på stormasten),
  • mesanstang (på mesanmasten),

og til tilsvarende råer, der anvendtes til disse øvre råsejl, kaldtes:

  • formærserå (på foremærsstangen)
  • stormærserå (på storemærstangen)
  • latinertopsejl (på mesanstangen og i skrå vinkel).

Til ophold i masten var beskyttede platforme kaldet mærs(er). Man skelnede mellem:

  • fokkemærs (i fokkemasten),
  • storemærs (i stormasten)
  • mesanmærs (i mesanmasten).

For at komme op i masterne anvendtes vanter, det vil sige reb bundet sammen så at de dannede store rudeformede netværk, der var lette at klatre i. Man skelnede mellem:

  • fokkevant,
  • storevant,
  • mesanvant.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Ole Mortensøn: Renæssancens fartøjer – sejlads og søfart i Danmark 1550-1650; Langelands Museum 1995; ISBN 87-88509-14-1

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Vandsport/vandtransport Stub
Denne vandsports- eller vandtransportsartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.