Sollignelsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Sollignelsen kommer fra Platons dialog Staten. Solen gør at man kan finde frem til sandhed og erkendelse, idet synet er betinget af synsevnen, objekt og lys. Solen er et billede på det gode selv, og det godes ide. Forudsætningen for at erkende hvad det gode er, er at man må vide hvad der er godt.

Platons sollignelse tjener det formål at vise, at der er en større sandhed end skyggebillederne i hulen (se hulelignelsen) og derigennem få mennesket til at indse nødvendigheden i en opstigning til idèernes verden, hvilket vil sige sjælens opstigning til forståelsens egn, i det ærinde at erfare visdommens ide (den strålende sol).