Taiwans historie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Taiwan var først beboet af mennesker af ukendt oprindelse og derefter af austronesiske folk. Det blev koloniseret af hollænderne i det 17’ende århundrede, efterfulgt af en strøm af hankinesere og hakkaer fra de kinesiske områder: Fujian og Guangdong. Spanien havde i en kort periode en koloni i den nordlige ende af Taiwan men blev drevet ud af hollænderne i 1642. Det kinesiske navn for øen (臺灣, "Taiwan") stammer fra det taiwanesiske urfolks sprog. Siden det 16’ende århundrede er øen i vesten også blevet kaldt Formosa (fra portugisisk Ilha Formose, “smuk ø").

I 1662 besejrede Zheng Chenggong hollænderne og etablede en base på øen. Zheng havde kæmpet for Mingdynastiet der kollapsede i 1644. Zhengs styrker blev senere besejret af Qingdynastiet i 1683. Derefter blev Taiwan en stadig mere integreret del af Kina indtil Qingdynastiet i 1895 afstod Taiwan og øen Penghu til Japan som følge af den 1. kinesisk-japanske krig. Taiwan producerede ris og sukker der blev eksporteret til Japan og var base for Japans kolonisering af sydøstasien og stillehavet under 2. verdenskrig. Det japanske undervisningssystem blev indført og mange taiwaneser kæmpede på japansk side under krigen.

I 1945 som følge af afslutningen af 2. verdenskrig fik Republikken Kina ledet af Kuomintang kontrol over Taiwan. Da Republikken Kina i 1949 havde tabt borgerkrigen i Kina valgte den at flytte det hele til Taiwan og Kuomintangs leder Chiang Kai-shek indførte undtagelsestilstand. Japan opgav formelt alle krav på Taiwans territorium i 1952. Kuomintang styrede Taiwan som en et parti stat i 40 år indtil demokratiske reformer blev indledt af Chiang Ching-kuo. Reformerne førte til taiwans første direkte præsidentvalg i 1996. I 2000 blev Chan Shui-bian valgte som den første præsident der ikke var fra Kuomintang. Han blev genvalgt i 2004. Ma Ying-jeou fra Kuomintang blev valgt til præsident i 2008 og genvalgt i 2012.

Se også[redigér | redigér wikikode]