Thomas Kuhn

Thomas Samuel Kuhn (18. juli 1922 i Cincinnati – 17. juni 1996 i Cambridge, Massachusetts) var en amerikansk videnskabsteoretiker, -filosof og -historiker. Kuhn er kendt for at have lanceret begrebene paradigme, og paradigmeskifte i videnskabsfilosofien.

I 1949 færdiggjorde Kuhn sin doktorgrad i fysik på Harvard University. Han underviste i videnskabshistorie fra 1948 til 1956. Efter at have arbejdet på Harvard forelæste han ved University of California, Berkeley på både filosofi- og historieinstituttet. Han blev udnævnt til professor i videnskabshistorie i 1961. I 1964 blev han professor i videnskabsfilosofi og videnskabshistorie ved Princeton University. Fra 1979 til 1991 forskede han ved Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Videnskabshistorie før Kuhn

Før Kuhn var videnskabshistorien mere biografisk orienteret. Videnskabsteorien sås almindeligvis for at være en kumulativ proces, hvor Kuhn ser den som en serie af paradigmer, der afløser hinanden.

Videnskabelige revolutioners struktur

Kuhns mest kendte værk er Videnskabelige revolutioners struktur (en: The Structure of Scientific Revolutions) fra 1962. Her hævder Kuhn, at naturvidenskaben ikke har udviklet sig ved en gradvis akkumulering af viden, men gennem omvæltninger i den videnskablige forståelse.

Videnskabens udvikling gennemløber ifølge Kuhn følgende faser - bortset fra at den førparadigmatiske periode kun gennemløbes en eneste gang.

• Førparadigmatisk periode
• Normalvidenskab: puzzle-solving
• Revolution: Antallet af anomalier bliver så stort at en konkurrerende opfattelse (ekstraordinær videnskab) danner et nyt paradigme. Unge forskere foretrækker ofte at slutte sig til det nye paradigme, da de ikke har investeret samme energi i det gamle paradigme som den ældre generation (ligesom folk uden for forskningsmiljøet ofte har skabt revolutioner, jf. Einstein).
• Normalvidenskab
• Revolution

Normalvidenskab og revolutionær videnskab er to fundamentalt forskellige former for videnskab. Begge skal forklares ud fra begrebet paradigme. Med paradigmebegrebet forstår Kuhn de fælles, næsten uskrevne regler der samler et kollektiv af forskere rundt en bestemt problemløsende, videnskabelig praksis. Et sådant kompleks af almindeligt accepterede kriterier har fire hovedbestanddele:

• Symbolske generaliseringer. Formelle holdninger om naturen der ligner naturlove, men virker som grundlæggende definitioner. Disse prøves ikke eksperimentelt.
• Metafysiske forestillinger. Heuristiske antagelser om virkelighedens natur der ikke kan afgøres eksperimentelt.
• Værdier. Kriterier for hvad der gælder f.eks. for en god teori. Det er fælles kriterier og krav til teoriers formulering og enkelhed, samt til karakteren af de data, som betragtes som særligt gode og skal søges tilvejebragt ved observationer.
• Forbilleder (exemplars). Stort eksempel på paradigmets succesrige anvendelse ved problemløsning.

Under en normalvidenskabelig periode forholder forskerne sig ukritisk til paradigmet og stræber efter at fordybe og forfine materialet indenfor rammen. Kuhn omtaler denne forskning som ”puzzlesolving”, da det på forhånd er givet, hvordan et acceptabelt resultat ser ud.

Anomalier kan normalt bortforklares, men kriser kan optræde, når store samlinger af anomalier eller særligt dybtgående anomalier gør forskerne usikre på paradigmet. Krisen leder til revolution med følgende paradigmeskift som resultat af en kamp mellem tilhængere af det gamle og det nye paradigme. Denne kamp føres ikke som en rationel dialog på neutralt niveau, idet de konkurrerende paradigmer har forskellige kriterier for gyldighed, bevisførelse med mere. Dette fører til et kommunikationsbrud mellem tilhængerne af de to konkurrerende paradigmer. Kuhn sammenligner forskernes accept af det nye paradigme med en religiøs omvendelse og peger på social-psykologiske faktorer som gruppetryk som afgørende for et paradigmeskifte. Han mener også at de to former af videnskab er nødvendige for udvikling af den videnskabelige kundskab.

Inkommensurabilitet

Paradigmer er usammenlignelige. Videnskumulation foregår derfor ikke, fordi gamle paradigmers teoretiske videnskapital kastes bort (jf. dog Lakatos’ rational reconstructionism)

En lingvistisk forståelse af inkommensurabilitet (Wittgensteinsk): begge paradigmer kan bruges, men kan ikke oversættes til hinanden, fordi begreberne hænger sammen i et komplekst net (et sprogspil). Paradigmer ligner gestaltskift: man kan ikke se på to paradigmer på samme tid.

Litteratur

• Thomas Kuhn: The Structure of Scientific Revolutions, 3rd ed., University of Chicago Press 1962, 2nd ed. 1970?, 1996, ISBN 0-226-45808-3. På Dansk: Kuhn Thomas S. Videnskabens revolutioner, 2. udg. København: Fremad, 1995. ISBN 87-557-1964-3
• Politikens filosofileksikon, Politikens forlag, Copenhagen, 1983
• I Teknologiens Laboratorium – Ingeniørfagets Videnskabsteori, Polyteknisk forlag, ISBN 87-502-1008-4