United States Secret Service

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 11. mar. 2015, 00:17 af Cgt (diskussion | bidrag) Cgt (diskussion | bidrag) (→‎Oprindelse: nævner DHS, fjerner CIA fra listen over andre agenturer (giver ikke mening at CIA nogensinde skulle beskytte præsidenten), småret)
Secret Services logo

U.S. Secret Service er et amerikansk føderalt politiagentur. Agenturet har ansvar for bekæmpelse af bedrageri, falskmøntneri og identitetstyveri, og har også ansvar for beskyttelse af den amerikanske præsident og en række andre dignitarer, samt udenlandske ambassadører og diplomater i USA. Secret Service blev etableret 5. juli 1865 og er i dag underlagt det amerikanske Homeland Security.

Baggrund

Secret Services hovedopgave er at bekæmpe bedrageri, falskmønteri og identitetstyveri. Agenturet er også ansvarlig for beskyttelse af den amerikanske præsident, vicepræsidenten og deres nærmeste familier, tidligere præsidenter og deres ægtefæller.

Efter mordet på præsidentkandidat Robert Kennedy i 1968 fik agenturet også ansvaret for at beskytte ledende præsident- og vicepræsidentkandidater i sidste del af valgkampen. Secret Service har desuden ansvar for forhenværende præsidenter samt førstedamer, børn af forhenværende præsidenter indtil de er seksten år, samt enker efter forhenværende præsidenter indtil de eventuelt gifter sig igen.

Agenturet har også ansvar for at beskytte alle besøgende statsoverhoveder og regeringsmedlemmer.

Secret Service efterforsker også sager, der har med finansielle utilbørligheder og identitetstyveri at gøre. Desuden yder agenturet assistance til andre politiagenturer.

Oprindelse

Loven, som var med til oprettelsen af Secret Service, blev underskrevet af præsident Abraham Lincoln. Det var en af hans sidste officielle handlinger. Ironisk nok lå loven på hans skrivebord den aften, han blev skudt, 14. april 1865.

Secret Service blev etableret 5. juli 1865 i Washington, DC for at få bugt med falskmøntneri. Secret Service blev af den grund underlagt finansdepartementet, som også FBI senere blev.

Efter at præsident William McKinley blev dræbt i 1901, bad den amerikanske Kongres om, at Secret Service skulle beskytte præsidenten. Et år senere overtog agenturet det fulde ansvar for beskyttelsen af den amerikanske præsident. I 1902 blev William Craig den første Secret Service-agent, som blev dræbt, mens han beskyttede præsidenten.

Præsidentbeskyttelsen er i dag agenturets mest kendte opgave. Personlig beskyttelse skiller sig ud fra, hvad agenturet ellers laver. Grunden til, at det blev Secret Service, der kom til at stå for dette, var, at da behovet for beskyttelse af præsidenten opstod i slutningen af 1800-tallet, var det kun nogle få føderale agenturer, som kunne håndtere det. Agenturer som FBI, ATF og DEA var endnu ikke oprettet. Det eneste logiske valg ville have været U.S. Marshals Service, som faktisk stod for arbejdet på et tidspunkt. Til sidst faldt valget imidlertid på Secret Service.

I 2002 bestemte præsident George W. Bush, at noget måtte gøres med organisationen af de føderale politi- og efterretningsagenturer. Secret Service blev sammen med mange andre agenturer overført til et nyt departement, Department of Homeland Security, som fik ansvaret for nationens totale sikkerhed.

Beskyttelse

Secret Service-agenter iler til for at beskytte præsident Ronald Reagan efter John Hinckley, Jr.s mordforsøg 30. marts 1981

Beskyttelsesafdelingen passer på den amerikanske præsident og hans nærmeste familie. Afdelingen er tungt bevæbnet og samarbejder med lokalt politi og det amerikanske militær for at beskytte præsidenten, når han er ude på rejser.

Secret Service afværgede et attentat på præsident Gerald Ford fra en af Charles Mansons tilhængere i 1975 og reddede Ronald Reagans liv under et attentat i 1981.

Prostitutionsskandalen

I april 2012 kom det frem, at 11 agenter og nogle militærfolk en friaften havde været på bordel i Columbia i forbindelse med forberedelserne til præsident Obamas besøg i landet. At episoden kom frem skyldtes uoverensstemmelser mellem en prostitueret og en agent om betaling for ydelserne, så politiet blev tilkaldt. Otte agenter forlod tjenesten.[1]

Agenturet

Secret Service har over 5.000 ansatte. Af disse er 2.100 specialagenter, 1.200 er uniformerede ansatte og 1.700 er tekniske og administrative ansatte. Specialagenterne er dem, der har ansvaret for beskyttelse og for efterforsking af økonomisk kriminalitet.

Chefer

  1. William P. Wood (1865–1869)
  2. Hiram C. Whitley (1869–1874)
  3. Elmer Washburn (1874–1876)
  4. James Brooks (1876–1888)
  5. John S. Bell (1888–1890)
  6. Andrew L. Drummond (1891–1894)
  7. William P. Hazen (1894–1898)
  8. John E. Wilkie (1898–1911)
  9. William J. Flynn (1912–1917)
  10. William H. Moran (1917–1936)
  11. Frank J. Wilson (1937–1946)
  12. James J. Maloney (1946–1948)
  1. U. E. Baughman (1948–1961)
  2. James J. Rowley (1961–1973)
  3. H. Stuart Knight (1973–1981)
  4. John R. Simpson (1981–1992)
  5. John Magaw (1992–1993)
  6. Eljay B. Bowron (1993–1997)
  7. Lewis C. Merletti (1997–1999)
  8. Brian L. Stafford (1999–2003)
  9. W. Ralph Basham (2003–2006)
  10. Mark J. Sullivan (2006–2013)
  11. Julia Pierson (udnævnt)

Den 26. Marts 2013, har Præsident Obama udnævnt Julia Pierson fra Orlando, Florida, til at være den første kvinde der skal lede argenturet.[2] Pierson har arbejdet 30 år i tjenesten.[1]

Kilder

  1. ^ a b dr.dk: Obama gør kvinde til leder af Secret Service Hentet 27. marts 2013.
  2. ^ "Orlando's Julia Pierson named 1st woman Secret Service head". CFN13. Hentet 26. marts 2013. (engelsk)

Eksterne henvisninger