Voldanlæg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Bodiam slot med voldgrav omkring.
Fort Napoleons tørlagte voldgrav.

Et voldanlæg kan bestå af mange dele og kan indgå som en fæstningsvold med voldgrav, lynette, fort, bastion, kasemat, berme.

Et voldanlæg blev fra middelalderen anvendt for at give forsvarerne beskyttelse og overblik og for at gøre det svært for angribere at komme ind i slottet eller byen.

Eksempel på tværsnit af et fransk voldanlæg, designet af Sébastien Le Prestre de Vauban.
København i 1728 med fuldt udbyggede volde.

Fagudtryk[redigér | redigér wikikode]

Middelalderens borge havde høje, tykke stenmure, men dem kunne renæssancens kanoner skyde i stykker. Afløseren var en jordvold kaldet kurtine, der opfangede energien fra kanonkuglerne. Foran kurtinen kunne en lav vold, faussebrai, beskytte kurtinen i nærkamp. Escarpen vender mod fjenden og er kileformet for at sløre kurtinen. I fæstningens hjørner vil bastioner stikke frem og deres skyts vil kunne dække kurtinerne og nabobastionerne mod stormløb. Rundt om fæstningen er der en voldgrav. Uden om voldgraven ligger udenværket. Raveliner er trekantede forsvarsværker foran kurtinerne. De er åbne bagtil, så de ikke giver dækning for fjenden, hvis de erobres. Fæstningens porte forbindes med træbroer til raveliner. Kontregarder er trekantede forsvarsværker, der er anbragt foran bastioner, eller raveliner i ydre udenværker. Raveliner og kontregarder forbindes af enveloppen, der er en lav vold, som bastionerne kan skyde henover. Enveloppen er omgivet af endnu en voldgrav. Foran fæstningsværkerne ligger et glacis og esplanaden, der er en bar mark uden dækning for fjenden. Uden tilknytning til resten kan lynetter ligge som små isolerede bastioner, dog lukket på bagsiden[1][2].

Se også[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen: "Guide til Københavns Befæstning", 1996, ISBN 87-7279-029-6
  2. Herluf Krabbe: Kastellet gennem 300 år, 1964, Martins Forlag