Websted

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 15. maj 2015, 05:21 af PerV (diskussion | bidrag) PerV (diskussion | bidrag) (Fjerner version 8133251 af 203.104.11.26 (diskussion) fjerner hærværk)

Et websted (netsted, website, site eller hjemmeside) indeholder en eller flere websider, inkl. dokumenter/filer, der er gjort tilgængelige på WWW via dataprotokollerne http og https.

Websiderne på webstedet vil typisk blive gjort tilgængelige gennem hovedsiden, og er normalt fysisk set samlet på den samme server og kædet sammen i strukturer af hypertekst ved hjælp af hyperlink.

Den mest enkle form for websted er sammensat af websider, der er skrevet i HTML (Hyper Text Mark Up Language), der normalt læses i en browser. Helt grundlæggende kan html-siden indeholde tekst og billeder, men dertil kan der været indlejret forskellige andre medieformater (lyd, video, småprogrammer, animationer mv.), som browseren via plugins kan afspille som en del af den enkelte sides indhold.

Et websted vil som udtryk betragtet ofte være styret af en enkelt person eller en organisation. Formålet med webstedet kan være afgrænset et eller flere formål.

Uddybende

Et websted består af det samlede præsentationsmateriale i www for et firma, en organisation eller en privatperson, der kan nås via en URL (symbolsk eller faktisk: internet-adresse). Webstedet og dertilhørende webside(r) aktiveres ved at indtaste adressen for webstedet i en browsers adressefelt eller ved at aktivere et hyperlink fra et andet websted.

Store websteder kan bestå af komplekse strukturer med hundreder af opslag, der kan være dynamiske og indeholde interaktive web-tjenester.

Eksempel på brug: http://www.dsn.dk.

Websteder kan tjene følgende formål

Skærmbillede fra en portal for et byområde

Generelt er der ingen grænser for, hvad et websted kan indeholde af informationer. Informationerne er dog begrænset af ophavsretsmæssige undtagelser samt anden lovgivning, fx angående børnepornografi.

Den fysiske placering

Et websted er fysisk placeret på en webserver hvortil de nødvendige filer lægges op (upload). Både privatpersoner, firmaer og organisationer kan have deres egen webserver(e).

Websiders kildetekst

Hvis man højreklikker med musen et sted på et opslag i en webside, kan man se den kildetekst, der, eventuelt i kombination med en style sheet (CSS) danner grundlaget for det grafiske udseende, man ser på skærmen. Der er her tale om HTML-kode, eventuelt iblandet Javascript-kode eller tilsvarende. Det er imidlertid ikke altid denne kildetekst fysisk findes noget sted som en fil. Det gælder nemlig ikke, hvis opslaget er dynamisk genereret på serveren.

Statiske versus dynamiske websteder

Diagram visende kompleks dynamisk hjemmesidestruktur med serverpark tilkoblet databaser

Før i tiden udgjordes websteder overvejende af statiske præsentations-websider. I dag udgøres de fleste professionelle websteder af dynamiske websider, der reagerer på brugerens individuelle valg. Dette muliggøres af tilgang til databaser på serveren og serverbaseret kodning med f.eks. ASP-kode eller PHP-kode.

Konstruktion af websider

Statiske websider kan konstrueres ved hjælp af en simpel teksteditor som f.eks. Notepad, men det mest almindelige er enten at bruge WYSIWYG-editorer eller at benytte sig af et specialdesignet CMS-system (Content Management System). Der er også alternativer, herunder f.eks. Macromedia Flash.

Yderligere funktionalitet, som f.eks. kontrol af browservinduer, kan tilføjes ved hjælp af JavaScript eller andre programmeringssprog, der kan fortolkes af en webbrowser. JavaScript er på World Wide Web det hyppigst brugte scripting-sprog på klient-siden, som kan bruges i forbindelse med interaktivitet på en webside.

Mere avancerede egentligt dynamiske websider kan bruge server-side programmeringssprog, som f.eks. ASP og PHP. Disse giver mulighed for mere fleksible websider, der kan tilgå databaser på serveren.

Websidedesign

Websidedesign er det visuelle og grafiske design af et websted: Brugeren bliver præsenteret for en række informationer og visuelle virkemidler, som er sammensat i en designmæssig kontekst.

Det er sammensætningen af tekst, billeder, farver og andre elementer, som udgør webdesignet. Designet udføres oftest af en webdesigner eller digital designer. Der er en række standarder, som designet ofte er baseret på. Det kan være standarder fra eksempelvis W3C.

En veldesignet websted er karakteriseret ved, at den er let at navigere i, overskuelig og informationerne er prioriteret for brugeren.

Indgangsside

Et websteds indgangsside er den vigtigste og første webside brugeren ser. Eksempel på brug: Se de mange andre tilbud og brug Hovedbibliotekets indgangsside som adgang til en masse andre informationer om biblioteket.

Litteratur

Kilder/henvisninger

  • Terminologiudvalget (da artikel hed hjemmeside – er nu ændret og flyttet hertil → websted)
Wikimedia Commons har medier relateret til: