William Laud

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
William Laud.

William Laud (7. oktober 157310. januar 1645) var en engelsk kirkemand, sidst ærkebiskop af Canterbury.

Laud var først kapellan hos jarlen af Devonshire, steg siden til biskop og fik stor indflydelse på Buckingham, gennem hvem han kom i berøring med Karl I. Denne fandt i Laud en mand, hvis anskuelser stemte overens med hans egne, og benyttede snart hans råd i alle spørgsmål vedrørende kirken.

I 1628 blev Laud biskop i London; 1629 kansler for universitetet i Oxford og 1633 ærkebiskop i Canterbury og var fra den tid af enevældig i den engelske kirke, hvor han med kraft og strenghed søgte at gennemføre ensartethed på alle områder. Men dette vandt ikke bifald hos det engelske folk, idet man var bange for, at hans bestræbelser for enhed skulde føre til en genforening med romerkirken.

Dette var Laud dog langt fra at ønske og søgte at forsvare sig mod beskyldningen for papisteri. Da han også vilde indføre sine ideer i Skotland og stræbte at få gennemført en ny liturgi i overensstemmelse med den engelske, gjorde skotterne oprør, og kongen måtte indkalde det engelske parlament. Da dette imidlertid ikke vilde bevilge de fornødne penge, men rådede til fred med skotterne, blev det opløst efter 3 ugers forløb.

Dog blev gejstlighedens konvokation siddende, hvorfor man gav Laud skylden, og han benyttede lejligheden til at få vedtaget nye kirkelove, hvori det udtaltes, at det var en dødssynd at sætte sig op mod kongen. Fra nu af betragtedes Laud som ophavsmand til alt ondt, og da det lange parlament trådte sammen (1640), blev han anklaget for højforræderi og sat i Tower, hvorfra han så sin ven Straffords henrettelse (1641).

Sagen mod Laud trak ud, da parlamentet ikke anså ham som Strafford for umiddelbar farlig. Først 1644 blev han stillet for Overhusets domstol, og da dette syntes uvilligt til at domfælde ham, blev der indbragt en Ordinance of Attainder, som til sidst blev gennemført, hvorefter han henrettedes.

Laud var en autoritetens mand og en hader af al uorden; han mente, at strenge straffe var nødvendige, og håndhævede kirkelovene uden persons anseelse. Men i sin stræben efter ydre ensartethed i kirken sårede han mange menneskers religiøse følelse, idet de netop vilde bort fra al den efter deres mening tomme udvorteshed, som havde været dem forhadt i den romersk-katolske kirke.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.