Abel Hermant

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Abel Hermant
Fransk litteratur
Modernismen

Abel Hermant 1903.jpg

Personlig information
Pseudonym Lancelot Rediger på Wikidata
Kæle/øgenavn La Belle Hermant, La Belle au Bois d’Hermant Rediger på Wikidata
Født Antoine Joseph Abel Hermant Rediger på Wikidata
3. februar 1861 Rediger på Wikidata
8. arrondissement i Paris, Frankrig Rediger på Wikidata
Død 29. september 1950 (89 år) Rediger på Wikidata
Chantilly, Frankrig Rediger på Wikidata
Far Achille Hermant Rediger på Wikidata
Ægtefælle Georgette Charpentier (1888-1892) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted École Normale Supérieure (1880-1881) Rediger på Wikidata
Medlem af Académie française (1927-1945) Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Essayist, sprogforsker, dramatiker, skribent, digter, romanforfatter Rediger på Wikidata
Deltog i collaboration en France Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver L'Humanité, Le Figaro Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Kommandør af Æreslegionen (februar 1920-1945) Rediger på Wikidata
Signatur
Signature of Abel Hermant.jpg
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Abel Hermant (født 3. februar 1862 i Paris, død 29. september 1950 i Chantilly) var en fransk forfatter.

Efter at have debuteret 1883 med en samling digte, påvirkede af Baudelaire, udgav han en lang række romaner, hvoraf de første, M. Rabosson (1884), Le cavalier Miserey (1887), Nathalie Madorée (1888) og La surintendante (1889) var naturalistiske og vakte delvis skandaløs opsigt. Senere behandlede han sjælelige undtagelsestilfælde og gav intime sædeskildringer fra Pariserlivet, til dels rene nøgleromaner eller fremtrædende i fingeret memoireform; en del af hans romaner er dog også af kosmopolitisk tilsnit.

Det vigtigste af hans værker er: Cœurs à part (1890), L'amant exotique (1891), Ermeline (1892), La carrière (1894), Le frisson de Paris, Le sceptre (1896), Les transatlantiques (1897), Souvenirs du vicomte de Courpière (1901), Confessions d'un enfant d'hier (1903), Confessions d'un homme d'aujourd'hui (1906), Les grands bourgeois (1906), La discorde (1907), Les affranchis (1908), Les confidences d'une biche (1909), Train de luxe (1909), Histoire d'un fils de roi (1911), Les renards (1912) og Coutras voyage (1912).

Af hans teaterstykker, der for en del er dramatiseringer af hans romaner, kan nævnes: La meule (1896), La carrière (1897), Le faubourg (1900), L'esbroufe (1904), La belle Mme Héber (1905), Les Jacobines (1907), Monsieur de Courpière (1908), Le cadet de Coutras (1912, med Yves Mirande) o. s. fr. Hans Essais de critique (1912) indeholder afhandlinger om Balzac, Zola, Daudet, Maupassant, Hervieu og flere.

Hermant gjorde efter første verdenskrig en bemærkelsesværdig drejning over mod den højere psykologi: Le Cycle de Lord Chelsea, 4 bind (1923), viser ham som elev af Freud. Endvidere må nævnes Camille aux Cheveux courts (1927).

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: