Allens regel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Allens regel er en biologisk regel af Joel Asaph Allen i 1877,[1][2] som postulerer at kroppens former og proportioner for endoterme (varmblodede) dyrearter varierer efter klimaets temperatur ved enten at minimere overfladeareal for at mindske varmetabet i kolde klimaer eller maksimere eksponeret overfladeareal for, at maksimere varmetab i varme klimaer. Reglen forudser, at endoterme dyrearter fra varme klimaer normalt har ører, haler, ben, tryne, etc., som er lange og tynde for at afgive varme, mens tilsvarende arter fra kolde klimaer oftest har kortere og tykkere versioner af disse kropsdele for at undgå varmetab.

Forklaring[redigér | rediger kildetekst]

Disse to rektangulære prismer har samme volumen, men de har forskellige overfladearealer.

Allens regel forudsiger, at endoterme (varmblodet) dyrearter med samme kropsvolumen bør have forskellige overfladearealer, som vil enten støtte eller hindre deres varmeafgivelse.

Diagrammet til højre viser to rektangulære prismer, der hver består af otte terninger. Hver terning indeholder en kubisk volumenenhed og hver af overfladerne af terninger er et kvadrat arealenhed. Et rektangulært prisme, der er to terninger bred, en terning lang og fire terninger høj vil have et volumen på 8 enheder og et overfladeareal på 28 enheder2. Et sammensat terning, der er to terninger bred, to terninger lang og to terninger høj vil have den samme volumen på 8 enheder men et overfladeareal på kun 24 enheder2.

I kolde klimaer, forudsiger Allens regel, at dyr skal have forholdsvis lave forhold imellem overfladeareal og volumen. Fordi dyrene i kolde klimaer har behov for at bevare så meget varme som muligt, forudsiger Allens regel, at de bør have en lav overfladeareal til volumenforhold for at minimere overfladearealet, og derved give dem mulighed for at fastholde mere varme.

I varme klimaer, forudsiger Allens regel, at dyr skal have forholdsvis høje forhold imellem overfladeareal og volumen. Da dyr med lavt overfladeareal til volumenforhold overophedes hurtigt, forudsiger Allens regel , at dyr i varme klimaer, bør have høj overfladeareal til volumen-forhold for at maksimere areal og derved giver dem mulighed for at afgive mere varme.

Eksempler[redigér | rediger kildetekst]

Mennesker synes at følge de teoretiske forudsigelser man kan drage ud fra Allens regel. Mennesker der stammer fra koldere regioner har en tungere kropsbygning i forhold til deres kropstørrelse og kortere lemmer for at undgå varmetab, mens mennesker der stammer fra varmere regioner har en lettere bygning i forhold til deres højde og længere lemmer for at forøge varmetab.[3] Isbjørnen har tætbygget lemmer og meget korte ører, der er i overensstemmelse med forudsigelserne af Allens regel for at undgå varmetab.[4] Bestande af samme art fra forskellige breddegrader kan også følge Allens regel.[5]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

  • Bergmanns regel, der beskriver hvordan man indenfor samme dyrefamilie kan finde store arter i kolde miljøer og mindre arter i varme miljøer.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Allen, Joel Asaph (1877). "The influence of Physical conditions in the genesis of species". Radical Review. 1: 108-140.
  2. ^ Lopez, Barry Holstun (1986). Arctic Dreams: Imagination and Desire in a Northern Landscape. Scribner. ISBN 0-684-18578-4.
  3. ^ Katzmarzyk, P. T. and Leonard, W. R. (1998), Climatic influences on human body size and proportions: Ecological adaptations and secular trends. American Journal of Physical Anthropology, 106: 483–503. doi:10.1002/(SICI)1096-8644(199808)106:4<483::AID-AJPA4>3.0.CO;2-K
  4. ^ Hogan, C. Michael (2008). Nicklas Stromberg (red.). "Polar Bear: Ursus maritimus". globalTwitcher.com. Arkiveret fra originalen 24. december 2008. Hentet 1. januar 2015.
  5. ^ Hurd PL & van Anders SM. 2007. Latitude, digit ratios, and Allen's and Bergmann's rules: A comment on Loehlin, McFadden, Medland, and Martin (2006). Archives of Sexual Behavior 36: 139-141.