Andreas Johan Sjögren

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Broom icon.svgDenne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er forældet
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Artiklen stammer hovedsageligt fra Salmonsens Konversationsleksikon og Nordisk familjebok, hvis stil, grammatik og sprog afviger fra nutidigt dansk. Det er sandsynligt at indholdet skal opdateres til nutids opfattelser.
Andreas Johan Sjögren

Andreas Sjögren.JPG

Personlig information
Født 15. april 1794Rediger på Wikidata
IittiRediger på Wikidata
Død 6. januar 1855 (60 år)Rediger på Wikidata
Sankt PetersborgRediger på Wikidata
Gravsted Mitrofanievskoe KirkegårdRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem af Sankt Petersborgs Akademi for VidenskabRediger på Wikidata
Beskæftigelse Opdagelsesrejsende, sprogforsker, antropologRediger på Wikidata
Fagområde Etnografi, filologiRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Kongelige Akademi i ÅboRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Andreas Johan Sjögren (født 8. maj 1794[1] i Iittis socken, Nylands län, død 18. januar 1855[1] i Sankt Petersborg) var en finsk sprogforsker.

Han blev i 1813 student fra Borgå gymnasium[2], i 1819 fil.dr. og samme år amanuensis ved universitetsbiblioteket i Åbo.[2] De impulser, som stammede fra den danske sprogforsker Rasmus Rask under dennes ophold i Åbo 1818, havde hos Sjögren vakt tanken om at interessere sig for den finske sprogforskning. Da han fik tilbudt en informatorstilling i Sankt Petersborg, begav han sig dertil i 1820 for at bedre kunne forberede sig til studiet af de finsk-ugriske folkeslag i Rusland.[2]

Studier i Nordøstrusland og Lapmarken[redigér | redigér wikikode]

Han skrev en afhandling, Ueber die finnische sprache und ihre literatur[1], som gav ham opmærksomhed hos den russiske mæcen, rigskansler Rumjantsev, som i 1823 ansatte ham i en stilling som privat bibliotekar.[2] I 1824 foretog Sjögren med støtte fra den finske statskasse en rejse til de nordøstre dele af Europæisk Rusland samt i Lapmarken. Under denne rejse begrænsede han sig ikke til sprogforskningen, men foretog tillige studier inden for historie, statistik, geografi, arkæologi, endog naturhistorie. Det materiale, som han under sin femårige rejse indsamlede, blev senere udgivet i flere af hans arbejder, blandt andre Anteckningar om församlingarne i Kemi-Lappmark (1828), Ueber die älteren wohnsitze der jemen (1831), Ueber den grammatischen bau der syrjänischen sprache (1832), Wann und wie wurden Sawolotschje und die sawolotschen tschuden russisch? (1832) og Ueber die finnische bevölkerung des. S:t Petersburgischen gouvernements und ueber den ursvrung des namens Ingermannland (1833).[3] I 1829 blev han udnævnt til adjunkt i russisk historie og antikviteter ved Videnskabernes akademi i Sankt Petersburg og i 1831 til e. o. akademiker samt forordnedes i 1833 til bibliotekar for den udenlandske afdeling af akademiens bibliotek.[4]

Studier i Kaukasus[redigér | redigér wikikode]

I 1835-37 foretog han en rejse til Kaukasus på akademiets regning, dels for att studere osseternes den gang så godt som ubekendte sprog, dels for at søge lindring for sit svækkede helbred. Det sidstnævnte formål blev dog under den ret besværlige rejse forsømt. Frugterne af sin kaukasiske rejse fremlagde han i Ossetische sprachlehre, nebst kurzem ossetisch-deutschen und deutsch-ossetischen wörterbuch (1844; samme år udgivet på russisk), for hvilket arbejde han af det Franske institut modtog den Volneyske hæderspris, skønt arbejdet ikke var blevet indgivet som konkurrenceskrift.[4]

I 1844 blev han ordinær akademiker for de finske og kaukasiske folkestammers filologi og etnografi samt udnævntes tillige i 1845 til direktør for akademiets etnografiske museum.[4] En forskningsrejse i Sibirien måtte han på grund af sin helsetilstand afslå, men foreslog i sit sted M. A. Castrén, hvilken således gennem ham fik mulighed for at foretage de rejser, som gjorde ham kendt.[4]

Studier af liver og svenskestere[redigér | redigér wikikode]

Mindre forskningsrejser foretog han i 1846 og 1852, til det uddøende liviske folk i Livland og Kurland samt til øen Runø, hvor der taltes en svensk dialekt.[4] Han udgav derom et par rejseberetninger samt en afhandling, Zur ethnographie Livlands (1849).[4] Det vigtigste resultat af disse rejser, en livisk grammatik og ordbog, udkom ved F. J. Wiedemanns bistand 1861.[4] Foruden de nævnte arbejder udgav han en lang række rejsebreve og andre skrifter, blandt hvilke må nævnes De vita rebusque Olai Sancti, III (1838) og Ossetische studien (1848). Hans samlede værker, redigerede af A. Schiefner, udkom i 2 bind i 1861 under titlen Joh. Andreas Sjögrens gesammelte schriften.[4]

Sjögren savnede øre for finere lydnuancer, men har store fortjenester som den første indsamler af sprogmateriale i flere tidligere ubekendte områder. Hans historiske arbejder er tunge at læse, men yderst værdifulde ved det indeholdte materiales rigdom.[4]

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

  • Anteckningar om församlingarne i Kemi-Lappmark (1828)
  • Die Sürjänen, ein historisch-statistisch-philologischer Versuch (1829)
  • Über die finnische Bevölkerung des St. Petersburgischen Gouvernements und über den Ursprung des Namens Ingermannland (1833)
  • Ossetische Sprachlehre (1841)
  • Grammatik der ossetischen Sprache (1844)
  • Ossetische Studien (1848)
  • Zur Ethnographie Livlands (1849)
    • Historisch-ethnographische Abhandlungen über den finnisch-russischen Norden
    • Livische Grammatik nebst Sprachproben
    • Livisch-deutsches und deutsch-livisches Wörterbuch
  • Gesammelte Schriften I–II (posthumt 1861, genudgivet 1969)

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]