Bruger:Abc123~dawiki/Personlighedspsykologi

Indhold i personlighedspsykologi (Min egen sandkasse - ret ikke i den, tak)

Personlighedspsykologi

Definition: Personlighedspsykologi handler om at forstå, hvad der rører sig inden i det enkelte menneske, fx:

• Hvorfor handler vi, som vi gør?
• Hvorfor siger vi tingene på en bestemt måde?
• Hvorfor opfører andre mennesker sig anderledes?
• Hvorfor opfatter vi ikke den samme situation ens?

De 4 repræsentationssystemer

Vi mennesker opfatter verden via 4 repræsentationssystemer:

• Det visuelle
• Det auditive
• Det kinæstestiske
• Det auditivt-digitale

Vi kommunikerer også via disse repræsentationssystemer.

Den visuelle: Den visuelle har tendens til at være et velorganiseret ordensmenneske med æstetiske anlæg. Han/hun husker i billeder og lader sig normalt ikke forstyrre af lyde eller støj. Tingenes udseende er vigtig for de visuelle. De vil være interesserede, hvis noget ser interessant ud. Visuelle bruger ord og vendinger, der afslører, at de tænker i billeder. De har ofte besvær med at huske verbale instruktioner og keder sig i øvrigt ved dem, fordi sindet har en tilbøjelighed til at dagdrømme eller fantasere. Er interesserede i, hvordan situationen ser ud.

Den auditive: Den auditive snakker typisk med sig selv. Hos nogle auditive kan man endda se læberne bevæge sig imens. Ofte er der afbrydelser i talerytmen. Den auditive kan bl.a. kendes på mange øh- og mm-lyde. Auditive bliver let forstyrret af støj. De lærer ved at lytte, elsker at snakke og høre musik. Husker ved hjælp af trinvise procedurer, sekvenser osv. De responderer på bestemte tonefald og ordvalg. Vil være interesserede i, hvad du har at fortælle, hvis det lyder interessant. Kan ofte uden besvær gentage, hvad andre har sagt, og vil hyppigt være gode til at imitere andres stemmeføring og talemåde. Lærer bedst ved at lytte. Tonefald og ord er vigtige faktorer.

Den kinæstetiske: Den kinæstetiske er særligt opmærksom på fysiske anerkendelser såsom berøring og kærtegn. Den kinæstetiske person vil ofte fysisk anbringe sig tættere på andre mennesker end fx den visuelle. Husker ved selv at gøre tingene eller ved at løbe dem igennem. Understreger ofte det, han eller hun siger, ved at betone bestemte ord og vendinger. Lærer bedst ved praktisk at gøre ting og gå dem igennem. Vil være interesserede, hvis situationen føles rigtig.

Den auditivt digitale: Den auditivt digitale type bruger en del tid på at snakke med sig selv og interesserer sig for ting, som giver mening. Husker ved hjælp at proceduretrin og sekvenser. Vil ønske at vide, om situationen giver mening, er relevant, fornuftig, logisk osv. Det betyder meget, at information og argumenter er velformulerede og begrundede. Ønsker at lære og forstå. Overvejer og funderer. Taler ofte i lange, komplicerede sætninger. Har en tendens til at have et lidt monotont tonefald og til at bruge mange nominaliseringer i sit sprog. Kan også udvise karakteristika fra de øvrige repræsentationssystemer.

NPL (NeuroLingvistisk Programmering)

Tanken om de fire repræsentationssystemer stammer fra NLP, som handler om, hvordan man tænker, opfatter og kommunikerer:

• Neuro, fordi Grinder og Bandler mener, at al adfærd kan følges tilbage til de bagvedliggende neurologiske processer.
• Lingvistisk, fordi sproget ifølge NLP strukturerer vores oplevelse af verden, samtidig med at vi kommunikerer via sproget. Derfor kan man påvirke de neurologiske processer ved hjælp af sproget.
• Programmering, fordi vores erfaringer, handlinger og kommunikationsmåder ligger som ubevidste ”programmer” - ifølge NLP. Disse programmer kan sammenlignes med rutiner. De påvirker vores adfærd, og kan ændres, hvis de er uhensigtsmæssige.

Forsvarsmekanismer

• Tidlige el. primitive forsvarsmekanismer er karakteriseret af forskellige grader af spaltning som grundforsvar, fortrinsvis fortrængning.
• Højere forsvarsmekanismer forudsætter et mere udviklet jeg, det vil sige en stærkere personlighed, og de er en variant af fortrængning. De forekommer i såvel ikkeneurotiske, som neurotiske tilstande.

I situationer, som er risikable for personligheden (jeg’et) reageres ved indkobling af psykisk forsvar. Forsvarsmekanismer er ubevidste. De er lige så vigtige, som kroppens immunforsvar, som går i gang, når vi angribes af bakterier. Det er en overlevelsesmekanisme, som er ganske normal og som har til formål at dæmpe angst i forbindelse med indre konflikter og ved konflikter mellem mennesket og dets omgivelser. Personligheden kæmper for at bevare sin ligevægt. Forsvarsmekanismerne regulerer det indre kaos.

1. Forsvarsmekanismer — Fortrængning: Denne grundlæggende forsvarsmekanisme betyder, at ”uudholdelige” følelser eller begivenheder helt udelukkes fra bevidstheden – er ”glemt”. På denne måde slipper ”jeg’et” for hele tiden at blive konfronteret med disse angstprovokerende følelser.
2. Forsvarsmekanismer — Sublimering: Når ordet bruges i forbindelse med menneskets psykiske struktur, betyder det, at et menneskes driftsenergier fra fx seksualiteten kanaliseres over i andre aktiviteter, der i situationen er mere acceptable for den pågældende selv og hans/hendes omgivelser. Drivkraften kan få udløsning i en højere virksomhed, fx i kunstnerisk udfoldelse. Eller, hvis personen og omgivelserne er mere tolerante over for voldelig end seksuel udfoldelse, kan man ”vælge” at bruge energierne mere til at slå på tæven end til at udtrykke sig seksuelt. Med andre ord, vi kan i os have behov, som ikke er acceptable, som vi ikke kan være bekendt – måske kan vi endda komme i konflikt med straffeloven, hvis vi forsøger at opfylde disse behov direkte. Sublimering vil altså sige, at vi finder andre måder at tilfredsstille disse behov på, så de er acceptable.
3. Forsvarsmekanismer — Projektion: Projektion vil sige, at vi tillægger andre mennesker følelser og impulser, som vi selv har ubevidst, men som vi ikke kan acceptere. ”Jeg er et fredeligt menneske, de andre er aggressive”. Konen knalder porcelæn i raseri. Manden står ved siden af og ser rasende ud, men i hans øjne ses også henrykkelse. Hun gør, hvad han har lyst til, men ikke tør. Han udlever sine impulser gennem hende.
4. Forsvarsmekanismer — Rationalisering: Vi rationaliserer, hvis vi ubevidst, med tilsyneladende gode og acceptable – ”fornuftige” – argumenter, bortforklarer nederlag og fejltagelser. Ræven siger, at rønnebærrene er sure, netop fordi han ikke kan nå dem, men gerne ville. Det er en meget nem og meget brugt forsvarsmekanisme. Det, man ikke vil forstå, vil man ofte nødigt indrømme, at man ikke kan forstå. Så er det bekvemt og acceptabelt at generalisere og rationalisere.
5. Forsvarsmekanismer — Regression: Når vi kommer i en situation, som vi ikke kan klare, tager vi af og til handlinger, adfærd og metoder i anvendelse, som vi brugte i lignende vanskelige situationer, da vi var børn. Det spæde barn giver udtryk for sine utilfredsstillede behov ved at græde. Det lidt større barn, som vil have noget, det ikke må få, slår sin mor eller far.
6. Forsvarsmekanismer — Intellektualisering: Dette er en måde at klare smertefulde og følelsesmæssige, pinefulde tildragelser, hvor man diskuterer sin egen farlige sygdom, fx i tekniske vendinger. Det kan også kaldes affektisolation, idet det følelsesmæssige indhold i situationen skydes ud af bevidstheden, mens handlingen er bevidst nok. En læge, som får stillet en livstruende diagnose, som kræft hos sig selv eller sine nærmeste, kan stille og roligt diskutere dette uden at vise – endsige opleve – stærke følelser.
7. Forsvarsmekanismer — ”Idyllisering”: ”Idyllisering”, som også hører under forsvarsmekanismerne er noget af samme sag som intellektualiseringen. Det forældrepar, som af pædagogen i børnehaven eller af læreren i skolen får at vide, at der er noget i vejen med deres barn, kan bedyre, at de har det så godt derhjemme, at de bor så dejligt, har stor have og at barnet har alt det legetøj og alt andet, et barn kan have behov for. Det er alt for farligt at lytte til kritik af barnet, fordi det indebærer en følelse af kritik af dem som forældre.
8. Forsvarsmekanismer — Objektforskydning: Det betyder, at en forbudt impuls forskydes og knyttes til et andet objekt eller en anden situation. Et barn ødelægger sin dukke, klipper dens tøj i stykker, og knuser hovedet på den. I virkeligheden er det raseri over forældrene, eller det er ”mord” på lillebror. Ubearbejdede følelser af trods imod en forælder kan hos den voksne forskydes og blive til et autoritetsproblem. Chefen repræsenterer den far, man aldrig turde vise sin vrede. Objektforskydningen i dagligdagen er noget meget almindeligt.
9. Forsvarsmekanismer — Introjektion: Introjektion er også en måde at forsvare sig på. Vi kan indoptage nogle egenskaber fra en person, ofte en autoritetsfigur. Det er en person, der har nogle egenskaber, vi gerne selv vil have. En medarbejder kan for at mindske sin angst efterligne sin skrappe chef. ”Som herren er, så hans svende”. Dette er naturligvis også ubevidst.

Den lille professor

Den Lille Professor er en del af Barnedelen. Det er den del, der indeholder det kreative, manipulerende og intuitive. Billedligt kan man sige, at den Lille Professor ligger mellem det Tilpassede Barn og det Naturlige Barn. Den Lille Professor kan opfattes som en spirende Voksen i Barnet. Den Lille Professor (LP) vil gerne løse problemer, ligesom Voksen-delen, men mangler den fornødne indsigt og erfaring, og tager derfor ofte uhensigtsmæssige beslutninger. Efterhånden som Voksendelen udvikles er den en god sparringspartner til LP. LP er snu og original. Et barn bruger sin LP, når det skal have de voksne til at give det, hvad det ønsker. Det skriger og klynker, og straks står der en voksen parat. Barnet lærer også, at et smil giver en positiv kontakt, som kan være en god hjælp til at opnå noget. Disse basale reaktioner fra barnet fungerer pr. intuition, dvs. at LP er en medfødt del af Barne-Jeg’et. Den voksne kan også gøre brug af sin LP. Det sker fx, når man skal manipulere sin partner: manden, der tager blomster med hjem til konen, når han kommer for sent hjem, eller konen, der laver mandens livretter, når hun ”er kommet til” at købe nogle nye, dyre sko.

Du bruger din Lille Professor, når:

• du tegner og maler
• du manipulerer
• du dagdrømmer
• du finder på undskyldninger
• du tror, at tingene ordner sig af sig selv
• du er kreativ.

Kriser (udviklingskriser og situationskriser)

Et menneske kommer altid ud af sin krise, uanset om der er mennesker tilstede, der griber ind, eller der ingen er, som kan hjælpe. Enten ved:

1. at bearbejde den eller
2. fortrænge den eller
3. ved at begå selvmord.

Udviklingskriser — definition: Der er inden for psykologien tale om to forskellige typer af psykiske kriser - nemlig udviklingskriser (eller modningskriser) og situationskriser, som udløses ved en ydre, ofte dramatisk påvirkning, fx ved, at en, man holder meget af, dør, ved ulykker, ved fysisk flytning – ældre mennesker, der kommer på plejehjem – ved pludselig livstruende sygdom, ved skilsmisser og ved arbejdsløshed. Normale udviklingskriser, som fx pubertet, graviditet, klimakterium og alderdom regnes ikke under kriser i den ovenfor nævnte betydning, men der kan være omstændigheder, hvor det er svært at skelne. Alene tidsforløbet vil kunne fortælle, om det er en udviklingskrise. Udviklingskriser vil være af længere varighed og her mangler den udløsende faktor: Den ydre begivenhed.

Krise — definition: Krise er en tilstand, som fremkommer på grund af en pludselig, ydre, voldsom begivenhed, som ændrer et menneskes tilværelse. Det er en normal reaktion på et følelsesmæssigt pres. Krise er således ikke en sygdom, og det er noget, vi alle kan komme ud for flere gange i livet, også selvom vi er psykisk stærke. Det mest karakteriske ved et menneske i krise er, at han eller hun mangler evnen til problemløsning. Vedkommende opfører sig som et hjælpeløst barn. Den kriseramte oversvømmes af følelser, fortvivlelse, vrede, skam og skyld. Følelserne kommer og går, og den pågældende kan ikke træffe beslutninger, kan ikke tænke klart og hukommelsen er dårlig. Den realistiske del af personligheden forsvinder, og fornuften erstattes af barnlige reaktionsmønstre. Den voksne person går tilbage til et tidligere udviklingstrin, regredierer. Fantasi, drømme og magisk tænkning har taget fornuftens plads.

Situationskrise — definition: Situationskrisen sættes i gang af eksistenstruende begivenheder. Begivenheden, der udløser krisen har et fællestræk, så den opleves af den pågældende som tab eller trussel om tab af noget, der har stor værdi for hans eller hendes liv og velfærd.

Krisens 4 faser:

1. Chokfasen: Denne kan vare fra minut til dage. Den kriseramte kan enten blive fuldstændig inaktiv, nærmest lammet - eller omkringfarende, nærmest manisk.
2. Reaktionsfasen: Denne kan vare fra 1 døgn til nogle døgn. Realiteterne kommer langsomt til syne. Der er krav om stillingtagen. Den kriseramte kæmper for at få sat struktur på sit liv. Sorgreaktioner er meget karakteristiske i denne fase. ”Jeg kan ikke holde det ud, jeg vil ikke mere. Hvorfor skulle det også lige ramme mig?”.
3. Reparationsfasen: Efter udgangen af ca. 6-8 uger sker der en eller anden form for tilvænning. Den kriseramte prøver at tilpasse sig situationen på en eller anden måde.
4. Nyorienteringsfasen: Den kriseramte begynder at interessere sig for fremtiden og kan tale om det, der er sket, i realistiske vendinger uden hverken at dramatisere eller bagatellisere. De smertefulde følelser er kommet lidt på afstand. Denne fase kan vare op til 1 år, men der kan i denne periode stadig være tilbagefald med søvnløshed og grådanfald, specielt ved højtiderne og ved mærkedage, som fødselsdage og bryllupsdage.