Bruger:Abc123~dawiki/Sundheds- og sygdomsadfærd, stempling, mestring/coping og egenomsorg

Indhold i sundheds- og sygdomsadfærd, stempling, mestring/coping og egenomsorg (Min egen sandkasse - ret ikke i den, tak)

Sundhedsadfærd

Definition: Sundhedsadfærd er de handlinger, mennesker udfører for at forebygge sygdom eller afsløre den så tidligt som muligt. Sundhedsadfærd er de handlinger, mennesker udfører for sig selv eller andre, og som på længere sigt fører til sundhed.

Sundhedsadfærd og livsstil er to begreber, der hænger tæt sammen. Man kan sige, at sundhedsadfærd er en del af ens livsstil. Sundhedsadfærd kan for eksempel være at: dyrke motion, spise grønt og magert, have gode sociale relationer og venskaber, undgå rygning, bruge kondom, bearbejde hverdagens problemer, forebygge skader ved fx at bruge sikkerhedssele, bruge sundhedssektoren fornuftigt, undgå misbrug af rusmidler, fx alkohol; deltage i politisk arbejde til forbedring af livsvilkår og sundhed; børste tænder. Sundhedsadfærd er en del af ens livsstil og afhænger i høj grad af, hvilke værdier, prioriteringer og praktiske muligheder man har, dermed også af det enkelte menneskes kulturelle, økonomiske og sociale livsbetingelser og kår.

Sundhedsadfærd kan defineres på to forskellige måder: enten udelukkende som positiv adfærd i forhold til sundhed — eller som en kombination af positiv og negativ adfærd i forhold til sundhed.

Positiv sundhedsadfærd

Positiv sundhedsadfærd er de bestræbelser, man gør for at bevare egen og andres sundhed. Positiv sundhedsadfærd kan fx være at spise en sund kost, motionere regelmæssigt, sikre sig hvile og afslapning samt at have gode sociale relationer. Dette er alt i alt adfærd, der er med til at øge den enkeltes følelse af velbefindende og at modvirke sygdom.

Negativ sundhedsadfærd

Negativ sundhedsadfærd kan også kaldes sundhedsskadelig adfærd. Negativ sundhedsadfærd kan fx være rygning, overdreven brug af alkohol eller medicin, brug af narkotika samt at øve vold eller at udvise uforsvarlig adfærd i trafikken.

Målrettet handling eller vane

Sundhedsadfærd kan være målrettede og bevidste handlinger, som er begrundet i et ønske om at bevare helbred eller fremme sundhed. Men sundhedsadfærd kan også være mere vanemæssige handlinger, som udføres uden egentlige overvejelser eller bekymringer om handlingens sundhedsmæssige konsekvenser som fx at cykle til og fra arbejdet.

"Health Belief"-modellen

Der er to væsentlige individuelle forhold, der styrer sundhedsadfærden: Oplevelse af sygdommen som en trussel — og oplevet værdi af at gøre en indsats.

1. Det første forhold er hvor alvorlig en helbredstrussel, man føler sig udsat for. Dette forhold påvirkes af: Oplevelse af sundhed som noget vigtigt; oplevelse af at være sårbar; oplevet alvor af sygdommen/symptomerne.
2. Det andet forhold er, hvor værdifuldt mener man, det vil være at gøre noget for at undgå eller mindske truslen. Dette forhold påvirkes af: Tidligere brug af sundhedssektoren; omkostningerne ved at gøre en indsats (fysisk, psykisk og økonomisk); oplevet sandsynlighed for at det nytter noget at gøre en indsats.

Sygdomsadfærd

Definition: Sygdomsadfærd er de aktiviteter, syge mennesker udfører for at definere deres helbredstilstand og finde en passende behandling. Sygdomsadfærd viser sig i de handlinger og den aktivitet, et menneske, der mener sig syg, udviser for at finde ud af sin tilstand og for at finde en løsning på sine problemer. Sygdomsadfærd omfatter handlinger udløst af sygdomstegn. Sygdomsadfærd er således en meget kompleks adfærd, der kan spænde lige fra ikke at tage nogle forholdsregler ved oplevelse af symptomer, til selvbehandling eller til at søge råd og vejledning i sit eget netværk, hos familie og venner eller til at søge læge.

Sygerollen

Definition: Sygerollen er forbundet med pligter og rettigheder. Rollen er formet af de forventninger, patienten og hans/hendes omgivelser har til hinanden. Sygerollen er med til at definere patientens adfærd, og hvordan andre skal optræde over for den syge.

De traditionelle normer omkring sygerollen

De traditionelle forventninger eller normer omkring sygerollen kan i høj grad diskuteres, fx hvornår gælder de, for hvilke sygdomme og personer samt i hvilke situationer? Normerne omkring sygerollen handler både om hvilke rettigheder, man har som syg, og om hvilke pligter man har.

• Den syge gøres ikke ansvarlig for sygdommens opståen (rettighed). Det er ikke almindeligt, at man bliver gjort ansvarlig for, at man er blevet syg. Sygdom ses som et samspil af tilfældigheder, og det er normalt uforskyldt, at man er blevet ramt af sygdom.
• Den syge fritages for sociale pligter og ansvar (rettighed). Når man er syg, fritages man for sine daglige pligter, man har ret til fx at blive hjemme fra arbejdet og til at ligge i sengen. Der er andre, der må udføre de opgaver, man normalt tager sig af både på arbejdet og derhjemme. Man har ikke noget ansvar for, at tingene bliver gjort. Omgivelserne dvs. familien, pårørende og samfundet har en moralsk forpligtelse til at hjælpe den syge.
• Den syge skal søge at blive rask og skal følge de råd de professionelle giver (pligter). Når man er syg forventes det, at man ønsker at blive rask igen, at man er optimistisk, og at man gør noget for at blive rask. Man må ikke være opgivende, skeptisk eller deprimeret, man skal være tapper, bide tænderne sammen og være ved godt mod. Man skal gøre noget for at blive rask igen, fx ved at søge hjælp hos lægen eller på apoteket, og man skal følge de råd, man får fra de professionelle. Man har altså et ansvar for eller pligt til at blive rask igen.

Forskellige sygeroller

En lang række faktorer har indflydelse på vores reaktioner på og adfærd ved sygdomme og dermed på sygerollen:

• synlighed eller (gen)kendelighed af sygdommen
• Opfattelsen af hvor alvorlig sygdommen/symptomerne er
• Omfanget af forstyrrelser sygdommen forårsager i arbejde, familieliv og anden social aktivitet
• Hyppigheden og varigheden af sygdomstegn eller symptomer
• Tolerancetærskel mht. disse sygdomstegn eller symptomer hos personen selv og andre, der vurderer dem
• Personens viden om og forståelse for sygdommen
• Vurdering af om sygdomssituationen rent psykologisk er ved at glide ud af kontrol
• Tilstedeværelsen af andre konkurrerende problemer, som også skal løses
• Muligheden for at bortforklare sygdommen/symptomerne vha. andre faktorer i tilværelsen
• Tilgængeligheden af behandlingsmuligheder.

Stempling

Definition: Stempling er den proces, hvorved syge og afvigere for det første udpeges af omgivelserne og for det andet får reduceret status eller reducerede handlemuligheder.

Personer, der kunne blive udsat for stempling, er fx:

• Syge
• Handicappede
• Narkomaner
• HIV-smittede
• Arbejdsløse
• Flygtninge og indvandrere.

Stempling kan udføres af

• Mennesker man omgås, men deres vurdering har ikke den store indflydelse på en
• Mennesker, hvis vurdering betyder meget for en
• Samfundet/myndigheder
• En selv (selvstempling).

Konsekvenser ved stempling

Stemplingen kan under alle omstændigheder have nogle af følgende konsekvenser for den stemplede fx:

• Forandringer i selvbilledet. Man oplever sig selv udelukkende som en syg person - ikke som den person man var, før man blev syg
• Indskrænkning i muligheder. Man synes ikke, at man har de samme muligheder som før, fx hvis man skal følge en bestemt behandling eller kostplan, eller hvis man skal holde op med at ryge
• Indskrænkning i samspilsmønstret, fx ved meget alvorlige sygdomme som AIDS eller kræft, hvor omgivelserne kan vise ulyst til at omgås en
• Indtræden i afvigergruppe kan fx ses ved, at man indtræder i en patientgruppe og isolerer sig totalt fra de øvrige omgivelser.

Stempling og helbred

Stempling og helbred er relateret på flere måder:

• Stempling sker ofte som følge af helbredsproblemer (kronisk sygdom og handicap)
• Stempling vil ofte medføre, at det sociale netværk bliver svækket, hvilket påvirker den stempledes fremtidige helbredstilstand
• Sundhedssektoren er med til at udpege og give etiketter (diagnoser). Disse diagnoser kan følge den stemplede i årevis og have indflydelse på adgang til sociale ydelser og arbejdsmarkedet
• Sundhedssektorens professionelle kan være med til at stemple visse patientgrupper, fx de besværlige eller kritiske patienter.

Fordelagtig stempling

En lægelig diagnose kan fx være fordelagtig, idet den giver adgang til ydelser fra det offentlige, som sygedagpenge, erstatning fra ulykkesforsikring og arbejdsskadeerstatning. Stemplinger, der umiddelbart er ufordelagtige, kan også have positive sidegevinster, som fx at man som syg eller handicappet kan opnå særlige hensyn eller fordele i samspillet med andre.

Mestring/coping

Definitioner: Med coping (på dansk: nærmest mestring eller tackling) menes adfærdsmæssige og/eller mentale reaktioner på belastninger, trusler, tab og udfordringer. Belastningerne kan være forhold i omgivelserne eIler i personen selv. Mestring er den proces, hvorunder et menneske søger at bearbejde og overkomme trusler mod den personlige identitet og udvikling. Mestring har både en følelsesmæssig og en intellektuel dimension. Mestring kan være forebyggende (at spise margarine for at undgå myokardieinfarkt), problemløsende (at gå i parterapi pga. ægteskabelige problemer) eller lindrende (at drikke alkohol eller tage piller for at dulme en sorg). Derudover kan coping være kollektiv (boycot af asbestholdige materialer) eller individuel (gå til kiropraktor med arbejdsbetingede rygsmerter).

Mestring bruges således i forbindelse med at klare forskellige belastnings- eller stresssituationer. Disse situationer kan fx være:

• Sygdom
• Skilsmisse
• Dødsfald
• Søvnløshed
• Pensionering
• Arbejdsløshed
• Ensomhed
• Konflikter i forhold til familie, venner eller kolleger
• Sorg
• Indre konflikter.

Problemfokuseret og følelsesfokuseret mestring

Mestring kan inddeles i problemfokuseret mestring og følelsesfokuseret mestring. I belastnings- eller stresssituationer anvender de fleste mennesker flere former for mestring på en gang og ofte anvendes en blanding af problem- og følelsesfokuseret mestring. Mestring, der er kendetegnet ved smidighed, realitetssans, optimisme og given udtryk for følelser, skaber en bedre tilpasning til sygdom og et bedre sygdomsforløb. Mestring, der er kendetegnet ved benægtelse af problemerne, giver et mere problemfyldt sygdomsforløb, bl.a. fordi man let kommer i en situation, hvor man mangler vigtig information og vejledning.

Problemfokuseret mestring

Problemfokuseret mestring har til formål at løse de stressskabende problemer og udvide handlemulighederne, fx ved:

• At analysere, definere og afgrænse problemet, samt tænke på forskellige mulige løsninger af problemet
• At søge information, viden, vejledning og eventuel behandling
• At tage forholdsregler for at forebygge fortsættelse eller genopståen af samme problem
• At sørge for at afgrænse skaden og forhindre, at den breder sig
• Aktivt at ændre den stressende situation eller ens livssituation for at løse problemerne.

Følelsesfokuseret mestring

Følelsesfokuseret mestring har til formål at mestre ens egne følelser under en stresssituation, fx ved:

• Bevidst at forsøge at beherske følelserne ved at tænke på noget andet
• Bevidst at forsøge at udholde og acceptere smerter og ubehag ved at fokusere på det ubehagelige, ved at græde, tale om det, blive vred eller tænke på det
• Følelsesmæssigt at bearbejde og reformulere problemet, fx ved at skrive dagbog
• At "bruge" forsvarsmekanismer som fortrængning og idyllisering
• At nedsætte stressfølelsen vha. afspænding, musik, trøstespisning, alkohol, medicin og rygning.

Egenomsorg

Definitioner: Sundhedsaktivitet som en patient eller anden borger udfører for at forebygge sygdom og fremme egen sundhed. Kundens beslutninger og adfærd i forbindelse med sundhed og sygdom. Egenomsorg dækker såvel selvmedicinering, andre former for selvbehandling og forebyggelse, herunder livsstilsændringer. Egenomsorg er betegnelsen for en række adfærdsreaktioner med relation til sundhed og sygdom, herunder forebyggende indsats, erkendelse af symptomer og sygdomstegn, beslutning om man skal gøre noget ved symptomer og sygdomstegn, søgning af hjælp, selvmedicinering og anden selvbehandling. Egenomsorg er dels personens egen private indsats uden om sundhedsvæsenet, dels samspillet mellem personens og sundhedsvæsenets indsats.

De aktiviteter, folk selv varetager for at bevare sundhed og mestre sygdomme. Herunder regnes aktiviteter på apoteket som:

• mundtlig og skriftlig information om HK-lægemidler, naturlægemidler, stærke vitaminer og mineraler, kosttilskud mv.
• symptomvurdering
• livsstilsrådgivning
• henvisning til andre sundhedsprofessioner
• information til forsendelseskunder
• rådgivning om selvmedicinering

Empowerment

Ved empowerment (myndiggørelse) forstås:

• det, at patienten bliver i stand til at handle med henblik på egenomsorg
• den proces hvorved patienters og borgeres styrker og ressourcer udvikles med det formål at give dem handleevne, kontrol og ejerskab over beslutninger, der påvirker deres livsvilkår og sundhed.

Empowerment kan bruges både i forbindelse med enkeltpersoner og i forbindelse med grupper/lokalsamfund fx Sund by-projekter.

Egenomsorg som praksis

Set fra sundhedsvæsenets perspektiv

Her ses egenomsorg primært som de sundhedsprofessionelles ansvar, hvor det interessante er, hvordan egenomsorgen kan måles og følges, hvilke parametre der skal opnås, for at egenomsorgen kan siges at være god. Fx kan egenomsorgen hos en diabetiker måles på baggrund af en vurdering af diabetikerens viden om diabetes, om hvordan blodsukkeret holdes stabilt, viden om livsstilsændringer som fx rygning, alkohol og motion mv.

Set fra patientens perspektiv

Her ses egenomsorg som de individuelle ressourcer, den enkelte patient har og de muligheder for egenomsorg, som disse giver, idet der tages hensyn til fx den kulturelle baggrunds betydning for at kunne udøve en hensigtsmæssig egenomsorg. Øget livskvalitet kan være et af målene for egenomsorgen.

Egenomsorg som partnerskab

Her ses på egenomsorg som en delt indsats mellem patient og behandler. Ansvaret fordeles sådan, at det er den sundhedsprofessionelles ansvar at varetage rollen som professionel rådgiver (og sundhedssektorens ansvar at der er mulighed for økonomisk støtte til egenomsorgen), mens patienten er ansvarlig for den daglige udførelse (mestring) af livsstilsændringer samt at registrere symptomer mm. I dette partnerskab mellem patient og behandler forsøges parametrene for egenomsorgen (set fra sundhedsvæsenets perspektiv) afstemt med patientens hverdagsliv/individuelle behov og ressourcer (set fra patientens perspektiv).

Egenomsorg som begreb og teori

Her defineres egenomsorg som: De målrettede aktiviteter den enkelte gør på eget initiativ for sig selv eller sit netværk. Dog inkluderer dette også, at den enkelte søger hjælp, hvis det er nødvendigt. Der anvendes også begrebet egenomsorgssvigt, som fokuserer på, hvordan den enkelte udvikler sine egenomsorgshandlinger i forhold til stigende krav om egenomsorg.

Egenomsorg som udvikling af egenomsorg

Her ses egenomsorg som noget individstyret og bevidst, og det betones, at egenomsorg også kan være sundhedsfremme hos mennesker, som er eller har været syge/haft en sygdom. Altså et forsøg på at nå et højere niveau af sundhed og velvære. Når egenomsorg ses med perspektivet udvikling af egenomsorg drejer det sig om, hvordan en patientgruppes kompetencer til at udøve egenomsorg kan udvikles.