Spring til indhold

Bruger:AstroOgier/Sexagesimale enheder

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Sexagesiale enheder anvendes i positionsastronomi som enheder for koordinater for himmellegemer. De bygger på det babyloniske trestalssystem, som kendes fra døgnets inddeling i minutter og sekunder. Man anvender både gradmål og tidsmål [1]:

  • Gradmål med enhederne grader (°), bueminutter (′) og buesekunder (″). Gradmål vokser fra 0° til 360°. Der gælder at 1° = 60′, 1′ = 60″, dvs. 1° = 3600″.
  • Tidsmål med enhederne timer (h), (tids-)minutter (m) og (tids-)sekunder (s). Tidsmål vokser fra 0h til 24h. Der gælder at 1h = 60m, 1m = 60s, dvs. 1h = 3600s.

Gradmål benyttes i alle astronomiske koordinatsystemer, medens tidsmål kun anvendes i ækvatorsystemet ved koordinaten rektascension. Grunden til at anvende tidsmål til angivelse af en vinkel er rent praktisk: Hvis en astronom ser en stjerne med rektascensionen 2h kulminere i syd på et bestemt tidspunkt, så vil en stjerne med en rektascension på 5h kulminere 3h senere.

Stjernekort.
Figuren viser et stjernekort, hvor rektascensionen (førstekoordinaten) vokser (forskudt) fra 0h til 24h (foroven) og fra 0° til 360° (forneden). Deklinationen (andenkoordinaten) er begrænset til at gå fra –50° til +50°. Nogle markante stjernebilleder er medtaget. Desuden vises med gul farve Solens årlige bevægelse blandt stjernerne.

Omregning fra tids- til gradmål

[redigér | rediger kildetekst]

Ifølge ovenstående er 24h = 360°, så 1h = 15°. Ved division med 60 får man derfor følgende omregninger:

1h = 15°   1m = 15′   1s = 15″

Eksempel:

Omregn 12h 34m 56.789s til gradmål.

12h 34m 56.789s = 180° + 510′ + 851.835″
  = 180° + (8° + 30′) + (14′ + 11.835″)
  = 188° 44′ 11.835″

Omregning fra grad- til tidsmål

[redigér | rediger kildetekst]

Her kan man benytte følgende:

1° = 4m   1′ = 4s   1″ = 1s/15

Eksempel:

Omregn 188° 44′ 11.835″ til tidsmål.

188° 44′ 11.835″ = 752m + 176s + 0.789s
  = (12h + 32m) + (2m + 56s) + 0.789s
  = 12h 34m 56.789s

Sexagesimus (latin): tresindstyvende (jfr. "sexagenarius": "tresårig").

Minut: Afledt af den middelalderlige latinske betegnelse "pars minuta prima", "den første mindre del", underforstået "af en time".[2]

Sekund: Afledt af den middelalderlige latinske betegnelse "pars minuta secunda ", "den anden mindre del", underforstået "af en time".[3]

  1. ^ Bodil E. Helt. Klassisk astronomi, side 5-6. Akademisk Forlag, 1975. ISBN 87 500 1566 4.
  2. ^ Den danske Ordbog: minut https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=minut.
  3. ^ Den danske Ordbog: sekund https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sekund.