Bruger:Helanala/Sandkasse

Grevinde Aurora Cecilia Hasselhoff

Grevinde Aurora Cecilia Hasselhoff (7/4 1796 - 8/10 1822)

Ungdom

Moderen var tjenestepige Juliane Caroline Rasmussen og faderen grosserer Gotthilf L. Køppen. Hun voksede op hos moderen og blev i 1826 optaget på Det Kongelige Teaters Balletskole, hvor Johanne Luise Heiberg var på samme tid. Hun fik løn ved teatret fra 1830, og fra 1835 blev hun ansat som figurantinde. Efter ansøgning blev hun august 1841 fritaget for tjeneste. Baggrunden var, at hun fødte en søn, som blev sat i pleje. Faderen var bogtrykker Johan Carl Ernst Berling. Ægteskab kom ikke på tale, men i stedet etableredes Louise Rasmussen som modehandlerske i København. 1842 blev hun afskediget fra Det kongelige Teater med pension.Dette afsnit handler om, hvad ordet Europa har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvorledes dette har ændret sig de sidste 2500 år.

Det græske begreb Europa er sandsynligvis afledt fra græsk eurys (= "bred") og ops (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet, at Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang".[1] Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.

En brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det, som vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.

Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamantys, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. havde omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland.

Ægteskab

Forargelsen i det højere borgerskab og aristokratiet var stor. Grevinde Danner var udsat for chikane på forskellig vis. I 1854 købte parret Jægerspris Slot af staten og tog ophold der. Efter kongens død i 1863 levede grevinde Danner et tilbagetrukket liv. Hun ejede Rudbjerggaard.

Hun testamenterede Jægerspris Slot "til gavn for fattige og efterladte piger". Efter hendes død blev der etableret børnehjemsbygninger nær slottet. Herudover oprettede hun i 1873 "Kong Frederik den Syvendes Stiftelse for fattige fruentimmere af arbejderstanden". Et hus, som stod færdigt i 1875, blev senere kendt som Dannerhuset. Myten om prinsesse Europa er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert. hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene (orbis terrarum). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy, der fremstillede verden som tre orbis plaga hvor Mare Nostrum (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene, som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det lader til, at Skandinavien dengang ikke blev regnet for en del af Europa. Dette skyldes vel, at graden af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".[2]

I senantikken og middelalderen var det mere normalt at skelne mellem "Kristenheden" og hedenske områder, end at bruge betegnelsen Europa. Men indenfor "Kristenheden" begyndte begrebet Europa gradvis at få den betydningen, som det har i dag. Ved at referere til "Europa" i hyldestdigt til frankiske konger viste de både, at de var lærde og belæste i den antikke arv, samtidigt med at referencer til Kongen som "Europas konge" indgød aspirationer om fremtidige erobringer. Omend magten ikke strakte sig langt udover Frankerriget, kunne skjaldene i det mindste smigre kongen med at være berømt i "hele Europa". Ved Karl den Stores hof blev referencer til Europa-begrebet hyppigere. For eksempel priste Catwulf Kong Karl i 775 for at være blevet udpeget til at blive Europas konge (Regni Europae). Karl den Stores hof brugte imidlertid helst begrebet Imperium Christianum, ikke det geografiske begreb Europa som betegnelse for frankernes rige. Karolingerne opfattede hovedstaden Aachen som det andet Rom, og deres rige som Romerrigets genkomst i Europa. Der er blevet overleveret flere kilder hvor Karl omtales som rex, pater Europe (konge, Europas far).[2]

En anden terminologi, som blev brugt i middelalderen for at skelne mellem det, som vi i dag regner for (Vest)Europa, og verden for øvrigt, er parret Oksidenten / Orienten. Oksidenten, af latin Oc + cadere ~ (dit solen) falder ned = Vesten. Oksidenten var dermed den vestlige kristenhed, som udgjorde størstedelen af Europa.

Lærde kristne i 600-tallet som Isidor af Sevilla førte ud fra sit bibelske historiesyn verdens befolkning tilbage til Noas edterkommere: Jafet, Sem, og Ham. Europæerne stammede fra Jafet, derfor havde folkeslag som frankerne, alemannerne, latinerne og briterne alle samme ophav.

Grevinde Danner døde i 1874 og blev begravet i slotshaven til Jægerspris Slot, hvor hendes marmorkiste kan ses i gravhøjen, som er åben er siden.

Død

Grevinde Alexandra er protektor for Arken Museum for Moderne Kunst, Dansk Blindesamfund, Dansk Parkinsonforening, Dansk Unicef Komité, Dyrefondet, Fyrtøjet – Et kulturhus for Børn, Landsforeningen til støtte ved Spædbarnsdød[3], Menighedernes Daginstitutioner, Nordsøen Oceanarium i Hirtshals, Odense Zoo, Radiopigekoret, Randers Regnskov, Svenske Villa Fonden (opført 1888 til Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København, flyttet til Bernstorffparken, fredet 1987, kulturhus fra 1995), The English-Speaking Union of Denmark.Dette afsnit handler om, hvad ordet Europa har betydet, og hvilket geografisk område det refererer til, og hvorledes dette har ændret sig de sidste 2500 år.

Det græske begreb Europa er sandsynligvis afledt fra græsk eurys (= "bred") og ops (= "ansigt"), hvor ‘bred’ er blevet et beskrivende ord for jorden i sig selv i den (rekonstruerede) urindoeuropæiske religion. Enkelte sprogforskere har derimod antydet, at Europa er baseret på et semitisk ord, nemlig det akkadiske erēbu i betydningen "solnedgang".[1] Set fra Mellemøsten går solen ned over Europa, landene i vest. På samme måde antages det, at ordet Asien kan tænkes at komme fra et semitisk ord som det akkadiske asu, "solopgang".

For den græske geograf Hekataios bestod den kendte verden af to verdensdele: Europa og Asien. Grænsen gik ved det Ægæiske Hav, Azovske Hav og Marmarahavet og floden Don. For historieskriveren Herodot var Asien identificeret med det store Perserrige, mens Europa var den græske civilisation.

En brug af ordet som den almindeligste betegnelse for det, som vi i dag opfatter som Europa, hører til moderne tid. I antikken omtalte man det romerske rige som "Rom" eller "Imperium Romanum". Der fandtes da ikke noget geografisk udtryk som inkluderede riget nord for Middelhavet og som desuden inkluderede områderne beboet af germanske og slaviske stammer i Nord- og Østeuropa.

Ordet spredte sig fra græsk til Europas romanske sprog gennem en berømt myte. som blev genfortalt i senantikken. I græsk mytologi var Europa en fønikisk prinsesse, som blev forført af Zeus i form af en hvid okse og ført til øen Kreta, hvor hun fødte Minos, Rhadamantys, og Sarpedon. For Homer var Europé (græsk Ευρωπη) den mytologiske dronning af Kreta, ikke stedet, som hun blev ført til. I lighed med andre græske myter er denne myte næppe ophavet til ordet Europa i sig selv, men skabt i eftertid for at give ordet en spændende forhistorie. Senere blev Europa ensbetydende med fastlandet Grækenland, og omkring 500 f.Kr. havde omfattede betydningen efterhånden også landene nord for Grækenland.

Myten om prinsesse Europa er blevet overbragt af tre af senantikkens historiefortællere: St. Augustin, Isidor af Sevilla og Orosius. Det er usikkert. hvor de regnede grænsen mellem verdensdelene (orbis terrarum). For Orosius gik grænsen mellem Asien og Europa gennem floden Don og det Azovske Hav. Orosius blev kilde for 900-tallets frankiske lærde Richter af St. Rémy, der fremstillede verden som tre orbis plaga hvor Mare Nostrum (Middelhavet) var skellet mellem verdensdelene. Richter regnede flere af folkeslagene, som slog sig ned i Europa i Folkevandringstiden for at komme fra Asien. Lombardernes historieskriver Paulus Diaconus (død 797?) regnede lombarderne for at have flyttet fra øen Scandinavia på grund af overbefolkning. Det lader til, at Skandinavien dengang ikke blev regnet for en del af Europa. Dette skyldes vel, at graden af civiliserethed var blevet introduceret som et kriterium for at være en del af "Europa".[2]

Forud for brylluppet i 2007 opsagde Prinsesse Alexandra en række af sine tidligere protektioner, bl.a. for Dansk Landsforening for Laryngectomerede, Kniplings-Festivalen i Tønder og Alexandra-skolen i Frederikshavn. [4]

Det berygtede ur

Det siges, at da Auroras mor døde, fik Aurora foræret et meget specielt og værdifuldt ur. Men da Aurora tragisk døde i så ung en alder, at hun ingen børn havde fået, ville man for at undgå ballade begrave hende med uret. Pludselig var uret dog pist væk. Det siges, at bæreren af uret er hjemsøgt af selveste Grevinde Aurora, og at Aurora først for fred når det bliver lagt tilbage.