Bruger:Johannielsen/sandkasse

LM, Camping, Glasfiber, Wind Power, General Electric. Fra træ til glasfiber, fra børnemøbler til møllevinger.

Med LM Wind Power, der fra 2017 er en del af General Electric, har vi et på flere måder typisk dansk fænomen, en mindre håndværksvirksomhed, der vokser sig ind i nutiden som en global virksomhed af et betydeligt internationalt format.

Møbelproduktionen startede i Lunderskov Møbelfabrik, LM i et lokale i baggården til Hotel Lunderskov. Initiativtager var Ejnar Lorentzen, møbelsnedker hos Roldsgaard Møbler, Storegade 19 i Lunderskov - hvor der bl.a. produceredes ligkister. Sammen med ham fra samme firma møbelsnedkerne Svend Aa. Glindfeldt og senere Aage Skouboe, som blev førstemand i LM. I den første tid havde LM succes med produktion af sofaborde med bemalede kakler nedlagt, som Selma Roldsgaard malede iflg. Aage Skouboes søn, Flemming Skouboe. På denne tid producerede man også små boghylder. Fra 1949 startede en produktion af små børnemøbler med hjerteformede stolerygge, som Aage Skouboe oprindeligt lavede til sønnen Flemming. Og her kunne Lorentzen se, at det kunne blive en god forretning. Produktionen af disse børnemøbler fortsatte de næste 25 år, hvor markedsføringen først og fremmest var, at førende fotoforretninger benyttede disse møbler, når børn skulle fotograferes. Den første fabrik, der blev bygget til afløsning for lokalerne bag Hotel Lunderskov blev opført i Møllegade. Denne fabriksbygning skulle være blevet opført mellem 1945 og 1950. Den fortsatte udvidelse af LM skete på det til Møllegade nærtliggende Drosselvej en gang i 1960’erne. Glasfiberproduktionen desuden i et frugtlager på Nørregade 9 og i en lejet bygning i Gl. Lunderskov, på den anden side af banen, før glasfiberproduktionen i 1965 blev flyttet til egne bygninger på Rolles Møllevej. Som møbelfabrik havde LM også en entreprise med at tætne fiskebassiner af træ, ”når de jernbanevogne, der transporterede levende ørreder fra Lunderskov Station til Sydeuropa, kom tilbage og træbassinerne skulle kalfatres, så de kunne klare nye rystelser ned gennem Europa.” Her fik Aage Skouboe så den ide, at denne proces kunne klares med glasfiber, hvilket ikke fik noget heldigt udfald. Det gjorde derimod en ny og bedre ide, at bygge hele bassinet i glasfiber i stedet for træ.

Glasfiber og firmaopsplitning Produktionen af udstyr til fiskebassiner må således have startet arbejdet med glasfiber i LM. Det skulle iflg. sekundærlitteraturen have været omkring 1952-1953, fabrikken begyndte at arbejde med dette materiale, som så har været forløberen til, at man begyndte at producere campingvogne, både og senere møllevinger af samme materiale. Det var i 1955, produktionen af campingvogne i glasfiber blev startet iflg. samtidigt avismateriale. Det fremgår af Kraks Vejviser for henholdsvis 1952 og 1953, at kun LM Camping i løbet af 1953 er registreret som virksomhed, og med E. Lorentzen som indehaver. Der er her intet om LM Glasfiber, Ejerforholdet i de to i 1953 muligvis opsplittede firmaer kendes der intet til, men LM Glasfiber I/S blev først dannet i 1965, hvor Skouboe også først på dette tidspunkt gik fra at have været driftsleder til at blive egentlig medejer. Aage Skouboe havde her 49 % og Ejnar Lorentzen 51 % af virksomheden. Først med omdannelsen til aktieselskab i 1972 delte Lorentzen og Skouboe aktiekapitalen ligeligt. Da Ejnar Lorentzen solgte sin aktieandel i 1977 til Tranberg Holding i Kolding, udgjorde hans aktieandel 50 % af hele firmaet som et resultat af aktieselskabsdelingen i 1972.

Campingvogne I 1948 begyndte fabrikken at producere campingvogne efter en ide, som Lorentzen og Skouboe fik fra USA. Produktionen var i starten med krydsfiner. Fra 1955 blev det LM Glasfiber, der producerede de bunde og sider, som campingvognene bestod af, og leverede disse til LM Camping, der færdiggjorde vognene. Samarbejdet med LM Glasfiber, som fra 1965 på Rolles Møllevej var et selvstændigt firma, ledet af Aage Skouboe i ejer fællesskab med Ejnar Lorentzen, betød, at glasfiberleverancen til LM Camping helt uden konkurrence foregik fra LM Glasfiber, hvis underskud de første år netop skulle være blevet finansieret gennem produktionen af campingvogne.

Den første, dråbeformede campingvogn fra LM efterfulgtes af en opklappelig model, Sesam, herefter Senior, som var forholdsvis stor. Først med Siesta modellen fra 1955 blev glasfiberarmeret polyester anvendt som byggemateriale. ”Ja, faktisk var der på det tidspunkt ikke tidligere produceret så store emner i glasfiber uden for USA”. I 1959 begyndte LM for at klare efterspørgslen at importere engelske ”Sprite” campingvogne - som var meget billigere og lettere end de danskproducerede. Det gjorde det muligt for familier med mindre biler at trække disse, d.v.s. et større og bredere publikum. Med modellerne Sprite, Eccles, Europe, Fairholme og Wilk (fra Tyskland) fik firmaet en meget stor markedsandel i Danmark (ca. 50 %). [[|thumb|Iflg. historiske oplysninger fra Intercamp A/S.]] Samtidig blev LM Camping fusioneret med henblik på import af Sprite fra England, og blev til LM Caravans International I/S, som fremstillede ca. 300 vogne. Ca. 100 blev solgt i Danmark og resten gik til Sverige. LM Caravan International I/S fortsatte med kontorer i Møllegade, da LM Camping flyttede til Drosselvej. Efter Siesta kom LM Sport, og så Safir, der blev den sidste i rækken af glasfibercampingvogne fra LM. Modellerne fra ca. 1966 var desuden med termovinduer og forskellige former for luksusudstyr, der nok gjorde, at firmaet udkonkurrerede sig selv ved at importere billige, udenlandske modeller. I 1971 overtog den engelske koncern CI, Caravans International LM afdelingen, som kom til at hedde Caravans International Danmark A/S. Med de to oliekriser i 1970’erne blev firmaet i 1980 besluttet omdannet til Intercamp A/S som en også i dag eksisterende agenturvirksomhed i campingbranchen.

Bådproduktionen I 1954 startedes i LM Glasfiber en produktion af speedbåde, som udviklede sig til en produktion af mindre fritidsbåde, damjoller i 1967 og endelig i 1969 produktion af egentlige, større sejlbåde. Starten på denne produktion skete iflg. Flemming Skouboe i et udviklingssamarbejde med Diesella i Kolding. Serien kom til at bestå af LM Speed, Surf, Safe og Safety. I 1953 kunne man i danske aviser læse om ”Baade af Plastic og Glasfiber”. Det blev hurtigt fulgt op på LM, som tidligt i 1950’erne havde fået blik for dette produkts muligheder.

Lorentzen og Skouboe blev i 1967 (mener Flemming Skouboe) enige om, at man kunne ”… bygge en søens campingvogn…” Og det blev til den første LM-motorsejler, en LM 23. Det blev også til ”LM 16, LM 23 Comfort, LM 24, LM 27, LM 28, LM 29, LM 30, LM 32, en serie Mermaid’er og en serie Vitesser.” LM-produktionen af motorsejlbådtyper var i starten primært en produktion af bådskrog til selvbyggere - efter ide af en medarbejder, P. Møller Hansen - udvendigt færdige både, hvor køberne selv monterede det af LM Camping leverede træbyggesæt med en nøje byggevejledning. ”Det var især LM 23, LM 24 og LM 27, der blev solgt på den måde.” Herefter var det mest færdigbyggede både, som LM Glasfiber leverede. LM blev i 70’erne til Danmarks største bådværft med en produktion af flere hundrede enheder om året. Udviklingen i bådproduktionen i glasfiber var således speedbåde, damjoller, der blev videreudviklet til egentlige sejlbåde, også en slags ”søens campingvogn”, herunder selvbyggerkonceptet. Fra 1978 har LM Glasfiber i stigende grad været tvunget til at omlægge fra bådproduktionen. I okt. 1982 annonceredes LM28, en den gang relativt dyr båd. Men omlægningen til at producere vinger til vindmøller var i gang. Omkring 1990 havde vingemølleproduktionen stort set fortrængt bådproduktionen, som bådproduktionen i 1960’erne fortrængte campingvognproduktionen.

Vindmøller og vindmølleindustrien, nye markedsudfordringer for LM Overgangen fra produktionen af sejlbåde i LM Glasfiber til produktion af vinger til vindmøller skete i en situation, hvor brugen af vindmøller fik en historisk renæssance, hvor funktionen nu blev produktion af energi som et alternativ til den fossile energiproduktion efter 1970’ernes olie- og økonomiske kriser. Delingen af LM med 50 % af aktiekapitalen til henholdsvis Skouboe og til Lorenzen i 1972 endte med Lorentzens aktiesalg til Tranberg Holding i Kolding i januar 1977, der efterfølgende i 1984 solgte til vindmølleproducenten Vestas. Flemming Skouboe havde på dette tidspunkt ikke råd til at købe aktieposten, der blev ham tilbudt. Og han troede ikke rigtigt på firmaets fremtid på dette tidspunkt, selv om det californiske vindmølleeventyr var i opstartsfasen i 1983. Aktieposten blev så solgt ved Flemming Skouboes mellemkomst til Vestas. Hermed blev LM i 1984 en slags ”buffer-producent” til de møllevinger, Vestas selv producerede.

Det amerikanske marked, skatteregler, konkurser, vindere og tabere i vindmølleindustrien Danmarks første vindmølleproducent, Vestas opstod i 1898 som smedje i Lem. I 1978 produceredes de første vindmøller på vindmøllefabrikken i Lem. I 1980 etableredes der samarbejde med Zond Systems, der var med, da de første vindmølleparker blev etableret i USA i 1981. Zond Systems skulle i samarbejdet med Vestas sørge for driften af vindmøllerne i Tehacapi passet, 160 km nordøst for Los Angeles. De californiske vindmølleparker startede i 1981 med 150, i 1982 oppe på 1150, i 1983 på 2400 og i 1985 på 4989 vindturbiner, hvor størrelsen udviklede sig fra gennembrudsstørrelsen 55 kW til 100 kW i 1985. Ud over amerikanske og andre modeller, opførtes især møller fra Danmark: fra Vestas, Bonus, Wind Magic, Micon og Nordtank. De danske møller erobrede snart det amerikanske marked, og de danske producenter leverede tusinder af vindmøller hertil, ca. halvdelen af de møller, der blev leveret til området1981-85. Gennembrudsåret var 1983. De skattemæssige fordele for investorer i vindenergi i Californien ophørte i dec. 1985. Vestas måtte i oktober 1986 gå i betalingsstandsning som en konsekvens af det reducerede amerikanske marked, og ved udgangen af 1986 dannedes så Vestas Wind Systems A/S, der udelukkende beskæftiger sig med vindenergi, og med Johannes Poulsen som ny, administrerende direktør. Det tvang LM til at finde en alternativ produktion dette år, og det blev især fiskebassiner af glasfiber til norsk lakseproduktion. På den positive side for LM kunne Flemming Skouboe ved betalingsstandsningen i Vestas i oktober så købe den 50 % andel tilbage, som Vestas havde erhvervet hos Tranberg i 1984. Formedelst et stort banklån, men til en meget favorabel pris, ca. det halve af den pris, han betalte faderen, Aage Skouboe for dennes aktieandel senere, i 1988. Det fælles køb af Vestas aktierne skete gennem LM Boats International, hvor Aage og Flemming Skouboe ejede hver sin halvdel. Man kan sige, at situationen i 1986 i høj grad var stormens øje, hvor det fordelagtige køb af Vestas aktierne var en ganske væsentlig komponent. Den næste var spillet om markedet for vindmøllevinger.

LM som vinder i produktionen af vinger til vindmøller LM’s i 1986 reelt eneste tilbageværende konkurrent i vingeproduktionen til vindmøller, Alternergy fik i løbet af 1986 stigende problemer med deres vinger, og i november 1986 gik firmaet konkurs, medens der fra især det amerikanske marked indløb stribevis af reklamationer over haverier, forårsaget af fejl og dysfunktioner i møllevingerne. På trods af tidligere dårlige erfaringer med LM vinger, konstrueret efter Tvind princippet, blev Bonus nu kunde hos LM Glasfiber med en stor ordre på vinger til 100 møller. Blot havde man på fabrikken i Lunderskov opdaget, at der var fejl i vingerne, de flækkede ved belastninger, de burde kunne tåle. Den norske leverandør af polyesterlimen indvilgede efter nogen diskussion i, at problemet kunne ligge i firmaets lim. Der blev etableret en ordning hvor det norske firmas forsikringsselskab betalte for omkostningerne ved en erstatning for produktionen af de defekte vinger. Det var formentlig en af flere situationer i opstartsfasen til vindmøllevingeproduktionen, hvor det ligesom med problemerne med omløbsretningen på de tidligste vindmøllevinger kunne være endt med en økonomisk katastrofe for LM Glasfiber.

Omlægning af arbejdspladsen LM Glasfiber Aksel Skovgaard var i 1987 blevet ansat som teknisk, senere ledende direktør, i en periode, hvor der i nogen tid havde været problemer med firmaets indtjeningsevne, både bestemt af vingemarkedet, men også en lønstruktur i LM, hvor en arbejder kunne tjene næsten det dobbelte af indtjeningen på Karl Møllers Maskinfabrik i samme kommune. Det viste sig, at de ved ansættelsen ønskede rationaliseringskvalifikationer havde Aksel Skovgaard. Med ham ved roret kunne Flemming Skouboe ”fyre sig selv”. I 1987 kunne der meldes om udvidelse af medarbejderstaben. Men der var også iflg. direktøren, Aksel Skovgaard en del ”trælse”, d.v.s. overenskomststridige strejker. Som Aksel Skovgaard formulerer det: ” Da jeg kom til LM i 87, var det fra en jernindustriel virksomhed med ca. 1.000 timelønnede, hvor man samarbejdede indenfor det regelsæt, der var aftalt mellem Georg Poulsens tropper og Jernindustrien. Derfor svarede jeg (til LM) tillidsmanden, at jeg forhandler ikke med de timelønnede så længe de strejker, (og at) INFO-møder i kantinen (kunne man se bort fra), da jeg var vant til, at denne form for INFO foregik på SU-møder.” Aksel Skovgaard indførte således helt konsekvent de forhold på en større arbejdsplads, som han var vant til fra Pasilac Therm i Kolding. Også på det lønmæssige område blev der ”normaliseret”, forstået på den måde, at ”urimeligt gode” akkorder nu blev erstattet af almindelig timeløn. Man kan sige, at den foregående tids eksempler på fyringer og arbejdskampe nu helt konsekvent blev lagt under den kontrol, som havde været under udvikling fra tiden under Flemming Skouboe, i hvert fald siden 1979, og kun fodslæbende accepteret af den gamle ledelse under Aage Skouboe. Det var måske netop ganske udmærket, at det var Aksel Skovgaard, der førte Flemming Skouboes retningslinjer igennem i overgangstiden. Aage Skouboe fik straks respekt for Aksel Skovgaards kunnen og effektivitet, og hvis de af ham (AS) udstukne retningslinjer ikke blev fulgt, kunne konsekvensen tydeligt markeret blive, at firmaet mistede et værdifuldt ledelsespotentiale. Og dette spil var nok lettere i forholdet mellem en ejer og en direktør, end mellem far og søn. Med disse justeringer og i samspil med en også nyansat økonomichef, Lars Mikkelsen, blev LM Glasfibers usikre situation i overgangen mellem båd- og møllevingeproduktion vendt, så firmaet de følgende år tjente så mange penge, at virksomhedskonstruktionen måtte laves om for at forhindre indblik i, hvor god indtjeningen var (iflg. Aksel Skovgaard, bekræftet i Mænd i modvind). I den favorable konkurrencesituation, hvor LM Glasfiber stort set kun havde dyrere og dårligere konkurrenter uden for landets grænser, f. eks. det hollandske Airpac, det tidligere Stork, hævede man priserne på økonomichefens anbefaling. Det kom til at gå så godt, at Flemming Skouboe i 1988 kunne købe faderen, Aage Skouboe ud. Hen mod salget i 2001, var der på LM Glasfiber ”worldwide” ansat o. 2500 personer efter beregning, lavet af Aksel Skovgaard ved salget. Flemming Skouboe havde efter overtagelsen af virksomheden fra sin far valgt at koncentrere produktionen på to steder i Danmark: den nye fabrik på Vingen i Lunderskov og i Hammelev. I stedet blev produktionsstederne i Vejen, Gesten, Kolding, Hårup, Kirkeby på Fyn, Engesvang og Rudkøbing lukket, mens værkstedet i Vamdrup fik lov til at overleve. LM Glasfiber begyndte også at vokse uden for landets grænser. I 1993 åbner en fabrik i Indien og året efter en fabrik i Spanien, og i 1999 åbner en LM-fabrik i North Dakota i USA. På denne baggrund blev LM Glasfiber 8. maj 2001 solgt til den engelske investeringsfond Doughty Hanson for 2,25 mia. kr. I 2015 forsøgte Doughty Hanson at afhænde LM Wind Power og overvejede herunder en børsnotering af selskabet. Dette var dog problematisk p. gr. af de store underskud i perioden op til 2014. I 2015 havde LM Wind Power dog haft et betragteligt overskud, hvilket skulle kunne fremme salget på det amerikanske marked. Hvilket da så også er sket, LM Wind Power er iflg. pressen 11. okt. 2016 solgt til amerikanske General Electric for 11,2 mia. kr. Med dette salg er LM nu blevet en del af et vindmarked, hvor rollen formentlig vil være en oparbejdet ekspertise, som General Electric kan bruge på både det amerikanske og det globale marked. Ringen er sluttet i den forstand, at det var konkurserne i den danske vindmølleindustri i forbindelse med ændringen af de amerikanske skatteregler i 1985 og de efterfølgende ændringer i de danske skatteregler i 1996, der lagde det solide fundament til LM’s erobring af vindmøllevingeproduktionen.