Bruger:LarsLundAndersen/Alexander den Stores guddommelighedsprojekt

Alexander den Store's guddommelighedsprojekt og modtagelsen af dette ved hoffet

Analyse

Selvom nogle af kilderne til Alexander den Stores regeringstid argumenterer for, at Alexander allerede udviklede en tro på sin egen guddommelighed i løbet af sin barndom, er det først med besøget hos Ammon Templet i Siwah Oasen, at vi med sikkerhed kan konstatere en ændring i Alexanders religiøsitet og begyndelsen på en personlig jagt efter guddommelighed. Denne proces udviklede sig løbende, og med afslutningen af de generelle kamphandlinger efter slaget ved Gaugamela var den med til at bryde den sidste rest af sammenhold og fællesskab, der eksisterede ved hoffet, og sætte den lille klike af barndomsvenner omkring Alexander på koalitionskurs med resten af hoffet, der i stor udstrækning var en generation ældre og havde tjent under Filip.

Henrettelsen af Philotas

Det første sammenstød mellem de to faktioner ved hoffet kom efter Darius' død under et felttog mod en af de medansvarlige for mordet på Darius, i Areia. Detaljerne er uklare, men en sammensværgelse mod Alexander blev øjensynligt stablet på benene, og da en af de medansvarlige, Dymnus, søgte at involvere hans elsker i plottet, sendte denne straks sin bror til Philotas for gennem ham at advare kongen. Da advarslen øjensynligt ikke nåede kongen, søgte broderen, Cebalinus, andre kanaler, og kongen blev endeligt informeret. Hvad der fulgte herefter var et møde mellem Alexander og hans inderkreds, hvor Philotas’ skyld blev vedtaget, og derefter en retssag foran hæren, hvor Philotas blev kendt skyldig og henrettet. Herefter blev et attentat mod Philotas' far, Parmenion, der opholdt sig i Ecbatana sammen med reserverne og en stor del af den kongelige guldbeholdning, planlagt og udført.

Hvis man benytter kilderne der i fagkredse er kendt som vulgatet, kan man nå frem til en konklusion som Worthington, at dette er et af de tidligste tegn på utilfredshed med ændringerne i Alexanders person, omend han afskriver Philotas' deltagelse i komplottet som værende absurd og lægger hele affæren over på Alexanders skuldre8. Bosworth og til dels Green ser det snarere som et udtryk for Philotas' upopularitet, og at der blandt Alexanders inderkreds eksisterede et stort ønske om at få ham ryddet af vejen9. Denne konklusion bærer mere vægt, når man kan konstatere, at de der hovedsagligt nød gavn af Philotas’ og Parmenions fald fra magten, var denne lille inderkreds10. Man kan også som Fox konkludere, at der var planer, og at disse blot var udtryk for en begyndende utilfreds med Alexanders nye tiltag ved hoffet, såsom persisk tøjstil og hofetikette, og at Philotas' motiver i affæren var suspekte, og selv hvis han ikke deltog i komplottet, måtte han have anet, at hans familie ville være blandt dem, der ville nyde mest gavn af det, således at han ved at kigge den anden vej var ligeså skyldig som deltagerne i komplottet11. Fælles for alle konklusionerne er dog, at de stiller sig tvivlende overfor, om utilfredsheden med Alexander virkeligt havde nået sådanne højder, at man søgte ham myrdet på det tidspunkt. Dette er et glimrende eksempel hvor bredt konklusioner kan spredes alt efter hvordan det historisk kildekritiske arbejde bliver udført på selv et så specifikt emne.

For at konkludere på Philotas' henrettelse så er selve affæren ikke relevant for spørgsmålet om hoffets reaktion på Alexanders jagt på guddommeliggørelse af tre grunde. For det første kan Philotas' skyld langt fra bevises ved hjælp af kildematerialet, og konklusionen kan derfor kun lyde, at det var Alexander, der implicerede ham i selve affæren22. For det andet er beviserne på, at Philotas agerede illoyalt, også særdeles tvivlsomme og fremskaffet hovedsagligt gennem tortur23. Og for det tredje var Philotas isoleret og meget lidt vellidt ved hoffet med mange fjender, der havde en interesse i enten implicit eller explicit at bidrage til Philotas’ fald fra magten24, hvorfor blandt andet Ptolemaios som kilde i stor udstrækning kan ignoreres, da hans opstigning til magtens tinde indledtes med Philotas' fald. Alt dette taget i betragtning kan en politisk bevæggrund bag henrettelsen kun konkluderes. Altså at Alexander søgte Philotas og hans far fjernet, da de var magtfulde personer ved hoffet, hvorom fremtidig modstand, som han må have forventet fra sin jagt på guddommelighed, kunne have formet sig.

Mordet på Cleitus

Med Darius' død gik Alexander fra usurpatorens rolle over til være den naturlige arvtager af det Achæmediske Imperium. Efter at have knust sin umiddelbare modstander Bessus og henrettet ham efter persisk skik rykkede Alexander nordpå for at etablere sin magt ved Perserrigets yderste grænse. De Baktriske adelsmænd, der havde overleveret Bessus til Alexander, rejste sig herefter i oprør, og Alexander måtte herefter bruge to år på at kæmpe en bitter og blodig guerillakrig i de Baktriske bjergområder. Da denne var ved at nå sit klimaks holdt Alexander en fest for sine Companions i Samarkand, hvor der efter tæt druk udbrød tumult mellem Alexander og Cleitus den Sorte, der endte med, at Alexander slog ham ihjel. Alexander var herefter trøstesløs, hvis vi skal tro kilderne1, men episoden er blot en i en lang række, der viser Alexanders stigende intolerance overfor kritik af enhver art.

Hvis man lægger ud med at vende sig mod de antikke kilder, så er der igen stor forskel på fortællingen i vulgatet og i den officielle version. Hos Curtius, der kronologisk er den ældste kilde, i mangel af en passage hos Diodor, tillægges spørgsmålet om Alexanders guddommelighed en vis vægt2. Alexander formår på trods af sin berusede tilstand nemlig at bevare fatningen, indtil Curtius' fornærmelser nåede til emner såsom, at Alexander skyldte Cleitus sit liv og, at Cleitus blot havde latter til overs for Alexanders nyfundne tro på sit eget guddommelige ophav.

”In the past, he exclaimed, his breast had given protection to Alexander's back, but time had passed since he performed that valuable service and even the memory of it annoyed the king. He also taunted Alexander with the murder of Attalus, and finally ridiculed the oracle of Jupiter whom Alexander claimed as his father, saying that he, Clitus, had been more truthful in his declarations to Alexander than his ”father” had been. By now Alexander's temper was such that even sober he could hardly have controlled it”3. Hos Arrian bliver der akkurat som med Philotas' henrettelse, fokuseret på at kende Cleitus skyldig, og i det omfang dette ikke helt frikender Alexander, så frikendes han ved, at han efterfølgende fortryder udåden og sørger nærmest uhæmmet4. Hos Arrian derimod nævnes hans guddommelige prætentioner dog slet ikke, og fokus ligger udelukkende på alkoholen, og hvordan skyldsspørgsmålet skal løses, således at Alexanders navn ikke tilsøles5.

”Alexander was deeply hurt – and I, for my part, feel that Cleitus' words were ill-judged, in view of the fact that most of the party was drunk”6 og ”he began to magnify Phillip's achievements and belittle Alexander's; his words came pouring out – he was by now very drunk indeed – and, among much else, he taunted Alexander that he saved his life”7 og ”and for Alexander i feel pity, in that he showed himself on this occasion the slave of anger and drunkenness, two vices to which a self-respecting man should never yield. But when the deed was done, Alexander immidiately felt it's horror, and for that i admire him”8, indrammer glimrende Arrians holdning til emnet, og hvordan det spiller ind i spørgsmålet om Alexanders person, og som sagt tildeles det religiøse spørgsmål så godt som ingen plads. Hos Plutarch undskyldes hele affæren som værende guddommelig straf for et manglende offer til Dionysos, for der igennem at frikende Alexander både for druk og mord, hvilket ville stå dårligt til den arketype, Plutarch portrætterede Alexander som.

Her dækker ”Clitus happened to be in the middle of performing a sacrifice at the time, but he left it and came over – with three of the consecrated sheep following him. When Alexander heard about this, he consulted his diviners, Aristander and Cleomenes of Laconia, who said that it was a bad omen and so he ordered sacrifices to be carried out without delay to avert any danger from Clitus” og ”However the sacrifices for Clitus had not yet been performed when he hurried to come and have dinner with Alexander”9 glimrende over Plutarchs tilgang til affæren, hvormed han forsøger at frikende Alexander, men som sagt, Alexanders guddommeligheds projekt nævnes ikke som værende af specifik betydning10.

Hvis man vender sig til de moderne kilder, er forskellen mellem dem overraskende lille på spørgsmålet om mordet på Cleitus', også selvom de tydeligvis har forskellige indgangsvinkler til affæren. Der er generel enighed i blandt dem om, at episoden i brede træk kan tilskrives alkohol, og at de mere idealistiske argumenter fra Cleitus' side ikke kan tages for uigendrivelig sandhed11, omend enkelte kilder tillægger dem mere vægt end andre12. I den ene ende finder man det nyeste værk (Worthington), der tenderer til at se næsten bort fra alkoholen og lægge fuldt ud vægt på Cleitus' idealistiske forsvar af makedonske værdier og skikke mod Alexanders orientalisering13.

”Alcohol loosened his tongue. He spoke the thoughts of the older Macedonians present who were angry at the king's put-downs of his father, and at the song about their fallen comrades which they thought was in bad taste. This he followed by criticising Alexander's divine pretensions and his Asian policy. To make matters worse, he finished off with a eulogy to Philip, and boasted that Alexander owed Cleitus his life”14 og ”In Alexander's response to Cleitus' taunts, we see a man who drank too much and whose reason, like that of most drunks, gave way to emotion”15 opsummerer glimrende Worthingtons holdning. Han tillægger med sund fornuft alkoholen en stor skyld for, at banketten forløb som den gjorde, omend han forsøger at tilskrive Cleitus en samlende og ledende rolle i modstanden mod Alexander16, for derved at kunne benytte en af Alexanders mest moralsk forkastelige handlinger til at nedskrive Alexanders eftermæle endnu mere. Hvordan denne tendens påvirker Worthingtons kildearbejde, altså at Arrian og Plutarch i vid udstrækning bliver ignoreret17, er med til at problematisere Worthingtons fremstilling, hvorfor jeg også vælger at afvise denne. Bevæger man sig i den anden retning, så finder man, groft taget, moderate skildringer af affæren hos Green og Bosworth. Hos Green finder man, ligesom hos Worthington, spørgsmålet om Alexanders nyligt påtagede orientalske skikke i forgrunden af den ophedede diskussion den aften.

”This speech caused a tremendous uproar, during which Alexander, perhaps not quite so drunk as he made out” og ”The old warrior bellowed at Alexander that he should either say what he meant openly, or else not invite to supper men who were free and spoke their minds, but rather consort with slaves and barbarians, creatures who would prostrate themselves before his white robe and Persian sash”18.

Denne udlægning kan man i store træk finde gengivet i Bosworth, der kronologisk set er et nyere værk end Green. Bosworth går dog ikke udover kildematerialet og konkluderer nogle underliggende motiver hos deltagerne den aften, han konstaterer blot, at affæren måtte selv være omstridt i Alexanders levetid19, da der er tre forskellige versioner i kilderne, og at dette med stor sandsynlighed kunne tilskrives det faktum, at der var blevet drukket tæt. Samtidig konkluderer han også ganske fornuftigt, med henblik på min problemstilling, at man ud fra kildematerialet sagtens kan konkludere, at Cleitus var utilfreds med Alexanders orientalisering af hoffet20. Og at proskynese, handlingen, som grækere og makedonere anså som værende forbeholdt guder, og som der senere skulle blive så omstridt, var en central del heri. Ligeså fornuftigt tager han dog også sine forbehold for, hvorvidt denne holdning var udbredt blandt den øvrige officerselite, og hvorvidt alkoholen ikke kan tilskrives en ret stor del af skylden for aftenens hændelsesforløb21.

I den anden ende af skalaen finder man Fox med en lignende fortolkning, omend med hans klare indgangsvinkel til forskel, at kritik specifikt af Alexanders orientaliseringsprojekt bagatelliseres eller helt afvises, samt alkoholen tilskrives ethvert ansvar for den aften, således at Alexanders eftermæle ikke tilsøles.

En konklusion på, hvorledes selve affæren med mordet på Cleitus spiller ind i hoffets reaktion på Alexanders guddommelige aspirationer, kunne derfor lyde således. Der er dækning i kildematerialet for at konkludere at Cleitus personligt på dette tidspunkt havde udviklet en antipati mod Alexanders orientaliseringsprojekt, deriblandt den personlige guddommeliggørelse26, hvilket også bliver anerkendt af de mest pålidelige fremstillinger i forskningslitteraturen. Hvorvidt denne antipati var udbredt blandt resten af hoffet er svært at konkludere, eftersom der er modstridende fremstillinger i kildematerialet, samt at den idealistiske rolle, der hos Curtius tildeles Cleitus som talerør for den generelle utilfredshed med Alexanders orientaliseringsprojekt, nok snarere tegner et bedre billede af Curtius' samtid27, med hele debatten om kejserkulten, og om det kunne falde ind under dette at tilbede kejseren, mens denne stadig var i live, end af diskussionen der kunne have foregået ved det makedonske hof i de år. Derfor kunne en forsigtig konklusion lyde, at hele affæren er det første solide tegn på utilfredshed med Alexanders styre28, omend det er uklart, hvilken rolle den modstand og de fiaskoer, man havde mødt det foregående år i nedkæmpelsen af den baktriske opstand, samt det faktum at hele selskabet var velberuset før tumulten brød ud i lys lue, spillede for, at netop Alexander og Cleitus tildeltes hovedrollerne i affæren29. Således er affæren nyttig som enkeltbegivenhed, men kan - takket være modstridende og tendentiøse fremstillinger i kildematerialet - ikke benyttes som et led i historien om en generel utilfredshed med Alexanders jagt på personlig guddommelighed.

Proskynese affæren og henrettelsen af Callisthenes

Med slutningen på den baktriske opstand indledte Alexander forberedelserne til invasionen af Indien fra sit hovedkvarter i Balkh, og i løbet af denne periode op til felttoget indtraf den dybt omdiskuterede hændelse, der sidenhen er kendt som proskynese affæren. Proskynese er det græske ord for den persiske skik, hvor man viste respekt for sine socialt overlegne. Dette kunne variere fra et kys til total prostration, alt efter hvor stort det sociale skel var mellem de involverede1. I den græske verden var skikken dog forbeholdt udelukkende guderne. Selve hændelsen forløb under en nøje planlagt banket med både græske og persiske gæster, hvor alle grækere og makedonere som planlagt efter måltidet ydede Alexander proskynese. Hofhistorikeren Callisthenes nægtede dog at yde proskynese og lavede dermed en scene, hvor han ifølge kilderne leverede en omdiskuteret forsvarstale, der havde bred opbakning blandt gæsterne2. Dette efterfulgtes af de persiske gæster, der også ydede Alexander proskynese, hvorunder Leonnatus skabte endnu en scene, da han ydmygede en persisk adelsmand i handlingen og pådrog sig Alexanders vrede. De nævnte hændelser var seriøse nok til, at man efterfølgende kunne observere en af de eneste gange, Alexander måtte melde fortabt i et forehavende3. Sammenholdt med proskynese affæren kan man se henrettelsen af Callisthenes, efter at han på tvivlsomt grundlag blev involveret i pagernes plot, som værende en direkte konsekvens af hans ledende rolle i modstanden mod proskynese eksperimentet, og i bredere forstand, Alexanders orientaliseringsprojekt, og Alexanders jagt på personlig guddommelighed, og hvordan det understreger den vigtighed, dette projekt havde for Alexander, at han søgte Callisthenes ryddet af vejen som straf4, men mere om dette i diskussionen nedenfor.

Kildernes fremlægning af proskynese affæren varierer også på dette punkt meget, alt efter hvilken tradition de er skrevet i. I den kronologisk tidligste kilde, Curtius, er spørgsmålet om proskynese et direkte forsøg på at opnå guddommelighed fra Alexanders side

”Following a prearranged plan, Cleon now launched into a speech of admiration for Alexander's achievements, and then listed all that the king had done for them. The only way to thank him for this, said Cleon, was to openly acknowledge his divinity”5 og ”Callisthenes was heard with approval as the champion of public freedom. He had extracted not only silent agreement from his audience but vocal support as well, especially from the older men who were offended by the substitution of foreign customs for their established traditions”6 opsummerer Curtius’ indgangsvinkel glimrende. Det handler om den græske handling at tilbede guder, når Alexander søger at implementere proskynese, og Callisthenes er absolut ikke alene i sin modstand mod dette projekt7. Men når man analyserer brudstykker som disse, skal man også tage højde for det klima, hvori Curtius’ narrativ skrives. Curtius skriver under den tidlige kejsertid, også kendt som principatet, hvor der i romerske intellektuelle kredse løb en intens diskussion om, hvorledes kejseren skulle tilbedes som en levende guddom8. Ind i denne diskussion skriver Curtius sit narrativ om Alexander, hvor han spinder med alle sine litterære talenter for at komme med et overbevisende argument imod kejserkulten. Dette sammenholdt med Curtius’ frie benyttelse af udokumenterede taler9 er med til at betydeligt svække hans udsagnskraft som kilde. Senere, under den anden sofistik, der er en periode, hvor græske intellektuelle søgte at forsvare og genskabe den græske identitet og selvforståelse, der havde lidt et knæk ved de hellenistiske rigers fald til Rom, ved hjælp af eksempler i fortiden, hvor den ”makedonske” Alexander stilles op som et modsvar til Augustus, skriver kilderne Arrian og Plutarch. Godt i tråd med deres tendens, at forsøge at opskrive Alexanders berømmelse, anlægger både Plutarch og Arrian en meget undskyldende indgangsvinkel til hele proskynese affæren. Spørgsmålet om, hvorvidt Alexander søgte personlig guddommelighed, bliver her skubbet i baggrunden, og for så vidt dette ikke er muligt, bliver det undskyldt med, at han vil blive tilbedt efter sin død alligevel10.

”In any case there was no doubt that they would honor him as a god after he had left this world; would it not, therefore, be in every way better to offer him this tribute now, while he was alive, and not wait till he was dead and could get no good of it”11. Derimod bliver meget plads brugt på at fremstille Callisthenes som værende en helt igennem usympatisk person, der langt fra var den idealistiske fortaler for frihed ”In my opinion all these stories are deplorable in so far as they reflect upon Alexander's growing arrogance and Callisthenes bad manners. It is enough, i think, once a man has consented to enter a king's service, that he should exalt his master as much as he can, while at the same time preserving a decent modesty in his own behaviour; and for that reason I feel that Alexander was not unjustified in being angry with Callisthenes both for his absurd conceit and for letting his tongue run away with him”12, og i Plutarch ”The first consequence of the tension developing between Alexander and Callisthenes was that Hephaistion was believed when he said that Callisthenes had promised him he would prostrate himself before Alexander, and had then gone back on his word.”13

Proskynese affæren er et specielt omstridt punkt i den sekundære litteratur, der er til Alexanders regeringstid. På dette punkt kommer de enkelte forfatteres tendens klarest til udtryk, og i den ene ende af spektret finder man Worthington. Worthington benytter slavisk Curtius til dette afsnit, og alle talerne og de andre passager i Curtius, hvor man kan betvivle deres autencitet, accepterer Worthington som sande14. Dette sammenholdt med Worthington blanke afvisning af den modsat rettede forklaringsmodel for Alexanders motiver i løbet af proskynese affæren gør, at man finder et nærmest karikeret og i hvert fald meget ensidigt billede af hoffets reaktion på proskynese affæren15, både som enkeltstående begivenhed og som et led i et langt forløb, hvori Alexander tiltog sig stigende personlig guddommelighed

”As we have seen, Callisthenes was later implicated in the conspiracy of the pages and executed. Indeed, those who disagreed with Alexanders policies and the way he viewed himself – men such as Philotas, Parmenion, Callisthenes, Cleitus and perhaps Craterus – were either killed or sent far away from court. That did not mean that Alexander the man and god came to be accepted. When the army mutinied at Opis in 324 the men sarcastically told him to continue campaigning with his father Ammon”16.

Manglende kildemæssigt grundlag for det lange sigte, at utilfredsheden med Alexanders jagt på guddommelighed opstod tidligt17, sammenholdt med Worthingtons meget tendentiøse skildring af affæren18 gør, at jeg ikke kan andet end at afvise denne del af hans narrativ. Derimod kan de dele af hans konklusioner, der omhandler den store utilfredshed, som hele affæren forårsagede ved hoffet, sagtens accepteres, hvis man nedtoner hans til tider usaglige og dømmende indgangsvinkel.

Mere moderate konklusioner på affæren finder man hos Bosworth og Tarn, omend med to vidt forskellige indgangsvinkler til emnet. Fokus hos Bosworth ligger på det faktum, at der ikke er beviser for andet, end at Alexander søgte personlig guddommelighed, og at Callisthenes' offentlige modstand var genstand for så udstrakt støtte fra hoffet19, at proskynese eksperimentet døde ved den banket i Baktrien for aldrig at blive genoplivet, hvilket diverse anekdoter er med til at gøre endnu mere sandsynligt.

”The core of the speeches of Callisthenes looks historical; and it is certain that he voiced public opposition, articulating the criticism which the older Macedonians secretly shared. His speech was recieved with open approval, which Alexander could not ignore.”20 og ”The king erupted in fury, but the damage was done. Callisthenes' public rejection was compounded by open ridicule, and the experiment was dropped, never to be revived.”21.

I modsætning til i Worthington så finder man ikke meget moraliseren i Bosworths proskynese afsnit eller en gennemgående tendens, der kan diskreditere hans analyse, hvorfor jeg heller ikke ser nogle årsager til at betvivle sandsynligheden af den fremførte hypotese. En lignende skildring finder man hos Tarn, omend her ofres der stor plads på at forsøge at dreje guddommeligheden fra at være en personlig til at være offentlig og politisk motiveret, altså at den guddommelighed, Alexander søgte, var for hans imperiums skyld og ikke hans egen. ”Alexander then, long before his visit to Siwah, long before the activities of Callisthenes, had learnt from the two chief political thinkers of his youth, Isocrates and Aristotle, something which looked like the necessary deification of the man who stood out above all others (Aristotle) or was conqueror and ruler of Asia (Isocrates); the latter he in fact was in Bactra, and pretty obviously the former also. But the point is that he got this solely as a political idea from political thinkers; it had nothing in any way to do with religion”22. Dette syner dog for meget af at være Tarn's forsøg på at harmonisere sin tendens om den idealistiske konge, der søger kulturel fusion med de kildemæssige beviser uden at fremstå tendentiøs, altså for at være lidt hård er afsnittet vinklet bevidst således, at Tarn's tendens underbygges23 og må derfor afvises som værende for problematisk til at kunne svare på min problemstilling.

I den anden ende af spektret finder man Green og Fox, der har det tilfælles, at de ser bort fra det religiøse spørgsmål, der var indbefattet i proskynese affæren, og i stedet fokuserer på handlingen proskynese's sociale betydning i det persiske samfund. Den primære forskel mellem kilderne er, hvordan de beskriver Alexanders bevæggrunde bag proskynese eksperimentet. Green’s tendens er primært konfliktpræget, hvor han lægger vægt på de konflikter, der plagede det sammenbragte hof af sejrende og undertvungne24, og giver Alexander en tragisk rolle som værende personen, der søgte at løse disse problemer, som i virkeligheden var uløselige”Obviously this kind of situation could not be allowed to continue. To have half the court performing proskynesis while the other half treated the whole thing as a huge joke was intolerable. But what was to be done? Alexander could hardly imprison or execute all his best officers.” og ”The only hope was, by slow degrees and careful stage-managing, to make the Macedonians accept this gesture as a mere polite formality”25.

Fox derimod ligger god i tråd med Tarn, som han følger på mange måder, et mere pragmatisk og forenende perspektiv26. Her søger Alexander, som den gode regent han er, at skabe størst muligt stabilitet ved hoffet, ved at harmonisere hofetiketten. ”New reinforcements and the recruiting of Greeks and Orientals meant that the Macedonians were now heavily outnumbered in the army; before invading India, the Macedonian courtiers should give way before their new supporters and take up their customs for the sake of uniformity”27 og ”It is true that in Greece proskynesis was only paid to the gods, and that Alexander was doubtless aware of this. But in outer Iran, it was not Greek practice which was at issue. He was King of Asia, and his courtiers ought to tolerate an Asian social custom; in much the same way”28. Fælles for de to kilder er dog, at de begge afviser det religiøse motiv, at Alexander søgte personlig guddommelighed, som værende irrelevant i forståelsen af proskynese affæren29. Dette blankt at ignorere størstedelen af kildematerialet, fordi det ikke passer ind i ens narrativs tendens, gør begge kilders konklusion så problematisk, at jeg må afvise dem, omend hele drejningen af perspektivet over på, hvad skikken betød for Alexanders erobrede undersåtter, er så relevant, at det bør og skal tages i betragtning i konklusionen.

Hvis man skal komme med en konklusion på Proskynese affæren, og hvordan den kan benyttes til at vise, hvordan hoffet reagerede på Alexanders jagt på personlig guddommelighed, så må den lyde således. Med fokus på kildematerialet kan man kun se selve affæren som Alexanders forsøg på at skaffe sig personlig guddommelighed30, omend ønsket om en mere smidig og ensformig hofetikette efter persisk forbillede også kan have spillet en betydelig rolle bag starten på affæren31. Hvad man også kan konkludere er, at Callisthenes' offentlige modstand mod selve foretagendet, hvad enten det var den for hellenerne nedværdigende skik proskynese eller den personlige guddommelighed, Alexander søgte tildelt sig selv, var genstand for udbredt støtte ved hoffet32, omend skikken proskynese må siges at være det største stridspunkt, da hele den diskussion døde forholdsvis kort derefter33, hvorimod diskussionen om, hvorvidt Alexander skulle tildeles guddommelighed, langt fra var overstået34. Callisthenes’ senere involvering i Pagernes plot er som hændelse med til at understrege denne pointe, at selvom der var udbredt modstand, der samlede sig om Callisthenes, i spørgsmålet om proskynese, så var opbakningen til ham eller utilfredsheden med Alexander ikke større end, at Alexander meget belejligt kunne implicere ham i et forræderisk plot og henrette ham uden de store protester35.

Konklusion

Hvordan hoffet, specifikt den hellenistiske del af det, reagerede på Alexanders personlige jagt på guddommelighed er et kompliceret spørgsmål, som det er vanskeligt at finde et entydigt svar på. I det ovenstående analyseafsnit har jeg diskuteret adskillige konklusioner fra forskningslitteraturen, der dækker emnet, og ud fra denne diskussion synes jeg at kunne konkludere følgende. På trods af en nødvendigvis betydelig del af hoffet, der støttede Alexander, eller forholdt sig som en stor grå masse til spørgsmålet om, hvorvidt Alexander skulle tildeles personlig guddommelighed, så kan man ikke rigtig konkludere noget på andet end konfliktforholdet, der eksisterede mellem den førnævnte gruppe og så gruppen bestående af den makedonske gamle garde af officerer, der var et levn fra Filips regeringstid, og diverse græske intellektuelle osv., der stillede sig utilfreds med den stigende orientalisering af hoffet, deriblandt tildelingen af guddommelighed til Alexander, som de så som at kapitulere overfor en besejret kultur36. Konklusionen kan også lyde, at utilfredsheden med Alexanders jagt på personlig guddommelighed strakte sig ikke fra årevis før proskynese affæren37. På trods af de tegn på utilfredshed med specifikt dette emne, som man kan spore i kildernes behandling af mordet på Cleitus, så er denne begivenhed så uklar og polemisk, at jeg vurderer, at den ikke kan bruges til at konkludere, at en egentlig utilfredshed allerede eksisterede på det pågældende tidspunkt38. Hvad der kan konkluderes derimod er, at der i hændelsesforløbet, der er kendt som proskynese affæren, er en klar utilfredshed at spore med Alexanders jagt på personlig guddommelighed og, at Callisthenes var med til at sætte ord på denne utilfredshed og nød derfor udstrakt støtte fra dele af hoffet39. Dette hændelsesforløb bør derfor ses som starten på den åbenlyse utilfredshed med tildelingen af guddommelighed til Alexander, som f.eks. poppede op igen under mytterierne ved Hyphasis og Opis40. Utilfredsheden med Alexanders jagt på personlig guddommelighed og støtten til Callisthenes var dog ikke større end, at Callisthenes personligt, kunne elimineres af Alexander, efter at forsøget med skikken proskynese var blevet droppet, samt at den gamle garde ved hoffet forholdt sig tavs41, mens Alexander åbenlyst krævede gudedyrkelse af sin egen person under opholdet i Babylon42.