Det ontologiske gudsbevis
Det ontologiske gudsbevis er et bevis for guds eksistens formuleret af skolastikkens filosof Anselm af Canterbury.
Beviset er muligvis det mest diskuterede overhovedet af alle forsøg på at bevise Guds eksistens i filosofiens historie.
Beviset
Beviset går ud på, at alle har en forståelse af begrebet Gud. Dem der bekræfter Guds eksistens har selvfølgelig en forståelse af begrebet, da de anvender det, men også dem der ikke bekræfter Guds eksistens, har en forståelse af begrebet, da de ellers ikke ville vide, hvad de ikke bekræftede. Der er dog forskel på, om man har forståelse af et begreb, og om man har forståelse af, at det man har begreb om, også eksisterer. Man kan forestille sig at have forståelse af begrebet 'enhjørning', men på samme tid også have forståelse af, at dette ikke er et begreb om noget eksisterende. Men selve begrebet om Gud indebærer også Guds eksistens, da der ikke kan tænkes noget mere fuldkomment end Gud. Og så snart man har en forståelse af begrebet "det, mere fuldkomment end hvilket intet kan tænkes", så vil man samtidig også forstå, at det man har begreb om, eksisterer. For hvis det ikke eksisterede, ville man i alle tilfælde kunne tænke sig, at det eksisterede, og i så fald ville det begreb, der var om noget, der eksisterede, være mere fuldkomment end det begreb, der ikke var det. Det er ret og sagt en modsigelse at hævde, at begrebet "det, hvilket intet større kan tænkes" ikke er et begreb om noget, der eksisterer. Ergo eksisterer Gud.
Kritik af beviset
Gaunilo
En kritik af gudsbeviset kom fra munken Gaunilo der levede samtidig med Anselm. Gaunilo sagde, at da han også kunne forestille sig den mest fuldkomne ø, så må denne ø også eksistere ifølge argumentet. Anselm svarer dog til dette, at begrebet om dét, der er så fuldkomment, at noget mere fuldkomment ikke kan tænkes, ikke blot er et begreb om noget virkeligt eksisterende, men også nødvendigvis må være det. Det er simpelthen umuligt at tænke sig, at det ikke er det, hvilket det ikke er ved den mest fuldkomne ø, som man snildt kan tænke sig ikke at eksistere. Begrebet "det, mere fuldkomment end hvilket intet kan tænkes"s ikke-eksistens er med andre ord en umulighed, hvorimod begrebet "den mest fuldkomne ø"s ikke-eksistens er en mulighed, da man snildt kan tænke sig det.
Immanuel Kant
Kant kritiserede beviset ved at påstå, at "eksistens" ikke er et prædikat, hvilket er hvad Anselms bevis hviler på, da han netop påstår, at et begreb om noget der eksisterer er mere fuldkomment end et begreb om noget der ikke eksisterer. Grunden til, ifølge Kant at begrebet "eksistens" ikke er et prædikat er, at prædikater bruges til at karakterisere en bestemt ting, f.eks. "katten er grå", hvorimod sætningen "katten eksisterer" ikke karakteriserer katten, samt at den ikke fortæller os noget om kattens egenskaber, men at den i en forstand blot fortæller noget om hvor katten befinder sig (i eksistens) og intet om katten selv. Derfor kan man ikke bruge "eksistens" som prædikat. For eksempel, hvis man siger, at der er korn på marken, da er dette ikke en karakteristik af kornet, men af marken. Så hvad man end kan mene med begrebet "fuldkomment", så indgår det ikke i analysen af dette begreb, at der eksisterer fuldkomne ting.