E-bus

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Disambig bordered fade.svg Denne artikel handler om hurtige buslinjer. E-bus kan også betyde elektrisk bus, der oplades ved endestationerne eller om natten.
E-busnettet pr. 30. januar 2017.

E-busser (oprindeligt ekspresbusser) er hurtige buslinjer i og omkring København drevet af Movia, der kun stopper få steder undervejs, og som kun kører i dagtimerne på hverdage. Efter en relancering af konceptet findes der fra 27. marts 2016 fem E-buslinjer, der er kendetegnet ved tocifrede linjenummer med et E bagefter. Busserne er forsynet med mørkegrønne hjørner, ligesom linjerne er markeret med mørkegrøn farve på stoppesteder og trafikkort.

Movia har desuden et andet ekspresbuskoncept, S-busser, der i modsætning til E-busserne kører det meste af døgnet alle dage. Nogle af E-buslinjerne fungerer som supplement til S-buslinjerne.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Movias linje 590E på Lyngby Station i 2010. Linjen hedder nu 180.

Ekspresbuslinjerne blev indført af det daværende Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT) 26. september 1976 med linje 75E mellem Rådhuspladsen og Gammel Holte og 122E mellem Valby st. og Køge st. som de første.[1][2] HT havde i forvejen kort efter sin oprettelse i 1974 indført konceptet hurtigbusser, der var hurtige udgave af eksisterende linjer, f.eks. linje 5H til supplering af linje 5.[3] Ekspresbusserne var derimod direkte linjer med få stop og egne linjenumre og var således i princippet mere uafhængige. I praksis var forskellen dog ikke så stor, og begge typer busser benyttede da også samme mørkegrønne farve på skilte og lignende. Ved overgangen til sommerkøreplanen i 1989 tog man derfor konsekvensen og ændrede hurtigbusserne til eller erstattede dem med ekspresbusser, så f.eks. linje 5H blev erstattet af linje 17E.[4] Tilsvarende blev de senere oprettede pendulbusser omdannet til ekspresbusser 11. januar 2009, således at for eksempel linje 590P blev til 590E.[1]

Fælles for ekspresbusserne var og er, at de kendetegnes ved mørkegrøn farve på trafikkort og stoppestedsstandere og linjenumre, som slutter på "E". Indtil indførelsen af matrix- og diodeskilte var destinationen på busserne også skrevet på grøn baggrund. Busserne selv var til gengæld i det almindelige gule design uden særlige markeringer, sådan som S-busserne fra 1990 oprindeligt havde det med blå/hvide striber i tagkanten og A-busserne fra 2002 fik det med røde hjørner.

Med tiden blev E-busserne efterhånden til en noget rodet affære. Den overordnede koncept kunne måske nok siges at være kørsel med få stop undervejs og som regel kun i myldretiderne og kun på hverdage, men i praksis forekom der både linjer med stop ved alle stoppesteder og linjer med kørsel mellem myldretiden.[1] Linje 226E og 231E, der blev oprettet 12. december 2010, standsede for eksempel ved alle stoppesteder og skilte sig kun ud fra almindelige linjer ved kun at køre mandag-fredag i myldretiderne.[5] Modsat var der så linje 330E, der blev oprettet 6. april 2010 til supplering af linje 300S i dagtimerne. De to linjer kørte/kører ad næsten samme strækning mellem Ishøj Station og Nærum Station, men linje 330E betjente ikke stationerne i Lyngby og Glostrup og havde færre stop end 300S.[6][7] Denne linje havde i øvrigt også tidligere eksisteret som ren myldretidslinje fra 1993 til 1995 under navnet 303S, og fra 1995 til 2006 under navnet 174E.[8]

Relancering af E-bus-konceptet i 2016[redigér | redigér wikikode]

Linje 40E ved Lyngby Torv.
Normalt kan E-busserne kendes på deres grønne hjørner, men nogle gange kan det være nødvendigt at indsætte en almindelig gul bus som reserve, som her på linje 55E.

I forbindelse med køreplansskiftet 27. marts 2016 valgte man at relancere ekspresbuskonceptet, fordi det efterhånden var blevet noget udvandet, og det var svært for den enkelte at se, hvad E'et indebar. I første omgang betød det, at alle linjer med undtagelse af 173E og 330E fik frataget E'et ved køreplansskiftet 13. december 2015, så for eksempel linje 153E blev til linje 153.[1][9] Desuden skiftede de almindelige buslinjer 30 og 40 numre til henholdsvis 34 og 37 for at frigøre deres numre til E-buslinjerne, der skulle have numre, der endte på 0 eller 5.[1] Selve relanceringen fandt sted ved det næste køreplansskift 27. marts 2016 med praktisk virkning fra 29. marts 2016.[10][11] I tiden op til relanceringen blev busserne forsynet med mørkegrønne hjørner i stil med A-busserne røde hjørner og S-bussernes i mellemtiden blå hjørner.[1]

Relanceringen medførte at linje 173E skiftede nummer til 15E men i øvrigt kørte uændret fra Nørreport st. ad Lyngbyvej og Helsingørmotorvejen til Forskerparken i Hørsholm. Den supplerede linje 150S i myldretiderne mellem Nørreport st. og Hørsholm. Linje 330E skiftede nummer til 30E og kom til at køre fra Ishøj st. ad Ring 3 til Lyngby og derfra til en ny endestation hos DTU. Den supplerede som hidtil linje 300S i dagtimerne på hverdage og stadig uden at køre ind omkring Glostrup st. og Lyngby st.[10][11]

Samtidig oprettedes tre nye linjer, 40E, 55E og 65E. Linje 40E kom til at køre fra Høje Taastrup st. via Malmparken st. og Bagsværd st. til Lyngby, hvorfra den fortsatte via DTU til Skodsborg st. Den supplerede linje 400S mellem Høje Taastrup st. og Lyngby i dagtimerne på hverdage men kørte udenom Ballerup st. og Lyngby st. Linje 55E kom til at køre fra Malmparken st. via Værløse st. og Farum til Allerød st. i dagtimerne på hverdage. Linje 65E kom til at køre fra Skibby via Onsved og Frederikssund til Hillerød st. og det psykiatriske hospital i dagtimerne på hverdage.[10][11]

Linjer[redigér | redigér wikikode]

Linje Oprettet Rute Operatør Bemærkninger
15E 27. marts 2016[10] Nørreport st. - Nørre Allé - Ryparken st. - Lyngbyvej - Helsingørmotorvejen - Nærum st. - Hørsholm Kongevej - Hørsholm, Forskerparken.[12] Arriva, Ryvang[13] Oprindeligt oprettet som linje 173E 31. maj 1987.[14]
Kun i myldretiderne.[12]
30E 27. marts 2016[10] Ishøj st. - Vallensbæk st. - Søndre Ringvej - Nordre Ringvej - Ringvejsbroen (Herlev st.) - Herlev Ringvej - Gladsaxe Ringvej - Buddingevej - Buddinge st. - Lyngby Storcenter - Anker Engelunds Vej - Rævehøjvej, DTU.[15] Nobina, Glostrup[13] Oprindeligt oprettet som linje 330E 6. april 2010.[6]
40E 27. marts 2016[10] Høje Taastrup st. - Motorring 4 - Hedegårdscentret - Malmparken st. - Lautrupparken - Bagsværd st., Bindeledet - Lyngby Storcenter - Rævehøjvej, DTU - Nærum st. - Skodsborgvej - Skodsborg st., Bøllemosevej.[16] Nobina, Glostrup[13] Hver anden tur ender ved DTU, Rævehøjvej.[16]
55E 27. marts 2016[10] Malmparken st. - Lautrupparken - Nordbuen - Egebjergvej - Værløse st., under broen - Fiskebækvej - Farum Bytorv - Frederiksborgvej - Allerød st.[17] Keolis, Naverland[13]
65E 27. marts 2016[10] Skibby, Bymidten - Skibbyvej - Lyngerup - Lyngerupvej - Frederikssund st. - Frederiksborgvej - Freerslev - Peder Oxes Allé - Milnersvej - Hillerød st.[18] Keolis, Skibby[13] En afgang om morgenen på skoledage kører fra Frederikssund st. via Slangerup Rutebilstation til Hillerød st.[18]

Passagertal[redigér | redigér wikikode]

Nedenfor er passagertallene for E-buslinjerne gengivet for årene 2016-2019. For linje 15E og 30E er 2016-tallene inklusive deres tid som linje 173E og 330E. For linje 40E, 55E og 65E er de fra oprettelsen 27. marts 2016. I 2019 havde de fem E-buslinjer ca. 3,0 mio. passagerer tilsammen. Til sammenligning havde alle Movias linjer 198,2 mio. passagerer i 2019, hvoraf E-busserne altså stod for 1,5 %.[19]

Passagerne tælles stikprøvevis ved hjælp af såkaldte tællebusser, der er udvalgte busser med indbygget computer, der blandt andet tæller antallet af passagerer, der står på og af. Konceptet med tællebusser er ikke specielt for E-busserne men blev indført generelt efter forsøg med det i begyndelsen af 1980'erne. I 2008 var der 92 tællebusser i hele Hovedstadsområdet, der var indsat, så alle ture blev talt mindst en hverdag om måneden og tilsvarende for lørdag og søndag hvert kvartal.[20][21] Ved den efterfølgende opregning af tallene tilføjes desuden ekstrakørsel og et tillæg for 0-2-årige børn, der ikke tælles automatisk.[19]

Linje 2016 2017 2018 2019
15E 683.227 749.956 787.377 780.035
30E 1.058.304 1.045.704 1.012.803 860.021
40E 612.032 903.353 1.036.160 982.294
55E 333.516 553.805 453.397 448.903
65E 66.922 88.764 127.966 131.157
I alt 2.754.002 3.341.582 3.417.704 3.033.812

Galleri[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ a b c d e f Movia gør klar til E-busrenæssance af Thomas de Laine. Myldretid.dk, 10. marts 2016.
  2. ^ HT Vinterkøren 1976-1977, s. 1-2. Gyldig fra 26. september 1976.
  3. ^ HT Vinterkøreplan 1974-1975, s. 3. Gyldig fra 13. oktober 1974.
  4. ^ HTs ruteændringer, BYtrafik 3/1989, s. 90-103.
  5. ^ Samlet køreplan for Movia H 2011, Movia, 13. december 2010.
  6. ^ a b Øvrige linjeændringer i område Hovedstaden af Jesper Kiby Denborg, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 225/2010, s. 6-7.
  7. ^ Nobina 6043 og 6060 på Herlev Ringvej, Myldretid.dk.
  8. ^ City-Trafik 2209 på Ringvejsbroen i Herlev, Myldretid.dk.
  9. ^ Mere om Movias 14. udbud af Thomas de Laine. Myldretid, 1. november 2015.
  10. ^ a b c d e f g h Linje/driftsændringer 27.3.2016 af Jesper Kiby, Thomas de Laine m.fl. Busfronten 277/2017, s. 4-5.
  11. ^ a b c E-busser med ekspresfart, Movia, 18. marts 2016.
  12. ^ a b Linje 15E hos Din Offentlige Transport. Sidst kontrolleret 2. marts 2020.
  13. ^ a b c d e Linjeoversigt - alle buslinjer i Movia-området, Myldretid, 15. januar 2020.
  14. ^ Hovedstadsområdet, BYtrafik 3/1987, s. 121.
  15. ^ Linje 30E hos Din Offentlige Transport. Sidst kontrolleret 2. marts 2020.
  16. ^ a b Linje 40E hos Din Offentlige Transport. Sidst kontrolleret 2. marts 2020.
  17. ^ Linje 55E hos Din Offentlige Transport. Sidst kontrolleret 2. marts 2020.
  18. ^ a b Linje 65E hos Din Offentlige Transport. Sidst kontrolleret 2. marts 2020.
  19. ^ a b Opregnede og budgetterede passagertal, regneark tilgængeligt på Statistik og nøgletal, Moviatrafik.dk. Sidst kontrolleret 12. februar 2020.
  20. ^ Busdivisionen 1984-1995, s. 10-11, af Kai W. Mosgaard. Sporvejshistorisk Selskab, 1996. ISBN 87-87589-85-0
  21. ^ WebGIS i Trafikselskabet Movia, s. 2, af Mette Haugsted Johansen. Trafikdage på Aalborg Universitet 2008. ISSN 1603-9696