Frederik Karl af Preussen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 8. maj 2014, 13:32 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Prins Frederik Karl af Preussen

Prins Frederik Karl Nikolaus af Preussen (20. marts 1828 i Berlin15. juni 1885 i Klein-Glienicke ved Potsdam) var en af de største preussiske hærførere i sin tid. Han var søn af prins Karl, bror til kejser Wilhelm og prinsesse Marie af Sachsen-Weimar-Eisenach. Han var oldefar til Dronning Ingrid.

Biografi

1842-1846 fik Frederik Karl undervisning i de militære discipliner af major (senere krigsminister) Albrecht von Roon. Han var også hans militære ledsager, da prinsen studerede ved universitetet i Bonn fra 1846.

Efter at have fuldført sine studier deltog prinsen i 1848 i felttoget i Slesvig som kaptajn i følge med general Wrangel og udmærkede sig ved slagene ved Slesvig og Dybbøl ved personligt mod. 1849 deltog han som major i generalstaben i felttoget i Baden og blev som chef for en husareskadron stærkt såret ved Wiesenthal.

I fredstid, hvor han 1852 blev forfremmet til oberst, 1854 til generalmajor og 1856 til generalløjtnant, viede han sig til militære videnskaber. Han holdt foredrag for officervenner og udgav litografiske afhandlinger. Af de sidste blev uden prinsens viden i 1860 udgivet Eine militärische Denkschrift von P. F. K., som på grund af sine vidtgående reformforslag fik stor opmærksomhed. Som kommandør for 3. armékorps (fra 1860) gennemførte han mange af disse reformer. Han brugte sit korps for at prøve sine militære ideer og gjorde sig store fortjenester ved udviklingen af den preussiske armé.

I 1864 fik prinsen, som i mellemtiden var blevet befordret til general af infanteriet, overkommandoen over de preussiske tropper i Slesvig-Holsten. Her erobrede han Dannevirke fra danskerne. Efter at Wrangel havde nedlagt sin kommando i maj, blev prinsen øverstkommanderende for den allierede armé og erobrede Jylland og 29. juni Als.

1866 blev han udnævnt til øverstkommanderende under den preussisk-østrigske krig for den 1. armé (2., 3. og 4. korps) og rykkede ind i Bøhmen ved Oberlausitz. Den 26. og 27. juni slog han de østrigsk-sachsiske tropper under Clam-Gallas ved Liebenau og Podol, den 28. ved Münchengrätz og den 29. ved Gitschin. Den 3. juli angreb han de østrigske stillinger i slaget ved Königgrätz. Under slaget holdt han stand mod den talmæssig overlegne fjende længe nok til, at kronprins Frederik nåede frem på højre og general Eberhard Herwarth von Bittenfeld på venstre. Derefter marcherede prinsen frem til Wiens forland.

I den konstituerende nordtyske rigsdag i 1867 repræsenterede han den østpreussiske valgkreds Labiau-Wehlau.

I den fransk-preussiske krig havde han overkommandoen over den 2. tyske armé. Han holdt franskmændene tilbage ved slaget ved Vionville og ved sejren 18. august ved Gravelotte sikrede han sejren over den franske Rhinarmé. Derefter fik han overkommandoen over både den 1. og 2. tyske armé, og ledede omringningen af Metz. Han slog alle Bazaines udfald tilbage og tvang ham til kapitulation den 27. oktober. Den 28. oktober blev han udnævnt til generalfeltmarskal, og begav sig i ilmarch den 2. november med tre armékorps i retning Loire, for at hindre den franske Loirearmé fra at trænge sig frem i retning af Versailles og Paris. Efter at have slået franskmændenes angreb tilbage, gik han til offensiv den 3. december, og besatte 4. december Orleans og drev den fjendtlige armé tilbage til Bourges og Le Mans.

I januar 1871 slog han Chanzy ved Le Mans i flere sammenstød (6.-12. januar) og knuste hans hær så fuldstændig, at ethvert forsøg på at undsætte Paris fra vest blev umuliggjort.

Familie

Prinsen var siden 29. november 1854 gift med prinsesse Maria Anna af Anhalt-Dessau (født 14. september 1837), datter af den afdøde hertug Leopold 4. af Anhalt-Dessau. De havde følgende børn:

Wikimedia Commons har medier relateret til: