Heinrich Ernst Schirmer

Heinrich Ernst Schirmer (27. august 1814 i Leipzig – 6. september 1887 i Giessen) var en norsk arkitekt, far til Herman Major og Adolf Schirmer.

Sin Uddannelse som Arkitekt fik Schirmer 1831—34 i Dresden hos Prof. Thürmer, senere ved Akademiet i München. I Dresden gjorde han Bekendtskab med den norske Maler Prof. Dahl og rejste efter dennes Opmuntring til Oslo (1838), hvor han hos Slotsintendanten Linstow fik overdraget Tegningerne til det ny Slots Indretning og indre Udsmykning. Dette Arbejde sysselsatte ham til 1841, hvorefter han af Regeringen fik Anmodning om at undersøge Trondhjems Domkirkes daværende Forfatning og mulige Restauration.

I de flg. Aar var han ivrig beskæftiget med disse Undersøgelser; men først efter en længere Aarrække fik han ved sin utrættelige Energi og varme Interesse endelig vakt Nationens Opmærksomhed og Tilslutning til sine Planer om den endelige Genrejsning af dette betydeligste Mindesmærke fra Norges Middelalder, særlig gennem det af ham og Prof. P. A. Munch forfattede Plancheværk: »Trondhjems Domkirke«, Tekst af (Prof. P. A. Munch, Tegninger af H. E. S. (1859).

Først 1869 blev imidlertid Restaurationsarbejdet for Alvor optaget, og S. overtog da Ledelsen, som han fratraadte 1871, efter at Skrudhuset (ell. Kapitelhuset) og den søndre Vingestuke (det Angel’ske Kapel) var blevne færdigrestaurerede og ligeledes en Del af den gennembrudte Væg mellem Mariestuken (det saakaldte Højkor) og Østskibet (ɔ: Koret) istandsat.

Allerede tidligere havde S. af den norske Regering faaet det Hverv at undersøge nyere Fængselsbygninger og Sindssygeasyler og foretog i den Anledning 1843 en Rejse til Belgien, England og Tyskland, hvorefter han fik overdraget Opførelsen af Bodsfængselet i Oslo (1843—49) og Gaustads Sindssygeasyl (1849—55). Begge disse betydelige Bygværker udmærker sig ved deres klare Planlæggelse og stilfulde Ydre og tillige ved at lade Bygningsmaterialet komme til sin Ret, uden den hidtil i Oslo-Arkitekturen saa eneherskende Kalkpuds ell. Overmaling.

Det samme gælder den senere nedrevne Hovedbanes Stationsbygning i Oslo, som han udførte sammen med Wilhelm von Hanno, med hvem han for øvrigt i en Aarrække udførte adskillige private og offentlige Bygninger (1855—62), saaledes efter den store Brand i Oslo fl. fremtrædende Bygninger: Hoppes Gaard, Kreditbanken, Generalkonsul Peter Petersen’s Gaard, de militære Bygninger paa Akershus, Konsul Heftye’s »Frognes«, Sarabraaten o. fl.; den katolske Skt Olaf’s Kirke. Vestre Akers Kirke, foruden et betydeligt Antal af Kirkebygninger rundt om i Landet, Distriktsfængsler osv., Hospitalerne i Bergen, Molde, Reitgjærdet ved Trondhjem, begge i italiensk Palæstil.

Ved Restaureringen af ældre norske Bygværker er hans Navn foruden til Trondhjems Domkirke ogsaa knyttet til Stavanger Domkirke og Gamle Akers Kirke. Schirmers sidste større Arbejde var Opførelsen af det ny Rigshospital (s. d.) i Oslo, som han først sammen med Arkitekt Nordan, senere alene forestod Opførelsen af 1874—83. Samme år flyttede han tilbage til Tyskland, hvor han levede i Giessen til sin Død.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.