Hulko

En hulko af flint.

En hulko (nogle steder også kaldet en hulsten) er et gammelt jysk ord for en sten med et hul helt igennem. Disse sten brugte man som legetøj ved at binde en snor igennem dem og trække dem rundt som om de var køer. Hulko er blot udtalen på hwolkow som var den mest almindelige betegnelse i Midt- og Nordjylland. I andre egne brugte man enten volberko eller hwolbokow. Orddelen bo/ber menes at betyde "født med". Legen kunne også leges med andre naturgenstande, hvor man kunne binde snore i, fx sneglehuse og kogler.

I walisisk mytologi

Glain Neidr eller Maen Magi i walisisk folklore er tæt forbundet med druider. Glain Neidr i Wales menes at blive skabt af en samling slanger, som normalt finder sted om foråret, men anses for mest lykkebringende på maj­aften.

Selvom de ikke direkte benævnes som Glain Neidr, forekommer magiske sten med de samme egenskaber som hulsten ofte i walisisk mytologi og folketro. Mabinogion, oversat til engelsk i midten af 1800-tallet af Lady Charlotte Guest, omtaler sådanne sten ved to lejligheder. I fortællingen om Peredur søn af Efrawg (Parsival i den arthuriske cyklus) – i en afvigelse fra Chrétien de Troyes’ Parsival, historien om Gralen – får Peredur en magisk sten, som gør ham i stand til at se og dræbe et usynligt væsen kaldet Addanc. I en anden fortælling, Owain, or the Lady of the Fountain (Ywain i den arthuriske legende), bliver helten Owain mab Urien fanget i portbygningen på et slot. En jomfru giver ham en sten, som gør Owain usynlig og dermed i stand til at undslippe tilfangetagelse.

I engelsk folketro

I kystbyen Hastings findes en lokal legende om, at byen er under en fortryllelse kendt som Crowley’s Curse, som siges at være fremmanet af Aleister Crowley, der boede i Hastings i slutningen af sit liv. Forbandelsen tvinger enhver, der har boet i Hastings, til altid at vende tilbage, uanset hvor langt væk de flytter, eller hvor længe de er væk. Forbandelsen kan kun brydes ved at tage en sten med et hul igennem fra stranden i Hastings.

I russisk mytologi

I russisk folketro blev hulsten anset for at være boliger for ånder kaldet Kurinyi Bog ("Kyllingeguden"). Kurinyi Bog var hønsenes beskyttere, og deres sten blev placeret i gårdspladser for at modvirke de mulige onde virkninger fra Kikimora (husånderne Domovojs hustruer, husånder). Kikimora, som også vogtede og tog sig af høns, kunne ofte bringe ulykke over høns, hun ikke brød sig om, ved at plukke deres fjer af.