Kolk
Kolk, høl eller hvel[1] betegner et vandhul eller en vandfyldt fordybning, som blev skabt i følge af oversvømmelser. Hvis f.eks. en stormflod bryder igennem et dige eller en klit forbliver ofte fordybninger i den inddigede marsk eller på den beskyttede mark, som er fyldt med vand. En kolk kan også omskrives som dige-sø. Kolksøer / Høller indeholder ofte brakvand. Kolk eller høl kan også anvendes om et dybt sted i en flod eller en å, som er ofte dannet ved vandets hvirvelbevægelser.
Ordet kolk kan være lånt fra nordfrisisk, nedertysk eller nederlandsk (sml. nordfrisisk kölk for grube eller kule[2], nederlandsk kolk, oldengelsk colc). Kolk forekommer i flere danske stednavne, f.eks. i Lakolk på Rømø. I Småland forekommer naturnavnet kulkan for (vandfyldt) fordybning, sænkning. Ordet høl er fællesnordisk og en afledning af hul. Ordet Hvel er lånt fra nordfrisisk weele, på nordfrisisk findes også dikküül (≈digekule)[3].
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Peter Skautrup: Navnegivningen i Vadehavet, i: Sønderjydske Aarbøger 1939, sider 149-151.
