MG42

Skabelon:Skydevåben MG42 (forkortelse af Maschinengewehr 42) var et maskingevær der blev udviklet og brugt af Nazityskland under 2. verdenskrig. Maskingeværet blev indført i 1942. Maskingeværet skulle afløse det tidligere MG34 maskingevær selvom begge blev produceret til slutningen af krigen.

MG42 er det maskingevær der har den højeste skudkadence blandt etløbede maskingeværer, og det giver en meget distinkt lyd ved affyringen. MG42 er kendt som et pålideligt, holdbart og simpelt maskingevær, og designet bruges da også stadig i dag i efterfølgeren MG3, der også bruges af det danske forsvar under betegnelsen LMG M/62.

Historie

MG42 blev udviklet af Metall und Lackierwarenfabrik Johannes Grossfuss AG som et resultat af forsøg på forbedringer af MG34 maskingeværet.

Produktionen begyndte i 1942 hos Grossfuss, Mauser, Gustloff og andre. Der blev produceret over 400.000 eksemplarer under krigen (17.915 i 1942, 116.725 i 1943, 211.806 i 1944 og 61.877 i 1945). Produktionen af et MG42 maskingevær tog kun det halve antal mandetimer i forhold til MG34 og krævede mindre metal.

En af våbnets mest bemærkelsesværdige egenskaber var dets høje skudkadence på omkring 1.200 skud i minuttet, mens nogle versioner kunne skyde op til 1.800 skud i minuttet. Til sammenligning var kadencen på det britiske Vickers maskingevær 600 skud/min. Ved en så høj skudkadence kan det menneskelige øre dårligt opfange lyden af hvert enkelt skud, og lyden beskrives som lyden af stof der rives i stykker. Maskingeværet fik mange øgenavne, de tyske soldater kaldte det "Hitlersäge" (Hitlers Sav), de britiske tropper kaldte det "Spandau" efter producentens indgraveringer der fortalte hvilket distrikt i Berlin den var bygget i.

Våbnet havde en så stor psykologisk effekt på de allierede soldater at den amerikanske hær lavede træningsfilm der skulle hjælpe soldaterne med at klare den psykologiske påvirkning det gav at møde MG42 i kamp.

Grunden til den store skudkadence var eksperimenter der havde vist at soldater kun havde kort tid til at skyde på fjenden i kamp, så det blev bedømt som vigtigt at kunne affyre så mange skud som muligt på denne tid for at forøge chancen for at ramme. Problemet med dette princip er at våbnet brugte massive mængder ammunition og hurtigt overophedede løbet, hvilket gjorde kontinuerlig ildafgivelse besværlig. For at overkomme dette problem, blev MG42 udleveret med et ekstra løb, som kunne skiftes på få sekunder.

I de sene 1930'ere havde MG34 været tilfredsstillende, men den havde dog sine problemer, så som følsomhed overfor støv og sand og relativt høje produktionsomkostninger. Et forsøg på forbedringer var MG34S, der var en forbedring af designet. En meget større forbedring kom fra Grossfuss der var eksperter i at valse og presse stål. Deres forbedrede model, der til at begynde med blev kaldt MG 39, tog kun 75 mandetimer at færdiggøre imod MG34 modellens 150. Prisen blev reduceret til 250 Reichsmark mod tidligere 327. MG39 blev i 1942 indført som MG42.

MG42 vejede 11,6 kg i rollen som let maskingevær med støtteben. Når maskingeværet blev brugt i en tungere støtterolle brugtes den nyudviklede Lafette 42 affutage der vejede 20,5 kg alene. Løbet var lettere end på MG34 og blev hurtigere overophedet, men kunne hurtigt skiftes af en trænet hjælper.

Våbnet blev betjent af tre mand, skytten, en soldat der ladede våbnet og også bar ekstra løb og en soldat der holdt øje med eventuelle mål. Det var muligt for et sådant hold at afgive kontinuerlig ild kun afbrudt når løbet skulle skiftes.

MG3 bruges, med betegnelsen LMG M/62 (let maskingevær model 1962), den dag i dag af Hæren i Danmark, men betjenes dog nu kun af to mand; en skytte og en hjælper.