Slaget i Massacre Canyon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Massacre canyon kampen)
Spring til navigation Spring til søgning
Merge-split-transwiki default.svgFlytteforslag
Denne side er foreslået flyttet til Slaget ved Massacre Canyon. Klik her for at se flytteforslaget.
Kort med Massacre Canyon kamppladsen og andre relevante områder markeret

Massacre Canyon kampen er lakotaernes angreb på et stort jagthold pawnees i det sydligste Nebraska om morgenen den 5. august 1873. Massakren er måske den største på en pawnee-lejr i 1800-tallet og benævnes ”jægerne, der blev massakreret” af pawnee-stammen selv.[1] Kampen regnes for at være det sidste store slag mellem to stridende indianerstammer i U.S.A.[2]

Baggrunden[redigér | rediger kildetekst]

Massacre Canyon monumentet over det sidste store slag mellem to fjendtlige indianerstammer i U.S.A.

De indfødte amerikanere i pawnee- og lakota-stammen var gamle fjender,[3]:98-142 [4]:53 da mindst 350 pawnees ud af cirka 2.400 forlod deres reservat i Nebraska den 3. juli 1873. De drog af sted med skindly og pakheste for at gennemføre stammens årlige sommerjagt på prærien.[5]:231 Stammen havde en traktatsikret ret fra 1833 til at jage i deres gamle, men nu afståede områder til U.S.A.[6]:154 John W. Williamson fulgtes med det store jagthold som reservatets under-agent eller rute-agent. Som U.S.A.’s repræsentant skulle han føre opsyn med jagtholdet og forebygge eller løse konflikter opstået med hvide nybyggere eller andre undervejs.[5]:231

Efter en vellykket jagt i det nordvestlige Kansas var pawnee-familierne på vej tilbage til reservatet, da de den 4. august slog lejr 10 km fra byen Trenton ved Republican River i Nebraska.[5]:231 Hvide bisonjægere advarede dem om, at der var mange lakotaer i lejre nordvestpå. Høvding Sky Chief fejede advarslen til side.[5]:234 Næste morgen fortsatte familierne uden at have spejdere ude at kigge efter andet end bisoner at jage.[5]:235 [1]:351

Talstærke jagthold lakotaer, både cut-off oglalaer og bruleer, befandt sig også på prærien. De lå i lejre højt oppe ad Frenchman Fork, et nordligt tilløb til Republican River.[5]:232 De havde en traktatsikret ret til at jage i områder flere hundrede km syd for Det store sioux reservat, oprettet i 1868.[7]:1002 Den 3. august hørte de om pawnee-indianerne ved Republican River omtrent 60 km borte.[6]:150 Krigerne organiserede sig straks og red af sted for at forberede et angreb.[4]:53

Lakotaernes jagthold var også ledsaget af rute-agenter.[5]:232 Disse burde have gjort alt for at stoppe krigerne: At angribe folk, både nybyggere og nabostammer, ville være et brud på 1868-traktaten fra lakotaernes side.[7]:998 Adspurgt af oglala-høvding Little Wound svarede underagent Antoine Janis, hvis mor var lakota,[8]:122 at han ikke havde ordre om at forhindre et angreb.[5]:233 Siden forklarede han, at han lige så godt kunne have prøvet at stoppe en lavine som at holde krigerne tilbage.[8]:80

Kampen[redigér | rediger kildetekst]

I lakotaen Big Missouri’s vintertælling kaldes kampen i Massacre Canoyn frem i erindringen med denne tegning af fire pawnees, der er let genkendelige på den typiske skalplok

Flere hundrede lakotaer angreb pawnee-familierne, da disse i spredte grupper begav sin ind i en lille floddal om morgenen den 5. august. Sky Chief red med sin lille søn på hesten, da angrebet startede. Han trak sin kniv og tog selv sønnens liv, da han forstod, hvordan kampen ville ende i en massakre. Selv blev han dræbt kæmpende efter at have ansporet mændene til at stå imod og forsvare stammen.[1]:353 Klart i undertal flygtede pawnee-familierne snart ned gennem floddalen. Lakotaerne forfulgte dem hele vejen og skød mod dem oppe fra begge dalens sider.[5]:237

Efter kampen[redigér | rediger kildetekst]

Ved et tilfælde var kaptajn Charles Meinhold i området med et kompagni soldater fra det tredje kavaleriregiment. Flere overlevende fandt vej til soldaterlejren op ad dagen og bad om hjælp og støtte til at sætte efter lakotaerne. Meinhold bad dem i stedet om at søge i sikkerhed tættere på byen Red Willow.[5]:238

Om eftermiddagen red hæren op gennem Massacre Canyon og talte tretten dræbte mænd og halvtreds dræbte kvinder og børn.[5]:239 Da nyheden om massakren nåede forskellige pawnees andre steder i Nebraska dage senere, havde de svært ved at tro på den; men forstod så, at den var sand, og brast i gråd.[9]:150

Wilhelm Dinesen, Karen Blixens far, var ansat i pawnee-reservatet i 1873 og skulle have været med på den fatale jagttur. I sine erindringer taler han om 120 dræbte pawnees, mange af dem kvinder[10]:38

Kampens overlevende pawnees og rute-agent Williamson kom frem til Plum Creek Station ved Platte River i løbet af de næste dage. De sårede fik nødtørftig lægehjælp, og alle kørte så med tog til stationen Silver Creek, der lå tættest på pawnee-reservatet.[5]:242 Her kom agenten frem til et endeligt tabstal på ti børn, tyve mænd og niogtredive kvinder, mens flere børn var savnet efter at være blevet taget til fange.[5]:239 Pawnee-stammen mener, at op mod 100 pawnees blev dræbt, idet nogle af kampens hårdt sårede døde efter ankomsten til reservatet.[3]:91 Det var f.eks. tilfældet med manden Traveling Bear, der havde mistet sin nærmeste familie under selve massakren.[11]:174

Lakotaen Luther Standing Bear var med som dreng i en af lakota-lejrene. Han har fortalt, hvordan synet af de hjemvendte krigere med vundne skalpe bragte folk i feststemning. Hans far havde dræbt syv under kampen, men kom selv såret tilbage.[4]:55 Lakotaerne lader til at have mistet syv mand i alt i forbindelse med angrebet.[5]:240 Krigernes beretninger om kampen i Massacre Canyon gav Luther Standing Bear det indtryk, at de havde dræbt mellem 200 og 300 pawnees.[4]:56 [12]:41 Som voksen forsvarede han angrebet med, at pawnee-indianere var trængt ind på lakotaernes jagtmarker.[12]:53

Prærieområdet i Nebraska tilhørte imidlertid U.S.A., efter at pawnee-stammen havde afstået det i 1833. Amerikanerne kunne derfor give hvem som helst ret til at jage i området. U.S.A. tillod pawnee-, sac og fox-, delaware-, iowa- og shawnee-stammen samt flere andre indfødte folk, herunder lakotaerne, at jagte bisoner i store dele af både Nebraska og Kansas.[3]:84

Følgerne af kampen[redigér | rediger kildetekst]

Jagtholdet havde mistet mange heste, næsten alt dets udstyr og meget af udbyttet af sommerens bisonjagt under den kaotiske flugt ned gennem floddalen. Med hjemmel fra 1868-traktaten tildelte U.S.A. pawnee-stammen 9.000 dollars i kompensation, trukket i lakotaernes årsydelser fastlagt i den samme traktat.[3]:139 Flere nysgerrige fra de nærliggende småbyer beså slagmarken i dagene efter kampen og sikrede sig nogle af de værdifulde skindbundter, de fandt liggende spredt i græsset.[13]:393

Med de amerikanske myndigheder som mellemled kom de fleste af lakotaernes fanger tilbage til deres eget folk.[8]:81

Efter lakotaernes massakre 300 km syd for Det store sioux-reservat stillede U.S.A. skarpt på et mål om definitiv at slutte indianernes indbyrdes kampe ved at prøve at holde dem i deres respektive reservater.[14]:8 I forlængelse hermed kom pawnee-reservatet under beskyttelse af en lille styrke amerikanske soldater, hvilket dog ikke forhindrede lakotaernes snigangreb på enkeltpersoner.[3]:277

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Blaine, Garland James og Martha Royce Blaine: ”Pa-Re-Su A-Ri-Ra-Ke: The Hunters That Were Massacred.” Nebraska History. Vol. 58, No. 3 (1977). Pp. 342-358.
  2. ^ Sheldon, Addison E.: "The Last American Battle." Nebraska History Magazine. Vol. 16, No. 3 (July 1935). P. 131.
  3. ^ a b c d e Blaine, Martha Royce: Pawnee Passage, 1870-1875. Norman and London, 1990.
  4. ^ a b c d Standing Bear, Luther: My People, The Sioux. Lincoln, 1975.
  5. ^ a b c d e f g h i j k l m n Riley, Paul D.: ”The Battle Of Massacre Canyon.” Nebraska History. Vol. 54, No. 2, (1973). Pp. 221-249.
  6. ^ a b ”Indian Office Documents On Sioux-Pawnee Battle.” Nebraska History Magazine. Vol. 16, No. 3 (July 1935). Pp. 147-160.
  7. ^ a b Kappler, Charles J.: Indian Affairs. Laws and Treaties. Vol. 2. Washington, 1904.
  8. ^ a b c Bettelyoun, Susan Bordeaux: With My Own Eyes. A Lakota Woman Tells Her People’s History. Lincoln and London, 1998.
  9. ^ Blaine, Martha Royce: Some Things Are Not Forgotten. A Pawnee Family Remembers. Lincoln and London. 1997.
  10. ^ Dinesen, Wilhelm: Boganis sidste jagtbreve, 1891-94. Erindringer fra en rejse i Amerika, 1872. København, 1987.
  11. ^ Van de Logt, Mark: War Party In Blue. Pawnee Scouts in the U.S. Army. Norman, 2010.
  12. ^ a b Standing Bear, Luther: Land Of The Spottet Eagle. Lincoln and London. 1978.
  13. ^ Riley, Paul D. (Ed.): ”Red Willow County Letters of Royal Buck, 1872-1873.” Nebraska History. Vol. 47, No. 4 (Dec. 1966). Pp. 371-397.
  14. ^ Annual Report of the Commissioner of Indian Affairs, 1873. Washington, 1874.