Spring til indhold

The Mills Brothers

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Mills Brothers)
The Mills Brothers
Information
OprindelseU.S.A.
Genrepop, Jazz
Aktive år1928–1982
PladeselskabBrunswick, Decca, Dot, London
MedlemmerJohn Mills Jr.
Herbert Mills
Harry Mills
Donald Mills
John Mills Sr.

The Mills Brothers, undertiden krediteret som The Four Mills Brothers og oprindeligt kendt som Four Boys and a Guitar,[1] var en amerikansk vokaljazz- og traditionel pop-vokalkvartet, der indspillede mere end 2.000 optagelser, som solgte over 50 millioner eksemplarer og indbragte mindst tre dusin guldplader.

The Mills Brothers var de første sorte kunstnere, der havde deres eget program på landsdækkende netværksradio (på CBS i 1930); de optrådte i film;[2] og var de første til at få en nr. 1-hit på Billboard-singleshitlisten med "Paper Doll" i 1943. De blev optaget i Vocal Group Hall of Fame i 1998.

I Ain't Got Nobody (1932)

The Mills Brothers blev født ind i en familie på ni i Piqua, Ohio, USA.[3]

Kvartetten bestod af Donald (leadtenorvokal, 29. april, 1915 – 13. november, 1999),[4] Herbert (tenorvokal, 2. april, 1912 – 12. april, 1989),[5] Harry (baritonvokal, 9. august, 1913 – 28. juni, 1982) og John Jr. (tenor guitar, kontrabas, basvokal; 19. oktober, 1910 – 23. januar, 1936).

Deres far, John Hutchinson Mills (11. februar 1882 – 8. december, 1967), var barber med sin egen forretning og grundlagde en barbershop quartet[6] kaldet "The Four Kings of Harmony". Han var søn af William Hutchinson Mills og Cecilia Simms, som boede i Bellefonte, Pennsylvania.[7]

Dinah, 1932

Efterhånden som drengene blev ældre, begyndte de at synge i koret i Cyrene African Methodist Episcopal Church og i Park Avenue Baptist Church i Piqua. Efter undervisningen på Spring Street Grammar School samledes de foran deres fars barbersalon eller på gadehjørnet for at optræde. De deltog i en amatørkonkurrence på May's Opera House, men mens de stod på scenen, opdagede Harry, at han havde mistet sin kazoo. Han improviserede ved at holde hånden kuppet over munden og efterligne lyden af en trompet.[6] Brødrene kunne lide idéen og indarbejdede den i deres nummer. John, basvokalisten, imiterede tubaen. Harry, baritonen, imiterede trompeten, Herbert blev den anden trompet, og Donald trombonen. John akkompagnerede den firestemmige harmoni på ukulele og senere guitar. De øvede sig i at efterligne orkestre, som de hørte i radioen.[8]

I 1928, efter at have optrådt på May's Opera House i Piqua mellem Rin Tin Tin-forestillinger, ledsagede brødrene Harold Greenameyer Band til Cincinnati til en audition hos radiostationen WLW. Stationen ansatte ikke bandet, men ansatte derimod Mills-brødrene. Med hjælp fra Seger Ellis, en WLW-DJ i Cincinnati, blev de lokale radiostjerner,[3] og fik deres store gennembrud, da Duke Ellington og hans orkester spillede en koncert i Cincinnati. Da de unge sang for Duke, ringede han til Tommy Rockwell hos Okeh Records, som skrev kontrakt med dem og bragte gruppen til New York City.

I september 1930 opfordrede Ralph Wonders radioleder William S. Paley ved CBS Radio i New York til at tænde sin kontorhøjttaler og lytte til en audition med fire unge mænd. Til auditionen kaldte de sig "The Mills Brothers", men de havde været kendt under mange andre navne. De blev annonceret som "The Steamboat Four", da de sang for Sohio. De var blevet kaldt "Four Boys and a Guitar" i deres søndagsprogrammer. Da Paley hørte deres optræden, gik han straks nedenunder og sendte dem i æteren. Næste dag underskrev Mills Brothers en treårig kontrakt og blev de første afroamerikanere med deres eget netværksradioprogram.

Deres første indspilning for Brunswick Records, Original Dixieland Jass Band-klassikeren "Tiger Rag", blev en landsdækkende bestseller og et nr. 1-hit på hitlisterne i en version med tekst af Harry DaCosta.[3] Den solgte over én million eksemplarer og blev tildelt en guldplade af RIAA.[9]

Andre hits fulgte – "Goodbye Blues", deres temasang, "Nobody's Sweetheart", "Ole Rockin' Chair", "Lazy River", "How'm I Doin'" og flere andre. De forblev hos Brunswick indtil slutningen af 1934, hvor de skrev kontrakt med Decca, som de blev hos langt ind i 1950’erne. På alle deres Brunswick-plader samt de tidlige Decca-indspilninger stod der på etiketten: "No musical instruments or mechanical devices used on this recording other than one guitar".

De havde stor succes på CBS i 1930–1931, især da de medvirkede som medstjerner i det populære The Fleischmann's Yeast Hour, der blev ledet af Rudy Vallee. Fra 1932 til 1933 havde de deres egen radioserie, hvor de blev annonceret som "Four Boys and a Guitar". Før udsendelserne forklarede speakere lytterne, at det eneste instrument var en guitar, da vokaleffekterne fik mange til at tro, at der var tale om blæseinstrumenter. Brødrene blev sponsoreret af Standard Oil, Procter & Gamble, Crisco og Crosley Radio. De begyndte også at optræde i film. Deres første film, The Big Broadcast (Paramount Pictures, 1932), var en radiorevy med stjernemedvirkende, herunder Bing Crosby, Cab Calloway og Boswell Sisters.[3] De lavede også tre "bouncing ball"-tegnefilm for Fleischer Brothers.

Mellem 1933 og 1935 medvirkede brødrene sammen med Crosby for Woodbury Soap i Bing Crosby Entertains og optrådte i alt 27 gange i CBS-radioprogrammet. De indspillede også deres klassikere "Lazy Bones", "Sweet Sue", "Lulu's Back In Town", "Bye-Bye Blackbird", "Sleepy Head" og "Shoe Shine Boy". Deres filmoptrædener omfattede Twenty Million Sweethearts (Warner Brothers, 1934), Operator 13 (MGM, 1934) og Broadway Gondolier (Warner Brothers, 1935).[3]

I 1934 blev The Mills Brothers de første afroamerikanere, der gav en kommandoforestilling for britisk kongelighed. De optrådte på Regal Theatre for et særligt publikum: kong George 5. og dronning Mary. Under deres ophold i England blev John Jr. syg. Han døde i begyndelsen af 1936. Deres far, John Sr., erstattede John Jr. som bas og tuba.[3] På dette tidspunkt sluttede Bernard Addison sig til brødrene som deres guitarist.[3]

The Mills Brothers indspillede gentagne gange sammen med Louis Armstrong. Den første session fandt sted i april 1937 (Decca 1245).

The Mills Brothers’ 50-årsjubilæum i showbusiness blev fejret i 1976 med en hyldest ved Dorothy Chandler Pavilion i Los Angeles, med Bing Crosby som vært. På dette tidspunkt var Harry næsten blind som følge af diabetes.

I 1981 optog gruppen et livealbummet Copenhagen ‘81 under en koncert i København. Det blev udgivet på det danske pladeselskab Storkophon, som ellers primært havde udgivet Shu-bi-duas albums. Det blev gruppens sidste udgivelse inden Harry Mills' død i 1982.[10][11][12]

Som trio fortsatte Herbert, Harry og Donald med at optræde på oldies-scenen indtil Harrys død i 1982.[3] Herbert og Donald fortsatte frem til Herberts død i 1989.[3] Derefter begyndte Donald at optræde sammen med sin søn, John II.[3] I 1998 anerkendte Recording Academy Mills-familiens bidrag til populærmusikken, da den tildelte Donald, som det eneste overlevende medlem, en Grammy for Lifetime Achievement.

Efter Donalds død af lungebetændelse den 13. november 1999 blev John II det næste familiemedlem, der turnerede under navnet ”The Mills Brothers” sammen med Elmer Hopper, som tidligere havde sunget lead med Paul Robis Platters. De blev til tider ledsaget af John II’s ældste bror, Don Mills, Jr. Efter Hoppers død den 5. maj 2019 begyndte John II at optræde med Randy Taylor som fremhævet vokalist.

  • Famous Barber Shop Ballads Volume One (Decca, 1946)
  • Famous Barber Shop Ballads Volume Two (Decca, 1949)
  • Souvenir Album (Decca, 1950)
  • Wonderful Words (Decca, 1951)
  • Meet the Mills Brothers (Decca, 1953)
  • Four Boys and a Guitar (Decca, 1954)
  • Louis Armstrong and the Mills Brothers (Decca, 1954)
  • Singin' and Swingin' (Decca, 1956)
  • Memory Lane (Decca, 1956)
  • "Ninety-Eight Cents" and "I'm the Guy" [single, 45 RPM] (Decca, 1956)[13]
  • One Dozen Roses (Decca, 1957)
  • The Mills Brothers in Hi-Fi: Barbershop Ballads (Decca, 1958)
  • In a Mellow Tone (Vocalion, 1958)
  • Mmmm...The Mills Brothers (Dot, 1958)
  • Great Hits (Dot, 1958)
  • Sing (London, 1959)
  • Merry Christmas (Dot, 1959)
  • Greatest Barbershop Hits (Dot, 1959)
  • Let Me Call You Sweetheart (Dot, 1959)
  • Great Hits (Dot, 1958)
  • Glow with the Mills Brothers (Decca, 1959)
  • Harmonizin' With (Decca, 1959)
  • Barbershop Harmony (Decca, 1960)
  • San Antonio Rose (Dot, 1961)
  • Yellow Bird (Dot, 1961)
  • Great Hawaiian Hits (Dot, 1961)
  • Sing Beer Barrel Polka and Other Golden Hits (Dot, 1962)
  • The End of the World (Dot, 1963)
  • Say Si Si (Dot, 1964)
  • Gems by the Mills Brothers (Dot, 1964)
  • Sing for You (Hamilton, 1964)
  • The Mills Brothers Today! (Dot, 1965)
  • The Mills Brothers in Tivoli (Dot, 1966)
  • These Are the Mills Brothers (Dot, 1966)
  • Anytime! (Pickwick, 1967)
  • The Board of Directors with Count Basie (Dot, 1967)
  • London Rhythm (Ace of Clubs, 1967)
  • The Board of Directors Annual Report with Count Basie (Dot, 1968)
  • My Shy Violet (Dot, 1968)
  • Fortuosity with Sy Oliver (Dot, 1968)
  • Dream a Little Dream of Me (Pickwick, 1968)
  • Till We Meet Again (Pickwick, 1968)
  • Dream (Dot, 1969)
  • The Mills Brothers in Motion (Dot, 1969)
  • Cab Driver, Paper Doll, My Shy Violet (Pickwick, 1969)
  • No Turnin' Back (Paramount, 1970)
  • What a Wonderful World (Paramount, 1972)
  • A Donut and a Dream (Paramount, 1972)
  • Louis and the Mills Brothers (MCA Coral, 1973)
  • Half a Sixpence with Count Basie (Vogue, 1973)
  • Opus One (Rediffusion, 1973)
  • Cab Driver (Ranwood, 1974)
  • Inspiration (ABC Songbird, 1974)
  • 50th Anniversary (Ranwood, 1976)
  • The Mills Brothers (Pickwick, 1976)
  • Command Performance! (Ranwood, 1981)
  • Copenhagen '81 (51 West, 1981)

Filmoptræden

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ↑ "The Mills Brothers, Piqua Public Library". Piqualibrary.org. Hentet 5. august 2025. {{cite web}}: line feed character i |title= på position 4 (hjælp)
  2. ↑ Granshaw, Michelle (1. september 2010). "The Mills Brothers (1925-1982)". Blackpast.org. Hentet 5. august 2025.
  3. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 Colin Larkin, red. (1997). The Virgin Encyclopedia of Popular Music (Concise udgave). Virgin Books. s. 847/8. ISBN 1-85227-745-9.
  4. ↑ Ramirez, Anthony (15. november 1999). "Donald Mills, Last of the Singing Mills Brothers, Dies at 84". The New York Times. Hentet 11. november 2013. {{cite news}}: line feed character i |title= på position 7 (hjælp)
  5. ↑ "Herbert Mills, 77, a Mills Brother". The New York Times. 14. april 1989. Hentet 11. november 2013.
  6. 1 2 Bush, John. "The Mills Brothers". AllMusic. Hentet 29. august 2018.
  7. ↑ The Mills Brothers – Pennsylvania Historical Markers on, Waymarking.com, November 5, 2006; retrieved April 10, 2012.
  8. ↑ "The Mills Brothers: Bringing an Audience to Imitation". Ecojazz.com. Hentet 26. juni 2019.
  9. ↑ Murrells, Joseph (1978). The Book of Golden Discs (2nd udgave). London, UK: Barrie and Jenkins Ltd. s. 18. ISBN 0-214-20512-6.
  10. ↑ "Ærligt talt - Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bundesen 2:5". DR. Hentet 15. maj 2019.
  11. ↑ "Bundesen og Hardinger fortæller om 7'eren". Shu-bi-dua. Hentet 25. juni 2019.
  12. ↑ Christensen, Bosse Hall (2014). Gokkelajser. Bogkompagniet. ISBN 9788792984296.
  13. ↑ PORTUGUESECHARTS.COM Mills Brothers "Ninety-Eight Cents". Retrieved 15 August 2021.
  14. ↑ "The Mills Brothers movies, photos, movie reviews, filmography, and biography". AllMovie. Hentet 2014-05-14.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
MusikgruppeSpire
Denne artikel om en amerikansk musikgruppe er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=The_Mills_Brothers&oldid=12200074"