Ordfører

Ordfører er i dansk parlamentarisk sprogbrug en politiker, der på vegne af en folketingsgruppe eller et udvalg fremlægger synspunkter, forsvarer indstillinger og fører forhandlinger inden for et bestemt sagsområde eller i forbindelse med behandlingen af et konkret lovforslag. I den klassiske rigsdags- og folketingsbrug betegnede ordet navnlig det medlem af et udvalg eller en komité, som fik overdraget at affatte og forsvare udvalgets betænkning over et lovforslag med tilhørende ændringsforslag. Hvis der i udvalget fandtes et betydeligt mindretal på væsentlige punkter, kunne der optræde både en flertals- og en mindretalsordfører. Også ved fremsættelsen af private lovforslag underskrevet af flere medlemmer kunne ét medlem fungere som ordfører. Dette havde bl.a. betydning efter Folketingets forretningsorden, idet en ordfører ved et lovforslags 1. behandling var undtaget fra reglen om, at ingen uden tingets samtykke måtte tale mere end to gange.

I nutidig dansk politik betegner ordfører som regel det medlem af en folketingsgruppe, der er valgt til at fremlægge partiets politik og forhandle med andre partier inden for et nærmere afgrænset område. Fordelingen af ordførerskaber følger normalt Folketingets stående udvalg, men varierer efter partiernes størrelse; større partier har ofte mere specialiserede ordførerskaber, f.eks. særskilte kultur- og medieordførere, mens mindre partier kan samle flere områder hos samme person. Den politiske ordfører er partiets generelle talsmand og repræsenterer partiet ved større debatter i Folketinget, herunder åbningsdebatten og afslutningsdebatten. Ordførerskaber er betydelige tillidsposter i partierne, fordi de giver indflydelse både på udformningen af partiets politik på det pågældende område og mere generelt som medlem af folketingsgruppens inderkreds.

Norge

I Norge bruges betegnelsen ordfører i en anden hovedbetydning om lederen af et kommunestyre, svarende til en borgmester. Derudover vælges der i Stortinget for hver sag en ordfører inden for den pågældende fagkomité. Denne leder sagens udredning, udarbejder indstillingen og er den nærmeste til at forsvare den under behandlingen i Stortinget; derfor giver Stortingets reglement også ordføreren adgang til at få ordet flere gange i samme debat end de øvrige medlemmer.

Litteratur

• Berlin, Knud (1924). "Ordfører". I Blangstrup, Johan Christian (red.). Salmonsens konversationsleksikon. Vol. 18: Nordlandsbaad—Perleøerne (2. udgave). København: A/S J. H. Schultz Forlagsboghandel. s. 588.