PLO

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se PLO (flertydig). (Se også artikler, som begynder med PLO)
Palestine Liberation Organization

PLO, Palestine Liberation Organization (Dansk: Den palæstinensiske Befrielsesfront) er en palæstinensisk organisation, der ønsker at oprette en selvstændig palæstinensisk stat. PLO har haft observatørstatus i FN siden 1974 og er anerkendt af mere end 100 lande som "den eneste legitime repræsentant for det palæstinensiske folk".[1]

Historie[redigér | redigér wikikode]

PLO blev grundlagt i 1964 ledet af Ahmed Schukairy, som fire år senere blev afsat af Nationalrådet til fordel for Yasser Arafat. PLO var egentlig tænkt som en modvægt, ikke bare til Fatah, men til alle de mindre organisationer, som kæmpede for en palæstinensisk stat. Det blev ændret, da Yasser Arafat overtog formandskabet. Arafat var nemlig allerede formand for Fatah, og derfor blev Fatah en af de første organisationer, som sluttede sig til PLO.

Seksdageskrigen[redigér | redigér wikikode]

I 1967 led de arabiske stater et stort nederlag i Seksdageskrigen, og det ødelagde troen på, at de kunne være det palæstinensiske folks beskyttere. Derfor vandt PLO stor støtte, og det gjaldt specielt Arafat og hans ideer om guerillakrig mod israelerne og et fuldt selvstændigt PLO under kontrol af fedayeen-organisationerne.

Sorte september[redigér | redigér wikikode]

I februar 1969 blev Yasser Arafat valgt til formand for PLO, og den næste tid blev ikke nem for ham. Allerede i 1970 led PLO store tab ved et angreb på organisationens væbnede styrker i Jordan. Den jordanske konge og regering var bekymret, fordi PLO var i færd med at overtage magten og valgte at slå til militært inden, at det var for sent. Denne begivenhed blev siden kendt som Sorte September.

I 1974 ændrede situationen sig. Ved et arabisk topmøde i Rabat i Marokko blev PLO anerkendt som repræsentant for det palæstinensiske folk. Nu talte Arafat i FN som repræsentant for en NGO, nemlig PLO.

Interne magtkampe[redigér | redigér wikikode]

Efter Sorte September i Jordan måtte PLO flygte fra Jordan til Libanon. PLO var aktivt deltagende i borgerkrigen i Libanon og kæmpede mod den israelske hær, libanesisk milits og syriske styrker. PLO svækkedes indadtil, da Fatah, som ledede bevægelsen, ikke var særligt ideologisk markant udover målet at "befri" Palæstina. Derimod var de kommunistiske grupper [[Folkefronten til Palæstinas befrielse] (PFLP) og DFLP mere markante i ideologi og udgjorde dermed en trussel mod Fatah med hensyn til kontrol over bevægelsen. Desuden skabte Baathpartiets sekulære regeringer i Irak og Syrien marionetgrupper inden for PLO, hvilket komplicerede situationen yderligere.

Israels invasion i Libanon[redigér | redigér wikikode]

I 1982 foretog Israel en invasion af Libanon. Det svækkede PLO stærkt, da 12.000 partisaner måtte evakueres til Syrien, Tunesien og andre arabiske lande. PLO blev tvunget til at opgive hovedkvarteret i Beirut og flytte det til Tunis, hvor det i 1985 blev bombet af israelske styrker.

Udråbelsen af en palæstinensisk stat[redigér | redigér wikikode]

Kort over lande som anerkender Staten Palæstina.

I juli 1988 overdrog kong Hussein af Jordan Vestbredden til PLO og gav palæstinenserne folkeretlige rettigheder. Ved et møde i PNC i november 1988 bekendtgjorde Arafat oprettelsen af en palæstinensisk stat med hovedstad i Jerusalem. Udråbelsen fik hurtigt gehør fra lande rundt om i hele verden.[2] Rådet vedtog samtidig at anerkende FN’s resolutioner 242 (1967) og 338 (1973), der anerkender alle de mellemøstlige staters suverænitet. Anerkendelsen skulle sammen med palæstinensernes ret til selvbestemmelse danne basis for en international fredskonference. Året efter havde 94 stater givet Palæstina diplomatisk anerkendelse. I 2015 havde 137 ud af FN's 193 medlemslande formelt anerkendt Palæstina, men Israel og de fleste vestlige lande har ikke.[3]

Oslo-processen[redigér | redigér wikikode]

I 1993 indledtes forhandlinger i Oslo, den så kaldte Oslo-aftale, mellem Israel og PLO. Forhandlingerne resulterede i et begrænset palæstinensisk selvstyre i de besatte områder ved skabelsen af Det palæstinensiske selvstyre.[4] PLO tog som den klart største politiske gruppering hurtigt kontrol over hjemmestyremyndigheden, og Yasser Arafat blev selvstyrets første præsident. Demokratiske valg til myndigheden blev første gang afholdt i 1996.

PLO anerkendte til gengæld staten Israels ret til at eksistere,[5] hvilket førte til konflikter inden for bevægelsen, men forbedrede dens stilling i mange europæiske lande og i USA. Man forkastede tillige anvendelsen af vold for at nå sine politiske mål samt accepterede Sikkerhedsrådets resolutioner 242 og 238.[6] PLO mistede derefter betydning, men fortsatte som palæstinensernes officielle og lovlige repræsentant internationalt.

PLO har sit hovedkvarter i RamallahVestbredden.

Organisation[redigér | redigér wikikode]

PLO er inddelt i tre organer.

  • Nationalrådet, PNC (Palestine National Council), der kan opfattes som hele det palæstinensiske folks parlament ligesom det danske Folketing.
  • Eksekutivrådet (Executive committee). Dette er et beslutningsdygtigt organ, hvor de vigtigste beslutninger bliver taget. Dette råd består af 15 medlemmer af PNC, og her er alle PLO`s vigtigste politiske og militære organisationer repræsenteret.
  • Centralkomiteen (Central Committee) er et rådgivende organ og kan derfor ikke træffe beslutninger som de to andre.

PLO er en paraplyorganisation. Dens mange mindre organisationer kæmper mod israelsk besættelse. Disse otte største er:

  1. Fatah
  2. PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine)
  3. DFLP (The Democratic Front for the Liberation of Palestine)
  4. PPP (The Palestinian People’s Party)
  5. PLF (The Palestine Liberation Front)
  6. ALF (The Arabic Liberation Front)
  7. PSF (The Popular Struggle Front)
  8. As-Sa’iqa

Politiske mål[redigér | redigér wikikode]

PLO ville oprindelig erstatte Israel med en arabisk stat, Palæstina, hvortil alle palæstinensiske flygtninge skulle kunne vende tilbage til fra eksil. Fra og med begyndelsen af 1970'erne blev PLO's position noget mere sofistikeret, og man krævede i stedet, at det zionistiske Israel skulle ophøre at eksistere, og at et Palæstina fælles for jøder og arabere skulle oprettes i stedet ("enstatsløsningen"). Siden 1993 har PLO anerkendt Israels ret til at eksistere og kræver i stedet en palæstinensisk stat ved siden af omfattende Vestbredden, Gazastriben samt Østjerusalem, altså de palæstinensiske områder, som Israel besatte under seksdageskrigen år 1967 ("tostatsløsningen").

PLO mener, at den israelske bosættelsespolitik og mur på Vestbredden forhindrer en tostatsløsning som ende på konflikten ved at gøre det umuligt at adskille de besatte områder fra Israel. Bevægelsen har en stærk rival i det islamistiske Hamas. De fleste PLO-grupper har, modsat Hamas, været venstreorienterede og sekulære nationalister.

Retslig stilling[redigér | redigér wikikode]

PLO repræsenterer Palæstina i Den Arabiske Liga. Organisationen fik i 1974 observatørsstatus i FN og anerkendes dermed af verdens lande som palæstinensernes lovlige repræsentant. Staten Palæstina har på sin side ambassader i mange muslimske lande, men anerkendes ikke officielt i noget FN-organ, fraset UNESCO siden november 2011. PLO har repræsentationskontorer i mange vestlige lande, der i praksis fungerer som uofficielle palæstinensiske ambassader.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Geldenhuys, Deon (1990): Isolated states: a comparative analysis. Cambridge University Press. S. 155. ISBN 0-521-40268-9.
  2. ^ Tessler, Mark (1994). A History of the Israeli–Palestinian conflict (2nd, illustrated udg.). Indiana University Press. Sid. 722. ISBN 978-0-253-20873-6  "Within two weeks of the PNC meeting, at least fifty-five nations, including states as diverse as the Soviet Union, China, India, Greece, Yugoslavia, Sri Lanka, Malta, and Zambia, had recognized the Palestinian state."
  3. ^ Her er de 137 lande, der anerkender Palæstina. Artikel i Politiken 30. september 2015.
  4. ^ Agreement on Preparatory Transfer of Powers and Responsibilities Between Israel and the PLO, Artikel 1
  5. ^ Israel-PLO Recognition – Exchange of Letters between PM Rabin and Chairman Arafat – 9–1 Sept, 993
  6. ^ Kim Murphy. "Israel and PLO, in Historic Bid for Peace, Agree to Mutual Recognition," Los Angeles Times, 10. september 1993.