Passiv (grammatik)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Passiv eller lideform er en verbalform, der indebærer, at subjektet er den, som handlingen retter sig imod, og ikke den, der udfører handlingen.

Anvendelse[redigér | redigér wikikode]

Subjektet for et verbum i passiv har samme funktion som objektet for et verbum i aktiv:

Manden dræbes af sin kone (passiv)
Konen dræber sin mand (aktiv)

De to beskrevne handlinger er identiske, men de bliver set fra forskellige udgangspunkter. Passiv sætter dermed objektet i centrum og kan også bruges til helt at undertrykke subjektet:

Der er blevet taget 100 kr af kassen

I dette tilfælde er subjektet ikke kendt eller i det mindste ikke nævnt.

Former[redigér | redigér wikikode]

På dansk dannes passiv på to forskellige måder:

  1. med endelsen -s (datid -edes, -tes ved svage verber og -(e)s til stamformen ved stærke verber; f.eks. toges)
  2. med en omskrivning med blive, bliver, blev + participiet (analytisk passiv)

Passivkonstruktionen med s er ikke almindelig i datid og slet ikke af stærke verber, hvor s-former næsten kun bruges, når der ikke er tale om en egentlig passiv (se nedenfor).

Mens s-passiven i uformelt talesprog stort set udelukkende bruges i forbindelse med modalverber (se nedenfor), samt i faste vendinger, er formen ganske hyppig i formelt talesprog, samt i skriftsproget. I opskrifter og brugsanvisninger anvendes stort set udelukkende s-passiv, da disses formål er at instruere folk i noget, dog uden at komme med ordrer: fx passer løgene brunes på panden bedre i en opskriftskontekst end du/De skal brune løgene på panden, idet man med sidstnævnte sætning direkte befaler modtageren at gøre som der står.

Passiv i forbindelse med modalverber[redigér | redigér wikikode]

I forbindelse med modalverber ses den hyppigste brug af s-passiv i moderne, talt dansk.

I forbindelse med modalverberne måtte, skulle og burde er s-passiven den eneste rigtige form, med mindre, man klart udtrykker fremtid: maden skal nok blive spist, men ellers bruges s-passiv: livet skal leves, det bør siges klart, én ting må aldrig glemmes.

I forbindelse med modalverbet kunne er der egentlig valgfrihed, men s-passivformen høres langt hyppigst: det kan siges på mange forskellige måder (eller det kan blive sagt på mange forskellige måder)

Det mest finurlige modalverbum i forhold til passiv er dog verbet ville, hvor der ligger en semantisk forskel (betydningsforskel) i valget af s-passiv hhv. analytisk passiv. Eftersom at ville på dansk både kan betyde vilje (eng. want to, ty. wollen) og forløb (eng. will, ty. werden), ligger den semantiske forskel i, at hvis man bruger s-passiv efter ville, udtrykker det vilje, mens man ved brug af analytisk passiv antyder, at der er tale om et forløb og ikke en vilje. Eksempel: han vil skydes betyder, at personen har lyst til at blive skudt, hvorfor modtageren opfatter det som lyst til enten selvmord eller aktiv dødshjælp. Dette står i kontrast til han vil blive skudt, hvilket snarere lyder som en trussel, idet det altså ikke udtrykker personens vilje til at blive skudt, men derimod en forudsigelse af, at subjektet vil blive skudt (hvis ikke han gør, som der bliver sagt).

Andre anvendelser[redigér | redigér wikikode]

På dansk har passiv også følgende tre anvendelser:

  1. en reciprok ("gensidig") anvendelse. Kun s-passiv: Hans og Jørgen mødtes på gaden (= "mødte hinanden"), vi ses på onsdag ("ser hinanden"), I må ikke slås (= "slå hinanden").
  2. en intransitiv anvendelse. Kun s-passiv: der findes mange grunde til at komme (egtl. = "bliver fundet").
  3. en upersonlig anvendelse: der kæmpes / bliver kæmpet om pladserne.

I datid har de reciprokke og intransitive s-passiv i modsætning til den egentlige passiv: de sås ofte, der fandtes en lov imod det (men de blev set af politiet, der blev fundet en bombe).