Pavane

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Pavane.

Pavane (pavan, paven, pavin, pavian, pavine eller pavyn; italiensk pavana, padovana; tysk Paduana) er en langsom processionsdans af spansk-italiensk oprindelse, som var ret almindelig i Europa i 1500- og 1600-tallet. Som selskabsdans gik den af mode i begyndelsen af 1600-tallet, men blev brugt som bestanddel i instrumentalsuiter – gerne i kombination med en galliard til omkring midten af 1600-tallet, da disse satser blev erstattede af de nyere allemande og courante.[1]

I 1700-tallet fik pavanen en efterblomstring i form af tombeaux.

Pavane af Pierre Attaignant, fra ca. 1530.

Komponister som skrev pavaner:

Senere brug[redigér | redigér wikikode]

Langt senere komponister har anvendt pavanens karakteristiske rytme, en daktyl med betoningen lang-kort-kort. Eksempler er 2. sats af Ludwig van Beethovens Symfoni nr. 7 op. 92 eller 2. sats af Franz Schuberts Strygekvartet i d-moll D 810. Også Wanderer-rytmen, som Schubert anvendte i mange af sine kompositioner, har pavanelignende træk, eksempelvis lieden Der Wanderer D 493 og Wanderer-Fantasie for klaver D 760).

Senere eksempler fra kunst- og underholdningsmusikken:

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Willi Apel, The History of Keyboard Music to 1700‬ , s. 259 ff. Indiana University Press, 1988 ISBN 0253327954