Peter Green

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Peter Green
Peter-Green.jpg
Peter Green i 2009.
Information
Født Peter Allen Greenbaum Rediger på Wikidata
29. oktober 1946 Rediger på Wikidata
London Rediger på Wikidata
Død 25. juli 2020 (73 år) Rediger på Wikidata
Canvey Island Rediger på Wikidata
Statsborger Storbritannien Rediger på Wikidata
Genre Blues rock, blues Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Sanger, singer-songwriter, sangskriver, guitarist, banjospiller Rediger på Wikidata
Pladeselskab Epic Records,
Creole Records,
Reprise Records Rediger på Wikidata
Instrumenter
Vokal, mundharmonika, guitar Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Peter Green (født Peter Allen Greenbaum, 29. oktober 1946 i Bethnal Green, London, død 25. juli 2020[1] i sit hjem i Essex) var en britisk blues rock-guitarist og grundlægger af gruppen Fleetwood Mac.

Som grundlægger af Fleetwood Mac blev han optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1998. Greens sange, fx "Albatross", "Black Magic Woman", "Oh Well" og "Man of the World", nåede singlehitlisterne, og adskillige er blevet kopieret af forskellige musikere.

Green var en af de ledende skikkelser i den engelske bluesmusiks "anden store epoke", hvilket inspirerede den amerikanske bluesmusiker B.B. King til at sige: "Han (Green) har den mest melodiske klang, jeg nogensinde har hørt; han var den eneste, der gav mig koldsved."[2][3][4] Eric Clapton værdsatte hans guitarspil højt.[5] Han var især fokuseret på at udtrykke følelser i sine kompositioner, snarere end at vise, hvor hurtigt han kunne spille på guitar,[6] og brugte ofte at trække i strengene og benyttede vibrato og økonomiserede med sine riffs.[2][7]

Rolling Stone placerede Green som nummer 58 på listen over de "100 Greatest Guitarists of All Time".[8] Hans spil på instrumentalnummeret "The Super-Natural" blev vurderet som en af de 50 største instrumentale præstationer nogensinde af Guitar Player.[9] I juni 1996 blev Green kåret som den tredjebedste guitarist nogensinde i Mojo magazine.[10][11]

Karriere[redigér | redigér wikikode]

De tidlige år[redigér | redigér wikikode]

Peter Allen Greenbaum blev født i Bethnal Green, London, den 29, oktober 1946.[12] som den yngste af Joe og Ann Greenbaums fire børn. Allerede som 11 årig lærte broderen, Michael, ham de første guitargreb og Peter begyndte som 11 årig selv at lære at spille. Han begyndte at optræde professionelt i 15 års alderen, på basguitar i et band ved navn Bobby Dennis and the Dominoes.[12] I bandet "Peter B's Looners", hvor han spillede med trommeslageren Mick Fleetwood fik han sin pladedebut med singlen "If You Wanna Be Happy", hvor "Jodrell Blues" var B-side.[13][14]

John Mayall's Bluesbreakers[redigér | redigér wikikode]

I oktober 1965 fik Green muligheden for at være substitut for Eric Clapton i John Mayall & the Bluesbreakers ved fire lejligheder. Kort efter forlod Clapton the Bluesbreakers, da han dannede Cream, og Green blev i juli 1966 full-time medlem af Mayalls band.[2] Fansene var ikke begejstrede, fordi Green spillede en helt anden stil end deres forbilldede, Clapton, men da Mayall blev spurgt om udskiftningen, sagde han: "Han (Green) er måske ikke bedre (end Clapton) nu, men vent og se, om kort tid vil han være den klart bedste."[14]

Greens albumdebut med the Bluesbreakers var A Hard Road (1967),[15], som omfattede to af hans egne kompositioner "The Same Way" og "The Supernatural". Den sidstnævnte var et instrumentalnummer, som snart efter blev hans "varemærke".[16] I 1967 forlod Green the Bluesbreakers for at skabe sit eget Band.[2]

Fleetwood Mac[redigér | redigér wikikode]

Green on 18 March 1970

Greens nye band, med tidligere Bluesbreaker Mick Fleetwood på trommer og Jeremy Spencer på guitar, fik oprindelig navnet "Peter Green's Fleetwood Mac featuring Jeremy Spencer". Bob Brunning var midlertidig med som basguitarist, men blev erstattet af John McVie kort efter (september 1967).[17][18] De havde deres debut i august 1967,[19] og fik straks efter en pladekontrakt hos Mike Vernons Blue Horizon label.[20] De indspillede primært blues covers, suppleret med originalt materiale, som fortrinsvis var komponeret af Green, mens enkelte var tilskrevet Jeremy Spencer. Deres debut album opnående 37 uger på den britiske salgsliste.[21]

Deres næste album, Mr. Wonderful blev udgivet i 1968 og fortsatte stilen fra det første. Samme år fik de et hit med Greens "Black Magic Woman" (senere indspillet med succes af Santana), efterfulgt af guitar instrumental ummeret "Albatross" (1969), som nåede førstepladsen på den britiske singleliste. Andre større hits var Greens "Oh Well", "Man of the World" (begge fra 1969). [14] Dobbelt albummet Blues Jam in Chicago (1969) blev indspillet i [[Chicago.[22], hvor de som gæstemusikere havde nogle af deres egne idoler, Otis Spann, Big Walter Horton, Willie Dixon og Buddy Guy.[23]

I 1969 fik gruppen en kontrakt med Warner Bros. Records' og indspillede her deres tredje studiealbum Then Play On, hvor gruppen havde en tredje guitarist, 18-årige Danny Kirwan, som havde spillet med en blues trio, Boilerhouse som opvarmning for Fleetwood Mac[24] og både Green og Mick Fleetwood var imponerede af hans guitarspil.[25]

Under en touring Europe i marts 1970, indtog Green LSD ved et party i München, hvilket accelererede den depression, han i forvejen var begyndt at udvikle.[26][27]. Fleetwood Macs roadie Dinky Dawson har udtalt, at Green fulgtes med en anden roadie, Dennis Keane, til festen, men ikke ville følges med denne til hotellet, hvorefter Mick Fleetwood hentede ham.[28] Green udtalte selv, at han havde jammet og haft en af de store inspirationer i sit liv. Nogle optog det på bånd, og det førte ifølge Green til en "spirituel oplevelse". Allerede to måneder senere, den 20. maj 1970, forld Green Fleetwood Mac.[29] I 1971 havde Green en kort periode, hvor han spillede med Fleetwood Nac på deres amerikanske turne, fordi Jeremy Spencer havde forladt gruppen. Green spillede dog under pseudonymet Peter Blue.[30] Han spillede guitar på to numre på Juju med Bobby Tench's band Gass,[31]

I samme periode spillede han også med sin tidligere bandleder, John Mayall og B. B. King[32]

Sygdom[redigér | redigér wikikode]

Green fik diagnosen skizofreni og blev i midten af 1970'erne indlagt på psykiatriske hospitaler, hvor han bandt andet fik elektrochok.[33] I 1977 blev Green arresteret for at true sin manager med et skydevåben, en episode, som der ikke er fuldt klarhed over årsagen til.[34] I en dokumentar fra 2011 på BBC Peter Green: Man of the World,[35], hævdede Green, at han var vendt tilbage fra Canada uden penge på lommen og tilføjede, at han havde et våben, hvorefter hans manager tilkaldte politiet, som omringede hans hus.[36]

Green optræder den 30. maj 1983

I 1979 begyndte Green igen at optræde professionelt. Med hjælp fra sin bror Michael fik han udgivet et soloalbum In the Skies. Han spillede også med på et enkelt nummer på Fleetwood Macs dobbeltalbum Tusk, i sangen "Brown Eyes".[37]

Karriere efter sygdommen[redigér | redigér wikikode]

I 1980'erne deltog Green i en række indspilninger med blandt andre Ray Dorset fra Mungo Jerry, Vincent Crane fra The Crazy World of Arthur Brown og sammen med sin bror albummet A Touch of Sunburn by Lawrie 'The Raven' Gaines (under bandnavnet 'The Enemy Within').[38] I 1988 blev Green citeret for at udtale: "I'm at present recuperating from treatment for taking drugs. It was drugs that influenced me a lot. I took more than I intended to. I took LSD eight or nine times. The effect of that stuff lasts so long ... I wanted to give away all my money ... I went kind of holy – no, not holy, religious. I thought I could do it, I thought I was all right on drugs. My failing!"[39]

Sammen med de øvrige medlemmer af Fleetwood Mac blev Green optaget i Rock and Roll Hall of Fame i 1998.[38]

The Peter Green Splinter Group[redigér | redigér wikikode]

Green var i 1990'erne stadig efterspurgt som "guest star", men ønskede at danne en mere fast konstellation. I 1997 dannede han Peter Green Splinter Group med Nigel Watson og Cozy Powell. Dette band udgav ni blues albums,hvor det meste af materialet var coverversioner eller originalmateriale, komponeret af Watson.[40] Gruppen var især aktiv i årene fra 1997 til 2004.[40] I starten af 2004 aflyste bandet en turne og et planlagt studiealbum blev skrinlagt, da Green pludseligt forlod gruppen og flyttede til Sverige.[41] I februar 2009 begyndte Green igen at turnere, denne gang med gruppen Peter Green and Friends.[40]

Diskografi som solist[redigér | redigér wikikode]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ ritzau (25. juli 2020). "Fleetwood Mac-medstifter er død". Hentet 25. juli 2020. 
  2. ^ a b c d Marshall, Wolf (september 2007). "Peter Green: The Blues of Greeny". Vintage Guitar magazine. 21 (11): 96-100. 
  3. ^ "Fleetwood Mac, Peter Green, The Band, The Music, The Legacy". Arkiveret fra originalen 15. maj 2009. Hentet 23. september 2009. 
  4. ^ "15 Iconic Les Paul Players". Arkiveret fra originalen 26. august 2009. Hentet 23. september 2009. 
  5. ^ Robinson, Rich. "Guitar World: 30 on 30: The Greatest Guitarists Picked by the Greatest Guitarists". www.guitarworld.com. Arkiveret fra originalen 5. maj 2010. Hentet 26. juli 2020. 
  6. ^ Peter Green: Fleetwood Mac founder and guitar hero of the British blues scene, The Guardian, 25. juli 2020
  7. ^ "Thirty Great Guitarists – Including Steve Vai, David Gilmour and Eddie Van Halen – Pick the Greatest Guitarists of All Time". www.guitarworld.comværdsatte. Arkiveret fra originalen 25. oktober 2014. Hentet 16. juli 2014. 
  8. ^ "58: Peter Green". The 100 Greatest Guitarists of All Time. Rolling Stone. Hentet 6. februar 2019. 
  9. ^ Blackett, Matt (oktober 2004). "The 50 Greatest Tones of All Time". Guitar Player. 38 (10): 44-66. 
  10. ^ "100 Greatest Guitarists of All Time". Mojo (31). Juni 1996. 
  11. ^ "Mojo – 100 Greatest Guitarists of All Time". rocklistmusic.co.uk. Arkiveret fra originalen 31. august 2010. Hentet 8. september 2010. 
  12. ^ a b "Peter Green – The Sixties Remembered – Sixties Music". Loti.com. Arkiveret fra originalen 24. november 2011. Hentet 30. december 2011. 
  13. ^ Eder, Bruce. "Pater B's Looners". allmusic.com. Hentet 6. januar 2012. 
  14. ^ a b c "Peter Green Biography". Fmlegacy.com. Arkiveret fra originalen 28. april 2009. Hentet 30. december 2011. 
  15. ^ "John Mayall A Hard Road". discogs.com. Arkiveret fra originalen 10. november 2012. Hentet 16. januar 2012. 
  16. ^ "Peter Green: The Green God with the Holy Grail Guitar". Boles Blues. 3. oktober 2010. Arkiveret fra originalen 21. marts 2012. Hentet 30. december 2011. 
  17. ^ Helander, Brock (2012). The Rockin' 60s: The People Who Made the Music. Schirmer Trade Books. s. 261. ISBN 978-0-85712-811-9. 
  18. ^ "Bassplayer (05/06/1995), A life with Fleetwood Mac – John McVie", Blue Letter Archives. URL last accessed 20 February 2007
  19. ^ Black, Johnny (9. juli 2020). "The story of Peter Green's Fleetwood Mac, as told by John Mayall, Mike Vernon and Green himself". Guitar World. Hentet 27. juli 2020. 
  20. ^ Fricke, David (26. juli 2020). "Before the Landslide: Inside the Early Years of Fleetwood Mac". Rolling Stone. Hentet 27. juli 2020. 
  21. ^ "Fleetwood Mac". Official UK Charts Company. Hentet 27. juli 2020. 
  22. ^ "Fleetwood Mac Compilations". allmusic.com. Arkiveret fra originalen 3. januar 2012. Hentet 4. januar 2012. 
  23. ^ Brown, Toni (2009). Relix: The Book: The Grateful Dead Experience. Rowman & Littlefield. s. 457. 
  24. ^ Rawlings, Terry (2002). Then, now and rare British Beat 1960–1969. Omnibus Press. s. 77. ISBN 0-7119-9094-8. 
  25. ^ Vernon, Mike (1999). Albumnoter for The Complete Blue Horizon Sessions. Sire Records.
  26. ^ John McVie – "Peter Green: Man of the World", BBC TV, 2009
  27. ^ Brunning, B (1998): Fleetwood Mac – The First 30 Years. London: Omnibus Press p28
  28. ^ Dawson, Dinky & Alan, Carter, "Life on the Road", Billboard, 1998, pp. 131–132.
  29. ^ "Peter Green: Man of the World"". BBC Four. 2009. Hentet 26. juli 2020. 
  30. ^ SPL 1046 Stony Plain Records LP "White Skies" 1981 liner notes
  31. ^ Larkin, Colin (1995). The Guinness Encyclopedia of Popular Music. Guinness. s. 947. ISBN 1-56159-176-9. 
  32. ^ Larkin, Colin (1995). The Guinness Encyclopedia of Popular Music. Guinness. s. 947. ISBN 1-56159-176-9. 
  33. ^ Celmins, Martin. Peter Green: Founder of Fleetwood Mac. Castle. s. 143. ISBN 1-898141-13-4. 
  34. ^ Martin Celmins (31. august 1996). "Shall I tell you about my life...". The Telegraph. Hentet 13. januar 2019. 
  35. ^ "BBC4 Peter Green: Man of the world". bbc.co.uk. 6. februar 2011. Arkiveret fra originalen 23. oktober 2011. Hentet 12. januar 2012. 
  36. ^ Celmins, Martin. Peter Green: Founder of Fleetwood Mac. Castle. s. 145. ISBN 1-898141-13-4. 
  37. ^ Celmins, Martin. Peter Green: Founder of Fleetwood Mac. Castle. s. 148. ISBN 1-898141-13-4. 
  38. ^ a b Green, Peter. "The Penguin Q&A Sessions". FleetwoodMac.Net. Arkiveret fra originalen 30. september 2014. Hentet 25. april 2014. 
  39. ^ Brunning, B (1998): Fleetwood Mac – The First 30 Years. London: Omnibus Press p. 29.
  40. ^ a b c "Fleetwood Mac co-founder Peter Green has died". NME Music News, Reviews, Videos, Galleries, Tickets and Blogs. 25. juli 2020. Hentet 26. juli 2020. 
  41. ^ "Rock Legend Told to Ditch his Bedm23/http://bla.fleetwoodmac.net/index.php?page=index_v2&id=864&c=15". 
  42. ^ Også Eric Clapton har indspillet samtlige Johnson - indspilninger, heraf de 16 på Me and mister Johnson (2004)

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]