Portal:Danmarks historie/Udvalgt artikel/januar, 2009
Danmarks historie (1814-1848) indrammes af to begivenheder, der var af stor betydning for demokratiet i Danmark. I 1813 var Danmark gået konkurs og mistede hele Norge til Sverige ved freden i Kiel.
Mod periodens slutning afskaffedes enevælden, og Danmark fik en folkevalgt regering, og arbejdet med at udforme en fri forfatning startede.
I den mellemliggende periode blev landet først ramt af en landbrugskrise og stilarten romantik blomstrede. Efter julirevolutionen, i 1830, i Frankrig blev den enevældige konge Frederik 6. nødt til at indføre stænderforsamlinger, der dog aldrig fik reel magt. Senere under hans efterfølger Christian 8. opstod der en bevægelse i mod enevælden og ved hans død var modstanden ikke blevet mindre, og da de tyske nationalliberale i hertugdømerne Slesvig og Holsten samtidig ønskede selvstændighed fra Danmark, og den kongevalgte regering tøvede, gik en deputation til kongen, Frederik 7., som meddelte, at han havde afskediget sit ministerium og ville udnævne en ny samlingsregering. Dermed afskaffedes enevælden og treårskrigen udbrød, da hertugdømmerne udnævnte deres egen regering.