Postgården (Aalborg)

Koordinater: 57°00′46″N 9°59′50″Ø / 57.01264°N 9.99718°Ø / 57.01264; 9.99718
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Postgården er en tidligere større gård ved Sønder Tranders øst for Aalborg. Gårdens jorder anvendes nu bl.a. til Aalborg Universitet og Nybyggeriet Aalborg Universitetshospital.

Gården opstod i 1786 ved udflytning fra Sønder Tranders i forbindelse med udskiftningen under navnet Grønrøgel. I 1799 blev gården overtaget af postmester Frisch fra Aalborg, som påbegyndte den nuværende hovedbygning omkring 1804. Frisch nåede ikke at afslutte byggeriet, inden han døde i 1806, men hans erhverv gav gården kaldenavnet Postgården.[1]:12

Ved overdragelsen i 1799 var gården også gået fra fæstestatus i forhold til Sohngårdsholm til selvejerstatus.[1]:12

Hovedbygningen er i klassicistisk stil med barokt tag. Omkring 1860 blev der tilføjet et fag, hvorved den strenge symmetri blev brudt. Bygningen blev fredet i 1939.[2]

Efter en række ejerskifter blev gården i 1947 overtaget af Jens Christian Christensen, som i en årrække repræsenterede Venstre i Folketinget. Ved hans død i 1982 overtog enken Korna Christensen gården, som atter efter hendes død i 1999 gik i arv til datteren Birgit Løgstrup.[1]:19-20

Omkring 2010 overgik hovedparten af jorden øst for gården til Nybyggeriet Aalborg Universitetshospital.

I 2019 blev resten af gården solgt til Novi, som vil udnytte nærheden til AAU's medicineruddannelse.[3] Den fredede hovedbygning er bevaret, mens driftsbygningerne blev revet ned et par år senere.

Galleri[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ a b c Birgit Løgstrup (2008), "Fra Grønrøgel til Postgaarden – og hvad der videre skete" (PDF), Gug-Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv - Årbog, 2008: 12-21Wikidata Q111179849
  2. ^ "Fredningssag Postgård". kulturarv.dk. Slots- og Kulturstyrelsen. Hentet 10. marts 2022. (I fredningen omtales gården som en hovedgård. Ingen andre kilder understøtter dette.)
  3. ^ Lars Løcke (25. juni 2019). "Novi køber fredet landejendom i Aalborg Øst: Vil tæt på nyt supersygehus". Nordjyske. Hentet 27. februar 2022.

57°00′46″N 9°59′50″Ø / 57.01264°N 9.99718°Ø / 57.01264; 9.99718