Postgården (Aalborg)
Postgården er en tidligere større gård ved Sønder Tranders øst for Aalborg. Gårdens jorder anvendes nu bl.a. til Aalborg Universitet og Nybyggeriet Aalborg Universitetshospital.
Gården opstod i 1786 ved udflytning fra Sønder Tranders i forbindelse med udskiftningen under navnet Grønrøgel. I 1799 blev gården overtaget af postmester Frisch fra Aalborg, som påbegyndte den nuværende hovedbygning omkring 1804. Frisch nåede ikke at afslutte byggeriet, inden han døde i 1806, men hans erhverv gav gården kaldenavnet Postgården.[1]:12
Ved overdragelsen i 1799 var gården også gået fra fæstestatus i forhold til Sohngårdsholm til selvejerstatus.[1]:12
Hovedbygningen er i klassicistisk stil med barokt tag. Omkring 1860 blev der tilføjet et fag, hvorved den strenge symmetri blev brudt. Bygningen blev fredet i 1939.[2]
Efter en række ejerskifter blev gården i 1947 overtaget af Jens Christian Christensen, som i en årrække repræsenterede Venstre i Folketinget. Ved hans død i 1982 overtog enken Korna Christensen gården, som atter efter hendes død i 1999 gik i arv til datteren Birgit Løgstrup.[1]:19-20
Omkring 2010 overgik hovedparten af jorden øst for gården til Nybyggeriet Aalborg Universitetshospital.
I 2019 blev resten af gården solgt til Novi, som vil udnytte nærheden til AAU's medicineruddannelse.[3] Den fredede hovedbygning er bevaret, mens driftsbygningerne blev revet ned et par år senere.
Galleri
[redigér | rediger kildetekst]-
Postgårdens hovedbygning set fra sydvest (2022)
-
Hovedbygningen set fra vest (2022)
-
Hovedbygningen set fra nordvest (2022)
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b c Birgit Løgstrup (2008), "Fra Grønrøgel til Postgaarden – og hvad der videre skete" (PDF), Gug-Sønder Tranders Lokalhistoriske Arkiv - Årbog, 2008: 12-21, Wikidata Q111179849
- ^ "Fredningssag Postgård". kulturarv.dk. Slots- og Kulturstyrelsen. Hentet 10. marts 2022. (I fredningen omtales gården som en hovedgård. Ingen andre kilder understøtter dette.)
- ^ Lars Løcke (25. juni 2019). "Novi køber fredet landejendom i Aalborg Øst: Vil tæt på nyt supersygehus". Nordjyske. Hentet 27. februar 2022.