Robert Corydon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Robert Peter Jes Corydon (15. maj 1924 i København21. august 1984) Jørgen Gustava Brandt skriver i "40 Danske Digtere efter Krigen": "Robert Corydon er en af halvtredsernes bedste lyrikere. Han er "ren" lyriker, mellem modernisterne en af de mest spontane, hvis utrættelige bestræbelse bestandigt går ud på at etablere den mest personlige kontakt med den ydre virkelighed. Han er en af dem, der stadig gør fund. Han hører til de meget skrivende, der i nuet gribes af det magisk-sproglige, der udsiger det intense forhold til tingene. Den skabende process er en bestandig renselse af synet, en stadig revision af virkelighedsforholdet. Han skitserer meget tidligt i forfatterskabet en bestemt poetik, og det er i god overensstemmelse med poetikken, at det netop er i nogle digte, han prøver at formulere den. Corydon debuterede i 1950, og i de følgende år har han skabt en efter hjemlige mål meget stor produktion af rene lyriske digte. Han er den eneste moderne danske lyriker, hvis erkendelse og håndværksmæssige bestræbelse svarer ret nøje til imagismen i international poesi. Man kunne kalde den en synets - det umiddelbare skarpsyns - digtning."

Man oplever meget sjældent hos Corydon strukturer, i hvilke subjekt og objekt blandes, sådan som det er tilfældet i en betydelig del af den ny poesi. Corydon går så at sige altid ud fra et synsindtryk, en helhed af skrapt sansede iagttagelser, men denne tilsyneladende så objektive virkelighed korresponderer, på en en måde romantisk, med sindstilstande. Uden at der er tale om nogen narcisme bliver digtet til et spejl, digteren spejler verden. Omverdenen bliver en verden af tegn, og for så vidt finder der altid en personifikation sted i Corydons lyrik.

Der er altid en ømhed i Corydon måde at se på. Og hvor digtet rummer en kritik, omhvælves det af ironi, der ikke svækker det ofte ætsende skarpe udtryk. Corydon er i højeste grad en billeddyrker, for hvem det går ud på at etablere det mest elementære forhold til virkeligheden ved at fjerne alle vanedannelser fra synsmåden, han vil heller ikke vikles ind i "argumenternes spindelvæv" når simpel reel iagttagelse er en bedre vej til erkendelse.

I kunstnerisk henseende er hans nærmeste slægtskaber i tidligere dansk lyrik den Gustaf Munch-Petersen, der skrev "Nitten Digte" og den tidlige Ole Sarvig. Men Corydon er den af disse digtere, der mest konsekvent formulerer sin æstetik. Digtet er en genskabelse af verden og os selv i forbindelse med tingene. Poesien er det, der forbinder alt. Det er ikke så meget synspunktet, der viser hans slægtskab med de nævnte digtere, men snarere noget i det grafisk-billedlige udtryk og den gradvise forenkling af det, som finder sted igennem forfatterskabet. Fra den kompakte masse af tunge metaforer i de første digte udvikler Corydon efterhånden sin stil i retning af det stærkt forenklede billedforløb, der i sig selv er tegnsprog, eller ligefrem enkelte tegn der åbenbarer den sammenhæng, som er digtets ærinde. Et eksempel er digtet "fuglene" fra samlingen Fuglespor. Billedsprogets intensivering og forenkling viser sig stedse klarere i de følgende samlinger fra Corydons overvejende pastorale perioder nemlig i Landskab med Huse og Skrænten mod Havet.

Robert Corydon er et øjemenneske, der bestandig er på opdagelse i sin omverden. I næsten alle hans bøger findes nogle digte, der giver hans "program" som kunstner. Nogle enkelte skal nævnes i nogenlunde kronologisk rækkefølge, således at man ved at genlæse dem også får fornemmelsen af stationer i hans udvikling: "Mejsel", "Fuglene", "Havdigt", "Ode til en Stil", "Parkscene med Hund", "Tegnet". Somme tider minder hans korte digte om de japanske Haiku og i øvrigt om den lapidariske kinesiske lyrik. Hans forhold til tingene ændrer sig ikke væsentligt, men i løbet af forfatterskabet udvider hans sit oplevelsesområde, f.eks. skriver han efterhånden flere digte med storbyen og dens udkanter som motiv. Ikke mindst lossepladsen interesserer denne tingsforelskede romantiker, som Robert Corydon bl.a. er. De fleste af hans korte digte holder intensiteten i billederne, mens ophobningen i nogle af de lange på én gang tynger og flader teksterne ud. Den humor, der stedvis forekommer, er også noget set, der vises frem, en slags billedlige practical jokes.

Hans udtryk er i de seneste stadier blevet stedse mere konsekvent grafisk, fuglesporene, floraens strukturer, ledningsnet, kanter, konturer, stråler og eks- og interiørets rammer, - alle tegnene er blevet til en slags lydløs nodeskrift som hører til det mærkeligste, han har tilført den ny poesi. Farverne er overvejende sorthvidt med enkelte skarpe knald af gult eller rødt. Hans digte er meget lidt lydlige, og sproget er temmelig urytmisk, ligesom hos Sarvig. Selv et råb er ikke noget, der høres, men aflæses på ansigter, der har hørt det. Krybet og Sommerfuglen er nok den bog, der rummer flest programmatiske digte. Corydon er en anti-idealistisk digler, hvis skarpe sansninger næsten udelukkende bevæges gennem billedforløbets tidserkendelse og udvider vor bevisthed om virkeligheden.

Robert Corydon har ikke tidigere udgivet prosa, men debuterer i efteråret 1964 som romanforfatter med Lukketid.

Kilder, litteratur og referencer[redigér | redigér wikikode]