Det britiske parlament: Forskelle mellem versioner
m robot Ændrer: la:Senatus Britanniarum |
Hqb (diskussion | bidrag) m London Eye side flyttet |
||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Image:Palace.of.westminster.arp.jpg|thumb|right|Parlamentsbygningen set fra [[ |
[[Image:Palace.of.westminster.arp.jpg|thumb|right|Parlamentsbygningen set fra [[London Eye]]]] |
||
'''Det britiske parlament''' er den højeste lovgivende myndighed i [[Det forenede kongerige]] og de britiske [[Britisk oversøisk territorium|oversøiske territorier]]. Det består af tre komponenter: [[den britiske monark]], Overhuset og Underhuset. Kun den sidstnævnte komponent er demokratisk valgt. Overhuset og Underhuset holder møder i hvert sit kammer i [[Westminster]] i [[London]]. |
'''Det britiske parlament''' er den højeste lovgivende myndighed i [[Det forenede kongerige]] og de britiske [[Britisk oversøisk territorium|oversøiske territorier]]. Det består af tre komponenter: [[den britiske monark]], Overhuset og Underhuset. Kun den sidstnævnte komponent er demokratisk valgt. Overhuset og Underhuset holder møder i hvert sit kammer i [[Westminster]] i [[London]]. |
||
Versionen fra 16. jun. 2007, 12:23
Det britiske parlament er den højeste lovgivende myndighed i Det forenede kongerige og de britiske oversøiske territorier. Det består af tre komponenter: den britiske monark, Overhuset og Underhuset. Kun den sidstnævnte komponent er demokratisk valgt. Overhuset og Underhuset holder møder i hvert sit kammer i Westminster i London.
Sammensætning
Parlamentet består af tre komponenter som forudsættes at være adskilt fra hinanden; ingen kan være medlem af mere end én komponent. Overhusets medlemmer er udelukket fra valg til Underhuset, og efter sædvane stemmer monarken ikke.
Den britiske monark
Den britiske monark udgør en af bestanddelene i Parlamentet. Det er monarken gennem Parlamentet (Queen-in-Parliament eller King-in-Parliament) som er kilden til al lovgivende myndighed i Storbritannien. I praksis udgør monarken imidlertid i dag kun en ceremoniel del af Parlamentet.
Overhuset
Overhuset (House of Lords) bestod især af udnævnte, ikke-valgte medlemmer. Medlemmerne deles i to kategorier: Lords Spiritual (de øverste gejstlige ledere i Den engelske kirke) og Lords Temporal (medlemmer af adelen). Dette genspejles i Overhusets formelle titel: The Right Honourable The Lords Spiritual and Temporal in Parliament Assembled. De to medlemskategorier regnes som separate stænder, men de møder, debatterer og stemmer sammen. Det er cirka 700 medlemmer i Overhuset, hvoraf 26 er gejstlige. Efter en ny reform kan arvelige titler ikke skaffe en plads i overhuset som tidligere, man bliver idag valgt til at være i overhuset, oftest af Primiereministeren.
Underhuset
I Underhuset (House of Commons) er den sidste stand repræsenteret. Den formelle titel er The Honourable The Commons in Parliament Assembled. Underhuset har 659 medlemmer, som er demokratisk valgt i enkeltmandskredse. Lederen af Underhuset kaldes Speaker of the House. Dette stammer fra tiden, da han talte Underhusets sag foran kongen. Den nuværende Speaker hedder Michael Martin. Parlamentsmedlemmerne henvender sig til Speaker of The House, før de får tilladelse til at begynde at tale. Medlemmerne spørger Speakeren om tilladelse til at tale ved at bruge formen "Mr. Speaker".
Det største parti i Underhuset er for tiden Labour. Det er deres partileder, Tony Blair, som er statsminister i Storbritannien.
Politisk system
Storbritanniens politik er baseret på konstitutionelt monarki med parlamentarisk styreform. Ordningen er blevet efterlignet jorden rundt som en arv fra den britiske kolonitid. Stater, som følger den britiske ordning, siges ofte at operere i overensstemmelse med Westminster-modellen.
Valgsystemet
Systemet, som bruges til at vælge parlamentsmedlemmer kaldes first past the post. Konceptet med systemet er, at den kandidat som modtager det største antal stemmer i en valgkreds bliver parlamentsmedlem. På den ene side medvirker dette system til at forhindre regeringer som ikke har noget egentligt flertal i Parlamentet (koalitionsregeringer). Kritikere af systemet mener derimod, at det er meget uretfærdigt mod de mindre partier, da det er lettere for de store partier at gøre sig gældende.