Parlamentarisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Konstitutionelle monarkier med parlamentarisme er mærket med rød. Parlamentaristiske republikker, hvor parlamentet er overordnet en statsleder, ofte betegnet præsident er mærket med orange. Præsidentialsystemer med en statsleder, der står til ansvar overfor parlamentet er mærket med grøn.

Parlamentarisme er en statsform, hvor en regering enten skal have et flertal i parlamentet bag sig (positiv parlamentarisme), eller ikke må have et flertal imod sig (negativ parlamentarisme). Historisk er parlamentarismen udviklet i England som en praktisk foranstaltning, der skulle sikre en folkelig kontrol med regeringen. Parlamentarisme er direkte knyttet til demokratiet som styreform i en suveræn stat. Der findes eksempler på parlamentarisme i såvel republikker som monarkier. (Se kortet til højre)

Juridisk status[redigér | redigér wikikode]

Parlamentarisme fungerer i praksis i et repræsentativt demokrati og er den juridiske legitimitet af folkets kontrol med regeringen. Legitimiteten består i, at folket ved frie, lige og hemmelige valg har valgt de repræsentanter, der kontrollerer regeringen. I et parlamentarisk system har de folkevalgte således en dobbelt funktion:

  • At vedtage love
  • At kontrollere regeringen

Proceduren for lovgivningen er normalt beskrevet i landets forfatning. Proceduren for den folkelige kontrol med regeringen kan ligeledes være indskrevet i forfatningen, men det er ikke altid tilfældet.[1]

Kontrollen kan enten bestå i, at regeringen må træde tilbage, hvis den ikke kan skabe et flertal i parlamentet, eller i, at regeringen i denne situation udskriver valg.[2] I nogle stater, herunder Danmark sker dette formelt ved, at Parlamentet udtrykker sin mistillid til regeringen.

Typer af parlamentarisme[redigér | redigér wikikode]

Der findes to typer af parlamentarisme:

  • Positiv parlamentarisme
  • Negativ parlamentarisme

Begge typer kan i praksis fungere i et politisk system med forholdstalsvalg [3] og i et politisk system med flertalsvalg i enkeltkredse.[4]

Positiv parlamentarisme[redigér | redigér wikikode]

Positiv parlamentarisme findes i to udformninger:

Negativ parlamentarisme[redigér | redigér wikikode]

Negativ parlamentarisme findes ligeledes i to udformninger.

  • I den ene variant, der findes i bl.a. Sverige og Portugal, er kravet, at et absolut flertal blandt parlamentets medlemmer ikke stemmer imod regeringens sammensætning.
  • I den anden variant, der findes i bl.a. Storbritannien, Danmark, Norge, Finland og Island er en afstemning om regeringens autoritet kun nødvendig, hvis der fremsættes et mistillidsvotum.

Den negative parlamentarisme i Sverige betød at Olof Palmes regering kunne fortsætte efter valget den 16. september 1973 hvor højre og venstre blok fik samme antal mandater.[6]

Virkninger af parlamentarisme[redigér | redigér wikikode]

Det anføres ofte, at et parlamentaristisk system ikke har fuldstændig magtdeling, da regeringen udgår af parlamentet [7] I den præsidentale styreform er den folkevalgte præsident normalt uafhængig af parlamentet.[8]

Positiv parlamentarisme har historisk set oftere medført bredere regeringsgrundlag end negativ parlamentarisme, hvor mindretalsregeringer med spinkelt flertal oftere forekommer.[9] Effekten af parlamentets kontrol med regeringen er næppe knyttet til en af de to grundformer, men afhænger i højere grad af antallet af politiske partier i parlamentet og af valgmetoden.

Parlamentarismens historie i Danmark[redigér | redigér wikikode]

Negativ parlamentarisme blev i praksis styreformen i Danmark ved systemskiftet i 1901. Her accepterede kongen det parlamentariske grundprincip, at en regering ikke må sidde med et flertal imod sig. Det gælder stadig i dag.

Hovedlinjer i dansk parlamentarisme[redigér | redigér wikikode]

  • 1903 – Kvinder får først nu stemmeret til menighedsrådene.
  • 1907 – Kvinder får stemmeret til kommunalbestyrelserne.
  • 1915 – Kvinder og tyende fik for første gang stemmeret til Folketinget og Landstinget.
  • 1920 – Påskekrisen opstår, da kong Christian 10. afsætter regeringen Zahle. Efterfølgende lover kongen fremover at respektere parlamentarismen som sædvaneret.
  • 1953 – Parlamentarismen blev lovfæstet. Landstinget bliver afskaffet og tronfølgeloven ændres, således at kvinder får del i arvefølgen.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. I Danmark fastslår Grundlovens § 15 blot, at regeringen enten skal træde tilbage eller udskrive valg, hvis et flertal udtaler mistillid til statsministeren. Et andet krav til regeringen er, at den ligeledes skal træde tilbage eller udskrive valg, hvis finansloven ikke kan opnå flertal i det danske parlament, Folketinget.
  2. Jf. Rasmussen (1972), bd. 2 s. 225. I Norge må regeringen i denne situation altid gå af, idet den ifølge forfatningen ikke kan udskrive valg i ”utide”
  3. Som fx i de nordiske lande og Tyskland
  4. Som fx i Storbritannien
  5. En komplikation er, at det kun gælder 1. behandlingen her
  6. Henrik Berggren (2012). Underbara dagar framför oss.  side 492.
  7. I de fleste tilfælde kan regeringens medlemmer samtidig være medlem af parlamentet og har således en dobbeltrolle i magtdelingen
  8. I USA kan præsidenten således blokere for implementeringen af vedtagne love gennem nedlæggelse af veto.
  9. Damgaard (1990)

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Albæk Jensen, Jørgen (1989). Parlamentarismens statsretlige betydning, København: Jurist- og konomforbundets Forlag.
  • Damgaard, Erik (1990). Parlamentarismens danske tilstande I Damgaard (red), Parlamentarisk forandring i Norden, Oslo, Universitetsforlaget.
  • Rasmussen, Erik (1969). Komparativ politik, bd. 1 og 2, 2. udgave, København: Gyldendal

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Se også[redigér | redigér wikikode]