Gustav Stresemann: Forskelle mellem versioner

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Content deleted Content added
VisueltWikitekst
Alexbot (diskussion | bidrag)
32.385 edits
m robot Tilføjer: yo:Gustav Stresemann
lix
Linje 15: Linje 15:
}}
}}
{{Nobel|Pris=Nobels fredspris|År=1926}}
{{Nobel|Pris=Nobels fredspris|År=1926}}
'''Gustav Stresemann''' ([[10. maj]] [[1878]] - [[3. oktober]] [[1929]]) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden som fik [[Nobels fredspris]]. Han var kortvarig tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923, og var derefter tysk udenrigsminister frem til sin død gennem talrige regeringer.
'''Gustav Stresemann''' ([[10. maj]] [[1878]] - [[3. oktober]] [[1929]]) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden. Han modtog [[Nobels fredspris]]. Han var kortvarigt tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923 og var derefter tysk udenrigsminister i talrige regeringer til sin død .


== Biografi ==
== Biografi ==


Stresemann blev født i [[Berlin]] i [[1878]] som søn af ølhandleren Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassebaggrund, og studerede [[filosofi]] og [[litteratur]] ved universiteterne i Berlin og [[Leipzig]], før han tog doktorgraden i økonomi i [[1900]] med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen ''Neogermania''.
Stresemann blev født i [[Berlin]] i [[1878]] som søn af ølhandler Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassen og studerede [[filosofi]] og [[litteratur]] ved universiteterne i Berlin og [[Leipzig]]. Han tog doktorgraden i økonomi i [[1900]] med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen ''Neogermania''.


I [[1903]] giftede han sig med [[Käte Stresemann|Käthe Kleefeld]], datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik senere sønnerne [[Wolfgang Stresemann|Wolfgang]] og Joachim Stresemann. Samme år begyndte han sin politiske karriere, blev medlem af [[Nationalliberale Partei]] og blev tre år senere valgt ind i byrådet i Dresden. I 1907 blev han første gang valgt ind i [[Rigsdagen]], hvor han med enkelte korte afbrud sad resten af sit liv. Selv om Stresemann i udgangspunktet havde været associeret med venstresiden i det nationalliberale parti, blev han i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret, og var en af parlamentarikerne som foreslog uindskrænket ubådkrig. Dette førte til at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget, det højreliberale [[Deutsche Volkspartei]] (DVP), som hovedsageligt bestod af højresiden fra det nationalliberale parti.
I [[1903]] giftede han sig med [[Käte Stresemann|Käthe Kleefeld]], datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik sønnerne [[Wolfgang Stresemann|Wolfgang]] og Joachim Stresemann. Samme år begyndte hans politiske karriere. Han blev medlem af [[Nationalliberale Partei]] og tre år senere valgt til byrådet i Dresden. I 1907 blev han valgt til[[Rigsdagen]], hvor han med enkelte korte afbrydelser sad resten af livet. Stresemann tilhørte i begyndelsen venstrefløjen i det nationalliberale parti, men blev i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret og var en af de rigsdagsmedlemmer, som foreslog den uindskrænkede ubådkrig. Det førte til, at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget: det højreliberale [[Deutsche Volkspartei]] (DVP), som hovedsageligt bestod af højrefløjen af det nationalliberale parti.


Selvom partiet i udgangspunktet blev set på, sammen med det mere direkte konservative tyske [[Deutschnationale Volkspartei|nationale folkeparti]], som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af sit ambivalente forhold til [[Freikorps|frikorpsene]] og [[Kappkuppet]] i [[1920]], prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier i centrum og på venstresiden. En af grundene til dette var det politiske attentat på udenrigsminister [[Walther Rathenau]], som gik stærkt ind på ham. 13. august 1923, midt i Ruhrkrisen, blev Stresemann udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.
Selv om partiet - og det mere direkte konservative tyske [[Deutschnationale Volkspartei|nationale folkeparti]] - blev betragtet som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af det ambivalente forhold til [[Freikorps|frikorpsene]] og [[Kappkuppet]] i [[1920]], prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier fra centrum og venstre. En af grundene til det var det politiske attentat på udenrigsminister [[Walther Rathenau]], som gik Stresemann stærkt på. 13. august 1923 blev han midt i ruhrkrisen udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.


Som rigskansler kom Stresemann langt i at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den [[23. november]] samme år. Stresemann fortsatte som udenrigsminister i regeringen til sin efterfølger [[Wilhelm Marx]] fra det [[Deutsche Zentrumspartei|katolske midterparti]], og beholdte denne position gennem et stort antal regeringer frem til sin død.
Som rigskansler lykkedes det næsten Stresemann at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den [[23. november]] 1923. Stresemann blev udenrigsminister i regeringen [[Wilhelm Marx]] fra det [[Deutsche Zentrumspartei|katolske midterparti]] og beholdt den stilling i et stort antal regeringer frem til sin død.


Som udenrigsminister klarede Stresemann at opnå meget, særligt underskrivelsen af [[Locarno-traktaten]] fra [[1925]], som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet, som anerkendelse for landets stormagtsstatus, [[Rapallotraktaten]] fra [[1926]] og [[Youngplanen]] fra [[1929]], som reducerede krigsskadeerstatningerne Versaillestraktaten pålagde landet. I løbet af sin tid som udenrigsminister kom Stresemann til i større grad at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med [[Aristide Briand]].
Som udenrigsminister nåede Stresemann meget, særligt underskrivelsen af [[Locarno-traktaten]] fra [[1925]], som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet. Det var en anerkendelse for landets stormagtsstatus. Desuden forhandlede han[[Rapallotraktaten]] fra [[1926]] og [[Youngplanen]] fra [[1929]] og reducerede de krigsskadeerstatninger, som Versaillestraktaten pålagde Tyskland. I sin tid som udenrigsminister nåede Stresemann til at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med [[Aristide Briand]].


Stresemann er almindeligvis anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som snakkede om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik [[Nobels fredspris]] sammen med Aristide Briand og [[Austen Chamberlain]] for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den [[3. oktober]] [[1929]], 51 år gammel.
Stresemann er anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som talte om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik [[Nobels fredspris]] sammen med Aristide Briand og [[Austen Chamberlain]] for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den [[3. oktober]] [[1929]], 51 år gammel.


== Første kabinet: August - oktober 1923 ==
== Første kabinet: August - oktober 1923 ==

Versionen fra 14. jul. 2010, 05:46

Skabelon:Infoboks tysk kansler

Nobels fredspris
1926

Gustav Stresemann (10. maj 1878 - 3. oktober 1929) var en tysk højreliberal politiker og statsmand i mellemkrigstiden. Han modtog Nobels fredspris. Han var kortvarigt tysk rigskansler i to regeringer fra august til november i 1923 og var derefter tysk udenrigsminister i talrige regeringer til sin død .

Biografi

Stresemann blev født i Berlin i 1878 som søn af ølhandler Ernst Stresemann. Han kom fra middelklassen og studerede filosofi og litteratur ved universiteterne i Berlin og Leipzig. Han tog doktorgraden i økonomi i 1900 med en afhandling om Berlins ølindustri. Han var også talsmand for studentforeningen Neogermania.

I 1903 giftede han sig med Käthe Kleefeld, datter af en jødisk industrimand fra Berlin; de fik sønnerne Wolfgang og Joachim Stresemann. Samme år begyndte hans politiske karriere. Han blev medlem af Nationalliberale Partei og tre år senere valgt til byrådet i Dresden. I 1907 blev han valgt tilRigsdagen, hvor han med enkelte korte afbrydelser sad resten af livet. Stresemann tilhørte i begyndelsen venstrefløjen i det nationalliberale parti, men blev i løbet af 1. verdenskrig stadig mere højreorienteret og var en af de rigsdagsmedlemmer, som foreslog den uindskrænkede ubådkrig. Det førte til, at han blev ekskluderet fra partiet, og han grundlagde sit eget: det højreliberale Deutsche Volkspartei (DVP), som hovedsageligt bestod af højrefløjen af det nationalliberale parti.

Selv om partiet - og det mere direkte konservative tyske nationale folkeparti - blev betragtet som en del af den "nationale opposition" mod Weimarrepublikken, særligt på grund af det ambivalente forhold til frikorpsene og Kappkuppet i 1920, prøvede Stresemann i stadig større grad at samarbejde med partier fra centrum og venstre. En af grundene til det var det politiske attentat på udenrigsminister Walther Rathenau, som gik Stresemann stærkt på. 13. august 1923 blev han midt i ruhrkrisen udnævnt til kansler for en stor koalitionsregering.

Som rigskansler lykkedes det næsten Stresemann at løse krisen, men nogle af hans handlinger fornærmede socialdemokraterne, som forlod koalitionen, så den faldt den 23. november 1923. Stresemann blev udenrigsminister i regeringen Wilhelm Marx fra det katolske midterparti og beholdt den stilling i et stort antal regeringer frem til sin død.

Som udenrigsminister nåede Stresemann meget, særligt underskrivelsen af Locarno-traktaten fra 1925, som gjorde Tyskland til medlem af Folkeforbundet med fast plads i Sikkerhedsrådet. Det var en anerkendelse for landets stormagtsstatus. Desuden forhandlede hanRapallotraktaten fra 1926 og Youngplanen fra 1929 og reducerede de krigsskadeerstatninger, som Versaillestraktaten pålagde Tyskland. I sin tid som udenrigsminister nåede Stresemann til at acceptere republikken, som han først havde afvist. Han udviklede også et personligt venskab med Aristide Briand.

Stresemann er anset som en af de vigtigste ledere af Tyskland i mellemkrigstiden. Han var en af de første som talte om europæisk økonomisk integration. Stresemann fik Nobels fredspris sammen med Aristide Briand og Austen Chamberlain for 1925 og 1926. Han døde af et hjerteanfald den 3. oktober 1929, 51 år gammel.

Første kabinet: August - oktober 1923

Andet kabinet: Oktober - november 1923

Ændringer

  • 3. november 1923 - SPD-ministrene Sollmann, Radbruch og Schmidt trækker sig. Sollmann efterfølges som indenrigsminister af Karl Jarres (DVP). De andre bliver ikke erstattet før regeringen falder.

Litteratur

  • Wright, Jonathan (2002): Gustav Stresemann: Weimar's Greatest Statesman
  • Berg, Manfred (1992): Gustav Stresemann. Eine politische Karriere zwischen Reich und Republik. Göttingen/Zürich
  • Eschenburg, Theodor og Ulrich Frank-Planitz (1978): Gustav Stresemann. Eine Bildbiographie. Stuttgart
  • Krüger, Peter (1985): Die Außenpolitik der Republik von Weimar. Darmstadt
  • Thimme, Annelise: Gustav Stresemann: Eine politische Biographie zur Geschichte der Weimarer Republik (1957)
  • Hirsch, Felix: Gustav Stresemann: Patriot und Europäer (1964)

Eksterne henvisninger

Efterfulgte:
Hans von Rosenberg 		Tysklands udenrigsminister
1923-1929 		Efterfulgtes af:
Julius Curtius
Efterfulgte:
Wilhelm Cuno 		Tysklands kansler
1923 		Efterfulgtes af:
Wilhelm Marx

Skabelon:Link FA

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Gustav_Stresemann&oldid=4282210"