Undervisningsdifferentiering

Undervisningsdifferentiering betyder at enkelte elever eller elevgrupper undervises efter deres standpunkt.

Princippet kan efterleves ved, at man adskiller eleverne i større grupper ved hjælp af relevante tests. På den måde kan klassekvotienter og forholdet mellem antallet af elever og lærere opretholdes, mens der undervises differentieret, og dog efter standard-læseplaner. Dette princip kaldes dog elevdifferentiering - ikke undervisningsdifferentiering.

Differentiering kan også praktiseres i elevernes normale miljø og ud fra den enkelte elevs individuelle evner og muligheder. Det er normalt denne variant, der refereres til, når der tales om undervisningsdifferentiering, men den benyttes sjældent i praksis, da den stiller store krav til faglig og psykologisk indsigt, samt forberedelse, fra underviserens side. Det svære, men stadig positive er, at fællesskabet i gruppen skal bibeholdes. Gruppen skal arbejde sammen uden nødvendigvis at være sammen. Gruppen skal bruge den styrke der er i at være en gruppe med støtte til de forskellige individer osv. Man kan derfor ikke bare give hver elev noget tilfældigt materiale på elevens niveau. Det skal alt sammen hænge sammen.

Ideen med undervisningsdifferentiering kan føres tilbage til Marcus Fabius Quintilian (30 – o. 94 e.kr.). Han løste selv problemet med forholdet mellem antallet af elever og lærere ved at anvende indbyrdes undervisning.

Se også

• Undervisning
• Undervisningsform
• Skole
• Undervisningsmetode
• Undervisningslære
• Undervisningsfærdighed