Spring til indhold

Johannes Nielsen: Forskelle mellem versioner

103 bytes fjernet ,  for 6 år siden
m
m (→‎top: der forekommer at være bred enighed om markering af problemer ved brug af AWB)
'''Carl Johannes Nielsen''' (født [[14. september]] [[1870]] på [[Hindholm Højskole]], -død [[20. december]] [[1935]]) var en dansk [[skuespiller]], [[sceneinstruktør]] og [[teaterdirektør]]. Han var bror til [[Laurits Christian Nielsen (forfatter)|L.C. Nielsen]],
{{forældet|Kopieret tekst fra gammelt opslagsværk, og det er rimeligt at formode at der findes nyere viden om emnet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes.}}
 
Nielsen blev 1890 Student og Aaret efter Elev ved det kgl. Teater, hvor han optraadte i nogle
'''Carl Johannes Nielsen''' ([[14. september]] [[1870]] på Hindholm Højskole - [[20. december]] [[1935]]) var en dansk
Smaaroller og efter en fleraarig Afbrydelse, i hvilken han drev spredte Universitetsstudier,
skuespiller, sceneinstruktør og teaterdirektør.
omsider debuterede 1. Marts 1897 som Arv i »Maskeraden«. Bondekarlens Maske kunde N.
Broder til [[Laurits Christian Nielsen (forfatter)|L.C. Nielsen]],
bære, men Lunet fattedes; derimod fik hans lyriske Talent en smuk Udfoldelse, da han
 
1897—99 virkede ved Folketeatret, navnlig som Pastor Sang i »Over Evne« I, hvor hans mandige
Nielsen blev 1890 Student og Aaret efter Elev
Udtryk for Naturglæde og Tro førte ham frem i første Række bl. Tidens sceniske Ungdom.
ved det kgl. Teater, hvor han optraadte i nogle
1899 afbrød N. sin Virksomhed og modtog Ansættelse som Økonomiinspektør ved det kgl. Teater og
Smaaroller og efter en fleraarig Afbrydelse, i
som Medhjælper ved Sceneinstruktionen, men 1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de
hvilken han drev spredte Universitetsstudier,
flg. Aar høstede Gavn af den Udvikling, han havde gennemgaaet som William Bloch’s Elev.
omsider debuterede 1. Marts 1897 som Arv i
N. formede nu en Del udmærket sammenstemte Forestillinger, særlig af landlig Art, f. Eks.
»Maskeraden«. Bondekarlens Maske kunde N.
»Sind«, »Pigernes Alfred« og »Den røde Hane«, og skønt hans karakteriserende Skuespillerevne
bære, men Lunet fattedes; derimod fik hans
ikke var betydelig, skabte han enkelte levende Typer, f. Eks. den sølle Havarist Möllmark i
lyriske Talent en smuk Udfoldelse, da han
»Byens Stolthed«, den stejle Bondekarl i »Sind« og den forpinte Ægtemand i »Samson og Dalila«.
1897—99 virkede ved Folketeatret, navnlig som
1908—12 var N. Direktør for Folketeatret, der 1911—12 lededes i Forening med
Pastor Sang i »Over Evne« I, hvor hans mandige
Dagmarteatret, men da denne uheldige Konstellation ophørte, indtraadte N. sammen med Adam
Udtryk for Naturglæde og Tro førte ham frem
Poulsen i Direktionen for Dagmarteatret, hvorfra han, der ogsaa i nogle Somre styrede
i første Række bl. Tidens sceniske Ungdom.
Friluftsteatret, 1914 blev ansat som artistisk Direktør for Nationalscenen. Ihvorvel han ogsaa her
1899 afbrød N. sin Virksomhed og modtog Ansættelse
formede enkelte smukke Forestillinger, f. Eks. Einar Christiansen’s »Fædreland«, beherskede
som Økonomiinspektør ved det kgl. Teater og
han dog ikke den vanskelige Stilling, og skønt han udførte et omfattende Repertoire, vedblev
som Medhjælper ved Sceneinstruktionen, men
hans Periode paa Folketeatret at være den lødigste i kunstnerisk Henseende. Efter
1904 vendte han tilbage til Folketeatret, der i de
Sparekommissionens Indgreb 1922 blev N.’s Direktorat afsluttet; frem for at fortsætte som Skuespiller
flg. Aar høstede Gavn af den Udvikling, han
ved Nationalscenen foretrak han at modtage en Biografteaterbevilling og optræde som Gæst paa
havde gennemgaaet som William Bloch’s Elev.
Privatscenerne i Provinserne og Kbhvn, senest (1924) paa Casino.
N. formede nu en Del udmærket sammenstemte
Forestillinger, særlig af landlig Art, f. Eks.
»Sind«, »Pigernes Alfred« og »Den røde Hane«,
og skønt hans karakteriserende Skuespillerevne
ikke var betydelig, skabte han enkelte levende
Typer, f. Eks. den sølle Havarist Möllmark i
»Byens Stolthed«, den stejle Bondekarl i »Sind«
og den forpinte Ægtemand i »Samson og Dalila«.
1908—12 var N. Direktør for Folketeatret,
der 1911—12 lededes i Forening med
Dagmarteatret, men da denne uheldige Konstellation
ophørte, indtraadte N. sammen med Adam
Poulsen i Direktionen for Dagmarteatret,
hvorfra han, der ogsaa i nogle Somre styrede
Friluftsteatret, 1914 blev ansat som artistisk
Direktør for Nationalscenen. Ihvorvel han ogsaa her
formede enkelte smukke Forestillinger, f. Eks.
Einar Christiansen’s »Fædreland«, beherskede
han dog ikke den vanskelige Stilling, og skønt
han udførte et omfattende Repertoire, vedblev
hans Periode paa Folketeatret at være den
lødigste i kunstnerisk Henseende. Efter
Sparekommissionens Indgreb 1922 blev N.’s Direktorat
afsluttet; frem for at fortsætte som Skuespiller
ved Nationalscenen foretrak han at modtage en
Biografteaterbevilling og optræde som Gæst paa
Privatscenerne i Provinserne og Kbhvn, senest
(1924) paa Casino.
 
== Kilder ==
 
* {{runeberg.org|salmonsen|2|17|0970.html Nielsen, Carl Johannes}}
 
{{autoritetsdata}}
 
{{FD|1870|1935|Nielsen, Johannes}}
 
[[Kategori:Det Kongelige Teaters direktører]]
[[Kategori:Teaterskuespillere fra Danmark]]
50.881

redigeringer